Løkkes søn skifter til Moderaterne
Bergur Løkke Rasmussen afviste så sent som i november, at han kunne finde på at skifte til sin fars parti.
Bergur Løkke Rasmussen har meldt sig ud af Venstre og ind i Moderaterne.
Det meddeler EU-parlamentarikeren, der er søn af Moderaternes formand og stifter, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, i et opslag på Facebook.
Dermed er midterpartiet nu repræsenteret i EU-parlamentet for første gang.
- På trods af 15 gode år i Venstre er jeg alligevel kommet frem til, at jeg har en større fællesmængde med et andet parti, Moderaterne, skriver Bergur Løkke Rasmussen blandt andet.
Den nu forhenværende Venstre-politiker har været medlem af parlamentet siden efteråret, hvor han afløste Søren Gade, der blev valgt til Folketinget ved valget i november.
- Sådan er politik
Som én af årsagerne til sit skifte skriver Bergur Løkke Rasmussen, at det er Moderaternes politiske tilgang, der har været udslagsgivende.
I Venstre tages EU-parlamentarikerens afgang dog med sindsro.
- Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, selvom han for nylig sagde, han ville blive i Venstre, men sådan er politik, siger Torsten Schack Pedersen, fungerende politisk ordfører i Venstre, i en kommentar til TV 2.
- Nu handler det for om at se fremad, og vi har med tre parlamentsmedlemmer stadig en stærk gruppe, der vil kæmpe for Danmarks interesser.
Den politiske ordfører henviser blandt andet til et interview med netmediet Altinget, hvor Bergur Løkke Rasmussen blankt afviser at skifte til sin fars parti.
- Jeg er liberal. Jeg vil gerne være med til at fremme liberale værdier. Og jeg kommer til at blive i Venstre, lød det.
Interviewet er fra begyndelsen af november sidste år.
I slutningen af samme måned erklærede han i et interview med Politiken, at han agtede at genopstille for Venstre ved parlamentsvalget i 2024.
På valg flere gange
Bergur Løkke Rasmussen blev første stedfortræder til EU-parlamentet efter valget i 2019.
Han stillede senest op under Venstres faner ved regionsrådsvalget i 2021, hvor han med 5005 personlige stemmer blev valgt ind i regionsrådet i Hovedstaden.
Indtil 2019 var far Lars Løkke Rasmussen formand for Venstre, indtil han blev tvunget til at forlade posten efter folketingsvalget samme år.
I januar 2021 forlod Løkke Venstre og stiftede senere Moderaterne, der bragede ind i Folketinget sidste år og nu er en del af Mette Frederiksens brede midterregering.