Lars Boje reagerer på beskyldninger om afpresning: - Det er direkte pinligt og usandt

Familielivet skulle hænge sammen, begrunder Lars Boje Mathiesen sit krav om formandshonorar. Men det er uhørt i små partier, siger kommentatorer.

Det er "et forsøg på karaktermord", siger Lars Boje Mathiesen om de beskyldninger, der rettes mod ham af Nye Borgerliges hovedbestyrelse.

Beskyldninger, der i går aftes fik hovedbestyrelsen til at træffe det vidtgående valg at ekskludere den nyvalgte partiformand.

- Det, som de forsøger at hænge mig ud på, er direkte pinligt og usandt og viser blot, hvor desperate de er for, at vælgerne og medlemmerne ikke får sandheden, skriver Lars Boje Mathiesen fredag morgen i et langt opslag på Facebook.

Det er bare så beskidt, tingene er i politik. Det har jeg meget lidt respekt for

Lars Boje Mathiesen, ekskluderet fra Nye Borgerlige

Lars Boje Mathiesen har ikke svaret på TV 2s henvendelser.

Beskyldninger om afpresning

Nye Borgerliges hovedbestyrelse valgte sent torsdag aften at ekskludere Lars Boje Mathiesen fra både folketingsgruppen og selve partiet.

I en mail til partiets medlemmer begrunder Jesper Hammer, der er organisatorisk næstformand i partiet, beslutningen med "abnorme krav" og et "uhørt" ultimatum.

- Lars Boje Mathiesen har helt uhørt henvendt sig med et krav om at få overført cirka 350.000 kroner, der står på en intern underkonto i partiet, til sin egen private konto til en personlig brandingkampagne, skriver Jesper Hammer på vegne af hovedbestyrelsen i mailen, som TV 2 er i besiddelse af.

Af mailen fremgår det, at det er en kampagne, som partiet ikke indgår i, og som ikke har en direkte relevans og sammenhæng med Lars Boje Mathiesens medlemskab og formandskab i Nye Borgerlige. Partiets revisionsfirma afviste det "klokkeklart".

Jesper Hammer skriver videre, at Lars Boje Mathiesen har sagt, at han ville trække sig som formand, hvis ikke pengene stod på hans konto fredag morgen.

Hovedbestyrelsen hævder desuden, at eksformanden i løbet af de seneste uger har afkrævet bestyrelsen og forretningsudvalget i partiet over 2,6 millioner kroner i form af en uopsigelig kontrakt på fire år for at forblive som formand for partiet.

Formandshonoraret forlangte han at få udbetalt til sin virksomhedskonto frem for sin lønkonto for at spare penge i skat, hævder hovedbestyrelsen.

- Det rimer slet ikke på at være formand for Nye Borgerlige, konstaterer Jesper Hammer i mailen til partimedlemmerne.

Familielivet skulle hænge sammen

Lars Boje Mathiesen har en noget anden udlægning af forløbet. For ham handler det hele om en forhandling, der er gået i "hårdknude", fordi han forlangte arbejdsbetingelser, så han kunne få familielivet til at hænge sammen som formand.

Han understreger, at partiets medlemmer har valgt "en familiefar med to små børn", der bor i Jylland, som formand. Han ønskede derfor en løn, så familien "kunne få tingene til at hænge sammen", idet hans hustru ville blive nødt til at tage orlov, så han kunne passe arbejdet som formand.

Man er jo også forpligtet til at tage stilling til, om man kan få sit familieliv til at hænge sammen med en formandspost, før man stiller op til den

Søs Marie Serup, politisk kommentator

Det blev afvist af hovedbestyrelsen, der ifølge Lars Boje foreslog ham at flytte til København i stedet.

- Jeg havde derfor meddelt hovedbestyrelsen, at jeg synes, at det var trist, at de ikke ville medvirke til at give nogle arbejdsbetingelser, så vi kunne fungere som familie, og at vi måske skulle lægge spørgsmålet ud til medlemmerne, skriver Lars Boje.

