Nu reagerer Pernille Vermund: - Jeg stiller mig til rådighed igen

Lars Bojes krav er "helt utilstedeligt" og "uaceacceptabelt", mener Pernille Vermund, der melder sig klar til at blive formand igen.

Hvis medlemmerne vil have hende, så er Pernille Vermund klar til at vende tilbage som partiformand.

Det siger hun i en mail til Nye Borgerliges medlemmer, som TV 2 er i besiddelse af.

- Jeg er klar til at bære faklen videre, hvis I medlemmer ønsker det, skriver hun.

Surrealistisk situation

Det er kun en måned siden, hun overdrog partiet, hun selv har stiftet, til Lars Boje Mathiesen.

Det er i min verden uacceptabelt at kræve en fire-årig uopsigelig kontrakt til en værdi af over 2,6 millioner kroner for at varetage den post, man allerede har påtaget sig

Pernille Vermund, tidligere formand for Nye Borgerlige

Men han blev sent torsdag aften smidt ud af Nye Borgerlige.

- Jeg forstår godt, hvis I synes, at det er en helt surrealistisk situation. Den holdning deler jeg, men der var desværre ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen satte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg, skriver Pernille Vermund, der i øjeblikket er på Mauritius, i mailen.

Partiet – og særligt Lars Boje Mathiesen – har slået sig op på en stærk indignation for frås med skatteydernes penge.

Derfor er det også "helt utilstedeligt", mener Pernille Vermund, at kræve 350.000 kroner overført fra partiets til sin egen private kontor, som Lars Boje Mathiesen har gjort.

- Og det er i min verden uacceptabelt at kræve en fire-årig uopsigelig kontrakt til en værdi af over 2,6 millioner kroner betalt af medlemmerne i formandshonorar – foruden ens høje folketingsvederlag – for at varetage den post, som man allerede havde påtaget sig, skriver hun.

Ingen er vigtigere end sagen

Det bliver ikke bedre af, at honoraret angiveligt skulle udbetales til en virksomhedskonto for at spare penge i skat, tilføjer hun.

- Men det var desværre de krav, som Lars Boje Mathiesen stillede. Ellers ville han melde sig ud. Sådanne metoder kan vi selvfølgelig ikke sidde overhørig, for ingen personer er vigtigere end sagen og partiet, lyder det fra Vermund.

Lyn-analyse

Det er en ganske naturlig udvikling, når partiet er i den situation, det er i, at Pernille Vermund stiller sig til rådighed igen. 

Hun er den eneste, der kan genrejse det her parti. Pernille Vermund er Nye Borgerlige. Det er hendes projekt. Derfor må det gøre ondt at se det smelte fuldstændig sammen få uger efter, at hun har sluppet tøjlerne. 

Da hun stoppede som formand, meddelte hun samtidig, at dette skulle være den sidste valgperiode i Folketinget, og at hun skulle have sit almindelige liv tilbage. Den plan er udskudt på ubestemt tid, hvis hun igen skal stå i spidsen for partiet.

Lars Boje Mathiesen argumenterer i et opslag på Facebook, at han ikke kan få familielivet til at hænge sammen med posten som formand, hvis ikke han får et formandshonorar, så hans kone kan gå på orlov.

Omvendt fik Pernille Vermund ifølge partiet ikke en krone i honorar ved siden af sin folketingsløn, selvom hun var enlig mor med tre børn.

Opbakning fra folketingsgruppen

Selvom Vermund for blot to måneder siden meddelte, at hun ville have sit liv tilbage, så melder hun sig nu klar til at tage en tørn mere.

- Jeg vil gerne lede folketingsgruppen samt stille op som formand for vores parti. Så hvis I medlemmer vil have mig, er jeg klar til kamp for Nye Borgerlige og Danmark, skriver hun.

Nedtur i Nye Borgerlige

Det har været nogle hårde måneder for Nye Borgerlige: 

  • I løbet af valgperioden stod partiet i flere målinger til mere end 10 procent af stemmerne, men da valgdagen oprandt 1. november, fik Nye Borgerlige 3,7 procent, der udløste seks mandater. 
  • Siden folketingsvalget i november har partiet mistet tre folketingsmedlemmer: Mette Thiesen og Mikkel Bjørn Sørensen, der begge er blevet medlemmer af Dansk Folkeparti – og nu Lars Boje Mathiesen. Partiet er dermed nede på tre folketingsmedlemmer og er det mindste parti i Folketinget. 
  • De to partistiftere, Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, har trukket sig som formand og næstformand.
  • Den nyvalgte næstformand, Henriette Ergemann, trak sig efter blot to uger på posten.
  • Hovedbestyrelsesmedlem Rune Bønnelykke er desuden blevet ekskluderet for illoyal og partiskadelig virksomhed. 

Pernille Vermund har talt med de to tilbageværende folketingsmedlemmer, Peter Seier Christensen og Kim Edberg, og de har givet hende deres opbakning, fortæller hun.

TV 2 har forsøgt at få en uddybning fra Pernille Vermund, men partiet oplyser, at hun ikke stiller op til interview. Peter Seier Christensen er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser.

Kim Edberg bekræfter overfor TV 2, at han bakker op om Pernille Vermund som ny formand.