Krigen i Ukraine

Danmark sender maskingeværer og missiler til Ukraine

Ammunition til håndvåben, tunge maskingeværer og luftforsvarsmissiler er på listen over nye militære donationer til Ukraine.

Danmark sender nu flere militære donationer til Ukraine.

Der er specifikt tale om blandt andet ammunition til håndvåben, tunge maskingeværer, panserminer og luftforsvarsmissiler.

På dagens pressemøde fortalte fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) om tankerne bag de militære donationer.

- I dag præsenterer vi også – i rammen for Ukraine-fonden – en ny donationspakke, som består af elementer, der samlet set løber op i lidt over en milliard kroner, sagde den fungerende forsvarsminister og tilføjede:

- Den tager afsæt i de aktuelle behov, der er i Ukraine – blandt andet i forhold til ammunition, som jo er en meget vigtig ting for ukrainerne i øjeblikket.

Troels Lund Poulsen forklarede, at der også kan blive tale om yderligere "materiel anskaffelse", som er efterspurgt af Ukraine.

"Muskelkraft" til flere donationer

- I 2022 og 2023 har vi samlet set brugt omkring fem milliarder på militære donationer. Den donationspakke, der er blevet præsenteret i dag som en del af Ukraine-fonden, skal lægges oveni.

Han understregede, at der derfor er "mange penge i forhold til den militære støtte, som ikke er udmøntet endnu".

- Der er også fornuftigt, for vi står her i marts med ni måneder tilbage af året, og der vil komme et akut behov for yderligere militære donationer, sagde Troels Lund Poulsen (V).

Fonden giver ifølge den fungerende forsvarsminister regeringen og aftalepartierne "muskelkraft" til at komme med flere donationer.

Dansk våbenproduktion

På dagens pressemøde kom Troels Lund Poulsen (V) også ind på muligheden for en dansk produktion af ammunition.

- Vi kommer til at række ud nu til potentielt interesserede. Det kan være investorer eller virksomheder for at se, om der ikke kan laves et fundament for ammunitionsproduktion i Danmark.

Han tilføjede, at en eventuel våbenfabrik skal være privat ejet, men at regeringen nu vil undersøge, om det kan lade sig gøre.

- Jeg er relativt optimist og har også tænkt mig at række ud til mine nordiske kolleger for at se, om vi kan lave et fælles samarbejde i norden om øget produktion af ammunition.

De nye militære donationer

  • Ammunition til håndvåben: 5,56mm ammunition til håndvåben
  • Yderligere donation af 12,7mm tunge maskingeværer
  • Yderligere donation af større mængde anti-panserminer
  • Drivladninger, fængrør og brandrør til 155mm artilleriammunition.
  • Yderligere missiler til luftforsvar
  • Bomberydningsrobotter: 21 stk. bomberydningsrobotter
  • Indkøb af ikke-dødbringende materiel via NATO for op til 100,0 mio. kr
  • 15 stk. militære (hærdede) generatorer
  • 8.000 styk huer og 15.000 sæt regntøj
  • 9 stk. mobile værkstedsløsninger til reparation af større militære køretøjer
  • 6 stk. hangartelte

Kilde: Forsvarsministeriet