Krigen i Ukraine

SE LISTEN: Regeringen fremlægger Danmarks specifikke donationer til Ukraine

Hidtil har de danske donationer været omgærdet af en vis mystik, men mandag fremlagde regeringen den fulde liste over Danmarks militære hjælp.

Danmark har siden krigens begyndelse været et af de lande, der har støttet ukrainerne mest set relativt i forhold til vores størrelse.

Hidtil har det været omgærdet af en vis mystik præcis hvilken dansk hjælp, der er blevet sendt afsted til brug i krigen.

Men ved et møde i Udenrigspolitisk Nævn mandag formiddag kunne regeringen fremlægge de specifikke donationer til Ukraine, som Danmark har bidraget med.

Vi vil være mere åbne over for offentligheden om, hvad vi har doneret

Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister

Af listen fremgår det blandt andet, hvordan Danmark har sendt alt fra 8000 RPG-7 raketsystemer, 19 CAESAR-artillerisystemer, 407 Stinger-missiler, en række overvågningsdroner og meget mere til Ukraine.

Samlet bidrag for 4,9 milliarder

Samlet set er det danske bidrag løbet op i nøjagtig 4,9 milliarder kroner siden 24. februar sidste år.

Et "kæmpe substantielt bidrag" til Ukraine, lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Her er de specifikke danske donationer til Ukraine

  • 54 M113 G4 pansrede mandskabsvogne.
  • Landbaseret Harpoon-kystforsvarssystemer inkl. missiler.
  • 19 CAESAR-artillerisystemer, 1/3 produktion af 16 Zuzana 2-artillerisystemer.
  • 407 Stringer-missiler.
  • 8000 RPG-7 raketsystemer, inkl. 29.000 stk. tilhørende ammunition, 2700 panserværnsvåben og 5600 84 mm. Carl Gustaf-granater.
  • Et uspecificeret antal overvågningsdroner samt droner til minerydning.
  • 6 mobile værkstedsløsninger plus brændstof.
  • Software til det ukrainske cyberforsvar.
  • Vinterpakke på 100 millioner kroner bestående af: Feltrationer, tøj, kompresforbindinger, soveposer m.m.
  • Panserminer og minerydningsudstyr.
  • 65 instruktører til træningsmission.
  • Beskyttelsesdragter mod kemiske og radioaktive angreb.
  • 1 mobilt hospital, 1 teltlejr med plads til 320 personer, beboelsescontainere, elgeneratorer, 2 Toyota Landcruisers, 20 varmefyr m.m.
  • Et uspecificeret antal tunge maskingeværer.
  • 81 millioner kroner til NATO-pakke og 372 millioner kroner til britiskledet fond.

Kilde: Forsvarsministeriet.

Hjælpen omfatter både dødbringende og ikke-dødbringende militære donationer i form af våben, udstyr og træning. På listen over ikke-dødbringende hjælp fremgår blandt andet software, der understøtter det ukrainske cyberforsvar, og en vinterpakke med feltrationer, tøj, soveposer, m.m.

I faktaboksen herover kan du se hele listen over de specifikke donationer.

En ny og åben strategi

Offentliggørelsen af de konkrete danske donationer til Ukraine sker som et led i regeringens nye strategi, når det gælder militære leverancer til ukrainerne.

Tidligere har donationerne ikke alle været offentliggjort i detaljer på grund af "operative hensyn", men fremover vil der være mere åbenhed, oplyser Forsvarsministeriet.

Det skyldes blandt andet ifølge regeringen, at Forsvarets Efterretningstjeneste nu vurderer, at det kan lade sig gøre med en større åbenhed.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger til TV 2:

- Vi har ligget godt til hele vejen igennem, og det er regeringens fortsatte ambition, at vi skal gøre det. For at vi kan gøre det, er det også vigtigt, at vi har en stor folkelig opbakning.

- Derfor har vi orienteret nævnet om, at vi vil være mere åbne over for offentligheden om, hvad vi har doneret, så danskerne, der betaler for de her donationer, får et mere detaljeret indblik.