- Jeg gjorde dem opmærksom på, at som far og som mand ville jeg have det overordentlig svært ved at skulle bede min familie og især min hustru om at skulle stå alene med tingene langt mere, have en mand, som var mere væk – også i weekenderne. En mand med langt større ansvarsområde, og så skulle hun forresten lige acceptere, at vi ville have langt færre penge som familie også, skriver han.

Boje på Borgen

Lars Boje Mathiesen kalder hovedbestyrelsens udlægning for "spin" og "forsøg på karaktermord".

- Det er bare så beskidt, tingene er i politik. Det har jeg meget lidt respekt for, skriver han og anfører, at partimedlemmerne efter hans opfattelse ville have haft forståelse for hans krav, hvis hovedbestyrelsen var gået med til at sende det til afstemning blandt medlemmerne.

Lars Boje fortæller også, at donationspengene – de 350.000 kroner, han også forlangte – skulle bruges til en kampagne med titlen "Boje på Borgen". Men partiets øverste ledelse mente altså ikke, at den havde hverken "relevans" eller "sammenhæng med Lars Boje Mathiesens medlemskab og formandskab i Nye Borgerlige".

- Jeg har mine værdier og min integritet intakt. Jeg kan gå dagen og fremtiden i møde med oprejst pande og vide, at jeg har gjort det rigtige ved at kæmpe for min familie og insistere på, at reglerne skulle overholdes, og at medlemmerne skulle høres, skriver han.

Pengekrav er paradoksalt og "fuldstændig vildt"

Det er svært at vurdere, hvad der helt præcist er op og ned i sagen, mener TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren. Men særligt én ting springer analytikeren i øjnene:

- Lars Boje Mathiesen har jo slået sig op på at ville bekæmpe frås med skattekroner i alle mulige henseender. Derfor er det paradoksalt, at så snart han bliver formand, så beder han selv om at få nogle flere skattekroner i lønningsposen, siger han.

Som folketingsmedlem får Lars Boje Mathiesen cirka 65.000 kroner om måneden i løn. Derudover har han ifølge hovedbestyrelsen krævet yderligere 55.000 kroner om måneden.

Men de fleste øvrige folketingsmedlemmer og partiformænd kan godt få deres familieliv til at hænge sammen med en folketingsløn, påpeger politisk kommentator Søs Marie Serup:

- Man er jo også forpligtet til at tage stilling til, om man kan få sit familieliv til at hænge sammen med en formandspost, før man stiller op til den, siger hun.

Lars Boje Mathiesens krav om et ekstra vederlag på 55.000 kroner om måneden er ifølge Søs Marie Serup "fuldstændig vildt".

Det løber ifølge hovedbestyrelsen op på 660.000 kroner ekstra om året for at stå i spidsen for Nye Borgerlige og partiets fire mandater.

Til sammenligning skrev skrev Søndagsavisen i 2014, at Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre fik 600.000 kroner ekstra om året, mens Kristian Thulesen Dahl fik 308.000 ekstra om året som DF-formand, og Helle Thorning-Schmidt fik 240.000 kroner årligt som formand for Socialdemokratiet.

Parti uden hverken formand eller næstformand

Lars Boje Mathiesen ved endnu ikke, hvad fremtiden vil bringe.

Formelt er han nu løsgænger i Folketinget, som han har været medlem af siden 2019.

Det er ellers kun lidt over en måned siden, at Lars Boje Mathiesen – uden modkandidat – blev valgt som Nye Borgerliges nye formand, efter at partistifteren Pernille Vermund havde meddelt, at hun ønskede at træde tilbage.

I samme ombæring blev Henriette Ergemann valgt som ny næstformand. Men hendes tid blev også kort, idet der kom hårde udtalelser frem, som hun havde svært ved at forsvare.

Hun trak sig efter blot to uger på posten.

Dermed står Nye Borgerlige lige nu uden hverken formand og næstformand.