Mette Frederiksen (S).
Politik

Mette Frederiksen skabte en regering, ingen troede mulig: - Hendes stædighed er legendarisk

Mette Frederiksen er både fascinerende og frygtet. I forbindelse med regeringens første 100 dage har TV 2 talt med mere end 20 personer tæt på hende.

Iført rød habitjakke var Mette Frederiksen (S) en frostklar onsdag i december sidste år lige der, hvor hun gennem flere uger havde kæmpet for at kunne være. I midten af det hele.

Med Jakob Ellemann-Jensen (V), som denne dag var klædt i blåt, på sin højre side og Lars Løkke Rasmussen (M) på sin venstre gik de tre partiledere turen fra Marienborg og til det lokale, hvor dansk presse havde taget opstilling for at forevige det, som mange ikke havde troet muligt.

Nu var det en kendsgerning. Danmark fik 14. december en regering hen over midten bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

De historiske billeder fik TV 2s politiske redaktør Hans Redder til at konstatere, at det er ”svært at sætte ord på, hvor opsigtvækkende det her er”, ligesom Mette Frederiksen i sin indledende tale henvendte sig direkte til sine to nye regeringskolleger:

-Tak for et fantastisk godt forhandlingsforløb. Jeg har været på Christiansborg i mere end 20 år og kan godt sige uden at blinke, at det her er noget af det bedste, jeg har deltaget i, lød det fra talerpulten.

Siden er meget blevet forandret i dansk politik.

Hvordan er det lykkes Mette Frederiksen at overbevise selv de argeste modstandere om, at en regering med Mette Frederiksen i spidsen er vejen frem? Og hvad siger dem, hvis loyalitet det er på bekostning af?

TV 2 har talt med flere end 20 kilder, der roser statsministerens kvaliteter, men som også fremhæver hendes kynisme og selviscenesættelse. Det gælder ikke mindst socialdemokraterne selv.

TV 2 mødte Lars Løkke Rasmussen forud for præsentation af den nye regering på Marienborg, da han var ude og gå morgentur med sine hunde. Video: TV 2 Danmark

Troels Lund blev omvendt

Før valget i november sidste år var fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), blandt dem, der mente, at Mette Frederiksens tanker om en regering hen over midten var et valgstunt.

Som ledende figur i det parti, der har været Socialdemokratiets største konkurrent gennem årtier, opfattede han det som værende helt utopisk. Men da først mandaterne var fordelt, og Venstre blev inviteret på Marienborg, forstod han, at Frederiksen var klar til et opgør med den klassiske blokpolitik.

- Hun formåede at skabe en tillid til, at de ting, vi drøftede i det lokale, blev i det lokale. Det var jo den første test på, om det her kunne flyve. Om de følsomme diskussioner, vi havde i det rum, hvor vi hver især blottede os, kunne blive derinde. Og det kunne de, siger Troels Lund Poulsen.

Han understreger, at det er på grund af Mette Frederiksen, at der i dag er en regering hen over midten i dansk politik. Adspurgt, om Mette Frederiksen i den forbindelse kan noget særligt i et forhandlingslokale, som andre toppolitikere ikke kan, lyder svaret:

- Nej, det synes jeg nu ikke. Jeg tror, at dem, der har meget stor politisk erfaring, godt kan sætte sig ned og lægge den ideologiske hat til side, hvis man har en oprigtig interesse i noget nyt. Men det kræver, at man har en vilje og en interesse i det.

Troels Lund Poulsen erkender, at han har haft et stereotypt indtryk af Mette Frederiksen. Og tænker, at det samme nok også har gjort sig gældende den anden vej. Han mener, at samarbejdet med Frederiksen indtil videre er ganske simpelt.

- Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen ved, hvad hun vil. Og hvis man selv er i tvivl om, hvad man vil i en politisk forhandling, så kommer man til at overlade det til dem, der har læst papirerne, eller som har en helt klar ide om, hvor man skal bevæge sig hen. Det skærper jo ens egen forberedelse, og det, tror jeg sådan set, gør resultatet bedre.

