Vermunds comeback er "den eneste løsning" for Nye Borgerlige, siger politisk redaktør
Nye Borgerliges fremtid som politisk parti er på spil – og Vermund står alene med et meget svært genopbygningsarbejde, vurderer Hans Redder.
Når pligten kalder, så træder man til.
Med de ord erklærede Pernille Vermund mandag, at hun ikke bare stiller sig til rådighed som formand for Nye Borgerlige endnu en gang – hun genopstiller også ved næste folketingsvalg.
- Jeg træder ikke ind igen for at være karrierepolitiker, men når pligten kalder, så træder man til. Sådan er jeg opdraget, og det er det, jeg gør nu, fastslog Vermund i et interview med TV 2.
Og Vermunds comeback som partidronning er da også "den eneste løsning", hvis Nye Borgerlige skal undgå at lukke og slukke som parti, mener TV 2s politiske redaktør.
- Hun er den eneste profil, der har tyngden og gennemslagskraften til at redde partiet fra at uddø. Spørgsmålet er dog, om Vermund har både gejst og gnist nok til at gøre det, siger Hans Redder.
Et parti i krise
Pernille Vermund trak sig som formand for Nye Borgerlige i starten af februar, hvor hun også annoncerede, at den nuværende valgperiode ville blive hendes sidste.
Men planerne om en forestående pensionering fra dansk politik blev droppet, da hendes efterfølger, Lars Boje Mathiesen, fredag blev ekskluderet fra partiet efter et dramatisk forløb med anklager om afpresning.
- Hun var på vej ud, men nu er hun tvunget til at redde det politiske projekt, som hun selv har bygget op fra bunden, siger Hans Redder.
- Det er et meget stejlt bjerg, hun skal bestige, og hun skal gøre det alene, siger Hans Redder.
Boje Mathiesens eksklusion blev af hovedbestyrelsen begrundet med, at den nu fyrede formand havde krævet 2,6 millioner kroner i en uopsigelig kontrakt på 4 år for at blive på formandsposten.
Samtidig skulle han have krævet at få udbetalt 350.000 kroner til "sin egen private konto til en personlig brandingkampagne", lyder beskyldningen.
Over for TV 2 har Vermund forklaret, at hun efter sin afgang havde håbet, at Lars Boje Mathiesen var den rette til at overtage roret på det politiske projekt, hun stiftede i 2015.
Men ifølge hende har udviklingen siden overgået "alt det, hun havde kunnet frygte":
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at vi skulle blive mødt med det krav. Det er ret voldsomt, lød det fra partistifteren tidligere mandag.
Selv kalder Lars Boje Mathiesen anklagen for "direkte pinlig" og "usand".
Borgerlige rivaler på spring
Ifølge Hans Redder har de seneste dages drama i partiet også vist, at der var uenigheder internt i partiet om linjen efter Vermunds formandsexit.
På den ene side havde Vermund i valgkampen brugt en del energi på at "slibe kanterne" af partiet – hun var endda gået så langt som at sige, at Nye Borgerlige var klar til indgå i en borgerlig regering.
På den anden stod Lars Boje Mathiesen og dele af baglandet, der gerne så en mere konfrontatorisk linje.
Og den splittelse og den høje bølgegang i ledelsen har ifølge Hans Redder givet de øvrige partier på højrefløjen ”blod på tanden”.
- I Dansk Folkeparti står man på spring til at støvsuge nogle af de vælgere, der siver fra Nye Borgerlige i øjeblikket. Det samme gør Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, siger den politiske redaktør.
Især DF-formand Morten Messerschmidt, der allerede har kapret to frafaldne NB-profiler til sin folketingsgruppe, må gå rundt med et smil på læben i disse dage, fastslår Hans Redder, der dog stadig ser en mulighed for, at nedgangen kan vendes.
Han påpeger i den sammenhæng, at Vermund ser ud til at have solid opbakning i den tilbageværende partiorganisation og i brede dele af baglandet.
Men opgaven er ikke nem.
- Den allervigtigste – og den sværeste – opgave for Vermund er at sikre partiets overlevelse. Hun skal ikke spekulere på blå bloks fremtid, hun skal redde sit parti fra at dø, siger Hans Redder.