Analytiker efter Lars Boje-fyring: - Det er en helt vild situation

Nye Borgerlige har ekskluderet Lars Boje Mathiesen fra partiet og folketingsgruppen. Analytiker ser Vermund som eneste redningsmand for partiet.

Nye Borgerlige stĂĄr i "en helt vild situation", efter at hovedbestyrelsen sent torsdag aften besluttede at ekskludere partiformand Lars Boje Mathiesen fra folketingsgruppen og partiet.

Det siger TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren.

- Det er tydeligvis et parti i dyb, dyb krise, som nærmer sig at være i en opløsningssituation, hvor det hele ser ud til at falde fra hinanden, siger han.

Nye Borgerliges organisatorisk næstformand i hovedbestyrelsen, Jesper Hammer, har i et brev til partiets medlemmer forklaret ekskluderingen af Lars Boje Mathiesen.

Jesper Hammer skriver, at Lars Boje Mathiesen "helt uhørt" har henvendt sig med et krav om at få overført cirka 350.000 kroner fra partiet til sin egen private konto til en personlig brandingkampagne, "som ikke har en direkte relevans og sammenhæng med Lars Boje Mathiesens medlemskab og formandskab i Nye Borgerlige".

Desuden anklages Lars Boje Mathiesen for at have truet med ellers at ville trække sig, hvorved partiet vil miste støttemidler fra Folketinget.

TV 2 har uden held forsøgt at få en kommentar fra Lars Boje Mathiesen.

Nyvalgt formandskab falder helt fra hinanden

Det er kun en mĂĄned siden, at Lars Boje Mathiesen blev valgt som ny formand for Nye Borgerlige. Med hans exit har partiet ikke alene mistet sin formand, men hele formandskabet inden for kort tid.

For kun to uger efter det ekstraordinære årsmøde i Fredericia 7. februar trak næstformand Henriette Ergemann sig, efter at der kom fokus på nogle af hendes tidligere kommentarer på sociale medier.

- Partiet har altsĂĄ mistet hele den nye ledelse godt en mĂĄned efter, at den blev valgt. Det er en helt vild situation, siger Jesper Vestergren.

Ud over at have mistet sin ledelse har Nye Borgerlige ogsĂĄ mistet halvdelen af sin folketingsgruppe mindre end et halvt ĂĄr efter folketingsvalget.

Gruppen er nu reduceret fra seks til tre personer, efter at både Mette Thiesen, Mikkel Bjørn og nu Lars Boje Mathiesen er fortid i partiet.

- Det er virkelig en vild situation. Spoler man tiden et lille år tilbage, så lignede det, at Nye Borgerlige ville blive en af de store succeshistorier ved det kommende folketingsvalg. Partiet lå til at få lige under 10 procent af stemmerne i mange meningsmålinger, bemærker Jesper Vestergren.

Lars Boje Mathiesen er fortid i Nye Borgerlige Video: TV 2 NEWS

Nye Borgerlige nĂĄede endda at lufte tanken om, at partiet mĂĄske skulle i regering, hvis der kom et blĂĄt flertal efter valget.

- Det her viser, hvor hurtigt det kan gå i dansk politik. Partiet gik fra tanker om regeringsdeltagelse til nu at være i en overlevelseskamp, siger Jesper Vestergren.

Med tre folketingsmedlemmer i stedet for seks mister Nye Borgerlige også en stor del af sit økonomiske tilskud fra Folketinget.

- Partiet er først gået fra seks til fire medlemmer, hvorved det får et mindre tilskud. Men når det nu går fra fire til tre, er det yderligere kritisk, for der er en grænse på lige netop de fire folketingsmedlemmer. Er man under fire medlemmer, så sættes beløbet betragteligt ned, påpeger Jesper Vestergren.

Er det slut nu?

Nye Borgerlige stĂĄr nu uden formandskab og med en decimeret folketingsgruppe.

Desuden udgør to af de tre tilbageværende folketingsmedlemmer, Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, den gamle ledelse, som har meldt ud, at de ønsker at trække sig tilbage.

- Det er svært at se, hvem der nu skal tage styringen i det her parti. Pernille Vermund har også sagt, at det er hendes sidste periode i Folketinget, og at hun også snart er fortid i partiet, siger Jesper Vestergren.

Der har også været interne stridigheder. Og mens partiet er i opløsning internt, er det presset af andre partier på højrefløjen som Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

- Man må stille det spørgsmål, om det er slut for Nye Borgerlige nu. Om partiet overhovedet kommer tilbage efter den nedsmeltning, vi har været vidne til de seneste måneder, siger Jesper Vestergren.

Én person kan redde partiet

Han vurderer, at partistifter og tidligere formand, Pernille Vermund, må være "noget frustreret" over at se det projekt, som hun har bygget op over flere år, smuldre på kort tid.

Spørgsmålet er, om hun nu er villig til at lægge ekstra kræfter i at få partiet tilbage på sporet.

- Hun er en nøgleperson. Der er ikke andre, der kan redde det her parti. Der er jo ingen andre profiler tilbage i partiet, som har i nærheden af det samme vælgertække, som hun har, siger Jesper Vestergren.

Han mener, at det er Vermund eller ingenting. Uden hende vil partiet snart være fortid.