Det er frygtindgydende, når man er uenige, men selvfølgelig fantastisk, når man er enige

Martin Lidegaard, politisk leder, Radikale Venstre, om Mette Frederiksens stædighed

Går op i de mindste detaljer

Mette Frederiksen overtog formandsposten i Socialdemokratiet fra Helle Thorning-Schmidt i 2015. Af både mod- og medspillere beskrives Frederiksen som en dygtig, stædig og hårdtarbejdende politiker, der til forskel fra hendes forgænger er ekstremt detaljeorienteret.

- Man er ikke i tvivl om, hvad hendes holdning er, fortæller en minister i den tidligere socialdemokratiske etpartiregering, der siger, at det til tider var ”irriterende, at hun blandede sig så meget”.

Mette Frederiksen er nemlig ikke bange for at give udtryk for, hvad hun mener. Hverken med ord eller kropssprog. Således kunne man også se Mette Frederiksen sidde i folketingssalen og for sig selv sige ”ej, ej, ej, rolig, rolig, rolig”, da Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt med floromvundne vendinger kritiserede regeringens lovforslag om afskaffelse af store bededag den dag, det blev vedtaget i Folketingssalen.

Det handlemønster genkender flere fra de lukkede rum.

- Hun har virkelig temperament

- En vigtig egenskab som forhandler er stædighed, og det har Mette Frederiksen. Den er legendarisk. Det er frygtindgydende, når man er uenige, men selvfølgelig fantastisk, når man er enige, siger Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre.

Han har forhandlet med Mette Frederiksen gentagne gange. Senest på Marienborg under regeringsforhandlingerne i november og december, hvor de radikale sad med ved bordet indtil sidste døgn.

Bare en god håndfuld timer inden Mette Frederiksen tirsdag 13. december sidste år fortalte offentligheden, at der var dannet en ny regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, havde Martin Lidegaard givet Frederiksen besked om, at Radikale Venstre ikke ville være med.

Den radikale leder ønsker ikke at fortælle, hvordan den besked blev modtaget af Frederiksen. I stedet beretter han om et forhandlingsforløb, der startede med stor lydhørhed, men som sluttede, da uenigheden mellem de radikale og de resterende partier blev for store på særligt uddannelse og det grønne område. Her mente Lidegaard ikke, at regeringsgrundlaget var ambitiøst nok.

- Der kan man opleve, at man møder en mur, som er meget svær at kravle over. Et godt tegn er de røde pletter på halsen, så ved man, at man ikke kommer længere. Hun har virkelig temperament, siger Martin Lidegaard, mens han griner.

En anden højtstående politiker, hvis parti i sidste valgperiode var en del af Socialdemokratiets røde parlamentariske grundlag, kalder ligefrem Mette Frederiksens stil for ”hånende og grænseoverskridende”, hvis der er en politisk uenighed.

Det er angiveligt sket flere gange, at de har siddet i en mindre forsamling på omkring en håndfuld personer for at diskutere et politisk emne, hvor Mette Frederiksen har ”vendt øjne og kastet med hænderne”, ligesom hun har karikeret andre partiers holdninger, hvis de ikke stemmer overens med de socialdemokratiske. En gang, hvor det blev italesat, var svaret fra Mette Frederiksen, at hun faktisk lagde bånd på sig selv, fortæller kilden.

På samme måde beskriver en partileder, hvordan vedkommende har prøvet at ”blive lagt på is” i tiden efter en politisk diskussion, hvor der har været stor uenighed. Noget, som personen i øvrigt aldrig har prøvet med andre partiledere.

Sådan er artiklen blevet til

Gennem interviews med mere end 20 personer tegner TV 2 et billede af kvinden, der leder både Danmark og landets største parti. Der er både tale om personer i Socialdemokratiet og personer, der i forskellige sammenhænge har samarbejdet og forhandlet med statsministeren.

Flere har betinget sig anonymitet, da de tror, at det vil få betydning for det fortsatte samarbejde med Frederiksen, hvis de står frem med navn. Det har TV 2 accepteret for at kunne fortælle historien.

”Omklamrende” venlig

Mange oppositionspolitikere kalder trods politiske uenigheder og synspunkter Mette Frederiksen ”venlig”, ligesom hun virker ”oprigtigt interesseret” i, hvordan folk har det.

