Politik

Nu reagerer Løkke på TV 2-afsløring om Jon Stephensen: - Det ser ikke kønt ud

Partiformand Lars Løkke Rasmussen afviser at forholde sig til, om afsløringen vil få konsekvenser for Jon Stephensens politiske fremtid.

- Det ser ikke kønt ud.

Det siger Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne og udenrigsminister, efter at TV 2 tirsdag på baggrund af samtaler med flere end 30 kilder kunne fortælle, hvordan Jon Stephensen anklages for manipulation, trusler og magtmisbrug.

Lars Løkke Rasmussen "kan ikke lide det billede, der er tegnet", men afviser at forholde sig til, om anklagerne vil få konsekvenser for kulturordførerens politiske fremtid.

- Jeres forventning til mig nu er, at jeg skal save benene af Jon Stephensen, og hvis ikke jeg gør det, så er det, fordi jeg stiller mig 100 procent om bag ved ham og påtager mig det moralske ansvar for alle hans gerninger og alle hans udtalelser. Jeg kommer til at skuffe jer, for jeg gør ingen af delene.

Tillidskløft skal repareres

Partiformanden hæfter sig ved, at Jon Stephensen onsdag gik på Facebook og gav en "uforbeholden undskyldning".

Her gentog han dog samtidig, at han ikke kan genkende alle anklagerne.

- Det er kun Jon Stephensen selv, der kan reparere på den tillidskløft, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Jeg kan sige, at Jon Stephensen passer sit politiske arbejde i Moderaternes folketingsgruppe ganske forbilledligt.

Kontakt TV 2

Har du oplevelser med Jon Stephensen, som du vil dele med TV 2? Så skriv til de politiske journalister Camilla Stampe og Maiken Brusgaard på maic@tv2.dk

"Det ser ikke godt ud"

TV 2 har siden søndag forsøgt at få et interview med Jon Stephensen. Han vendte tirsdag tilbage med en kommentar på mail, hvor han blandt andet skrev, at han ikke kunne genkende beskrivelserne af ham.

TV 2 forsøger fortsat at få et interview med Jon Stephensen, der endnu ikke har forholdt sig til de konkrete eksempler, som ti navngivne kilder står frem og fortæller om i TV 2-artiklen.

- Jeg siger ikke, at der ikke er fugls føde på det her, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Men det handler om Jon Stephensen som person, og hvordan han har interageret med nogle mennesker i hans tidligere job. Det ser ikke godt ud.

Du kan læse artiklen om anklagerne mod Jon Stephensen her.