Hun husker så godt, at det er blevet bemærket af flere. Nogle har hende endda mistænkt for at skrive navne på ægtefæller og børn ned. Men samtidig er fornemmelsen blandt flere af dem, TV 2 har talt med, at det er en del af hendes taktiske spil, når hun har et mål, hun gerne vil nå.

Således fortæller en tidligere højtstående oppositionspolitiker, hvordan det i en periode føltes ”helt omklamrende”, at Frederiksen ved forskellige lejligheder og endda i en tale fortalte om de tos tætte bånd. Et bånd, der senere blev kappet fra den ene dag til den anden og dermed har bekræftet vedkommendes mistanke om, at det var en del af det taktiske spil, som politik også er.

Mette Frederiksen tænker altid længere frem og er klar med et nyt træk, når én plan går i vasken, lyder analysen fra begge sider af den politiske midte.

Holder hovedet koldt

Netop det viste Frederiksen den første weekend i december sidste år under de historisk lange regeringsforhandlinger, der førte til, at SVM-regeringen i den kommende uge har siddet i 100 dage.

Trods et forsøg fra Mette Frederiksen på at overbevise den konservative formand, Søren Pape Poulsen, om, at de trods store uenigheder godt kunne opbygge den tillid til hinanden, der skal til for at kunne gå i regering sammen, valgte den konservative formand at forlade regeringsforhandlingerne.

Meldingen blev modtaget uden en større reaktion fra Frederiksen. Og dog. For inden søndagen var blevet ret gammel, havde Lars Løkke Rasmussen (M), der ikke havde været til forhandlinger i en rum tid, fået en invitation akkompagneret af beskeden om, at de konservative ikke turde gå med.

Om mandagen stillede Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, så op til et længere interview på TV 2, hvor han netop italesatte den manglende tillid til Mette Frederiksen. For første gang gjorde han det klart, at ”man kan sagtens få tillid til venner, der må have svigtet en undervejs”.

Et par dage efter gik Lars Løkke Rasmussen så til tasterne, hvor han blandt andet skrev, at hvis man skal have venner i politik, skal man få sig en hund, men:

- Til gengæld kan man godt have gode kollegaer og tillidsfulde relationer i politik, som man kan skabe store resultater sammen med.

Få dage senere var SVM-regeringen en realitet.

Men den politiske sejr for Frederiksen har ikke været uden omkostninger for den socialdemokratiske folketingsgruppe, fortæller flere socialdemokrater nu til TV 2.

- Nu bliver det altså for meget

Smilene var ellers store og stemningen forventningsfuld, da den nyvalgte socialdemokratiske folketingsgruppe og hovedbestyrelse mødtes for første gang to dage efter valget på Hotel Scandic ved Søerne i København.

Socialdemokratiet havde sikret sig det bedste resultat i 20 år. Mere end hver 4. vælger havde 2 dage forinden sat deres kryds ved Socialdemokratiet. Det giver partiet 50 folketingsmedlemmer.

Som socialdemokrat var der altså mange tal at glædes over, men alligevel var det nogle andre af slagsen, der blev fremhævet denne torsdag aften.

”Ej okay, nu bliver det altså for meget”, tænkte socialdemokraten. Uden at sige noget. Blikket var strandet ved de små muffins, der blev serveret. Det var dog kun for et kort øjeblik, inden øjnene skyndte sig videre i håbet om, at ingen havde spottet forbavselsen.

På de små muffins var skrevet Mette Frederiksens personlige stemmetal: 60.837.

Eksemplet bliver af socialdemokrater brugt til at beskrive, at det meste i Socialdemokratiet i dag handler om Mette Frederiksen. Og ikke så meget om partiet.

Mens nogle socialdemokrater mener, at fejringen var ”helt på sin plads med det flotte resultat i Nordjylland”, hvor man på grund af både Inger Støjberg og minksagen ”var noget nervøs”, joker andre i det skjulte med, om der mon snart kommer en kage påtrykt antallet af personer, der skrev under på fagbevægelsens underskriftsindsamling mod regeringens lovforslag om afskaffelse af store bededag.

Socialdemokrater frygter ledelsen

Af sine egne partifæller beskrives Mette Frederiksen som en stærk og tydelig leder. Hun er ufølsom. Og det er ikke dårligt ment. Alle har stor respekt for Frederiksen. Men flere nævner også, at folketingsgruppen styres med hård hånd, og at der er en frygt for at lufte selv den mindste kritik, for ”hvis man siger noget, ender man på Slotspladsen”.

Mette Frederiksen og hendes folk har skabt en kultur, hvor man får point i bogen for at stikke dem, der kommer med kritik i krogene, lyder det. Der går da heller ikke lang tid, efter at TV 2 er begyndt at tale med en række socialdemokrater, før ledelsen har fået besked, og flere socialdemokrater derfor bliver nervøse. Ifølge TV 2s oplysninger blev det på et gruppemøde kort efter indskærpet, at ingen skulle tale med TV 2.

På netop de socialdemokratiske gruppemøder er generelt en kultur, hvor man taler ledelsen efter munden, siger flere socialdemokrater. Nogle føler sig usikre på, om et budskab vil blive dårligt modtaget, og holder sig derfor tilbage. En kilde mener endda, at den tilstand, gruppen er i, er "skræmmende".

Andre har det helt anderledes og beskriver gruppemøderne som et rum, hvor der netop er plads til at give udtryk for sine synspunkter, og understreger, at der virkelig ikke er noget at komme efter, for ”stemningen i gruppen er utrolig god”.

På samme måde fortæller flere af de nye folketingsmedlemmer om en meget lyttende statsminister, der i uge otte inviterede de nye medlemmer på frokost i Statsministeriet. På menuen var varm fisk med en dertilhørende meget nærværende statsminister, der var interesseret i at høre, hvordan de nye folketingsmedlemmer havde det i deres nye roller.

Et af de nye folketingsmedlemmer understreger i den forbindelse, at ”jeg kan bare ringe til Mette Frederiksen, og så tager hun den og lytter”. Vedkommende ønsker dog ikke at stå frem med navn.

Så længe man som parti har succes og fremgang, så kan man gå på vandet. Den rigtige test kommer den dag, vinden vender. Og den dag kommer

Claus Hjort Frederiksen

Synes ikke påvirket

Venstrenestor Claus Hjort Frederiksen, der har været minister i en menneskealder og ledende folketingsmedlem i endnu længere tid, er ikke overrasket over, at der indtil videre ikke er et afgørende oprør at spore fra det socialdemokratiske bagland.

- Så længe man som parti har succes og fremgang, så kan man gå på vandet. Den rigtige test kommer den dag, vinden vender. Og den dag kommer. Der må man se, hvad hun kan i den situation.

Spørgsmålet er så, om man i Socialdemokratiet allerede nu mærker en brise.

Meningsmålingerne er her godt 100 dage efter regeringsdannelsen dyster læsning for de 3 regeringspartier. I den seneste Megafonmåling for TV 2 står Socialdemokratiet til at miste 12 af deres 50 mandater.

Flere socialdemokrater er i disse måneder bekymrede over, hvad regeringssamarbejdet betyder for partiet.

Særligt slagnummeret med at afskaffe store bededag har givet flere i folketingsgruppen panderynker, hvilket tilsyneladende står i kontrast til statsministeren. Ifølge flere socialdemokrater lader Mette Frederiksen ikke til at være påvirket af den storm af kritik, der er kommet fra både fagbevægelsen og dele af det socialdemokratiske bagland.

Heller ikke meningsmålingerne giver Frederiksen meget opmærksomhed. I hvert fald ikke udadtil.

For på et gruppemøde i februar blev det fremhævet, at Socialdemokratiet nu var gået frem. Til gengæld blev det ikke nævnt, at fremgangen var set i forhold til den forrige Voxmetermåling, der på det tidspunkt gav Socialdemokratiet det dårligste resultat i Mette Frederiksens tid som formand. Og der var heller ingen, der sagde noget.

TV 2 har i forbindelse med artiklen forsøgt at få et interview med statsminister Mette Frederiksen. Hun har ikke ønsket at stille op til interview.