Bestyrelse undskylder efter "dybt rystende" anklager mod Jon Stephensen - ville have fyret ham langt før
Jon Stephensen kan ikke genkende de anklager, som TV 2 kan berette om efter at have talt med flere end 30 af hans tidligere kollegaer.
Hvis Aveny-T's bestyrelse havde haft kendskab til de episoder, som TV 2 tirsdag kan fortælle om, ville de havde fyret Jon Stephensen "langt tidligere".
Sådan lyder det fra den samlede bestyrelse i et skriftligt svar til TV 2.
Her forholder bestyrelsen sig til, at flere end 30 af Stephensens tidligere kollegaer anklager ham for manipulation, trusler og magtmisbrug.
Bestyrelsen kalder beskrivelserne "dybt rystende" og tilføjer:
- Det er utilstedeligt, at den slags er foregået på vores teater. Vi er meget kede af og chokerede over, at medarbejdere og skuespillere på teatret har oplevet de forhold, og vi undskylder dybt over for de enkelte medarbejdere og skuespillere.
Kendte ikke til eksemplerne
I spidsen for Aveny-T-bestyrelsen sidder den tidligere konservative minister Henning Dyremose, som Jon Stephensen for uger tilbage anlagde en injuriesag imod.
Det skete, da bestyrelsen anklagede den tidligere teaterdirektør for at forfalske et andet bestyrelsesmedlem – Jakob Høyers – underskrift.
Foruden Dyremose og Høyer sidder journalist og jurist Bente Dalsbæk, kommunikationsrådgiver Benjamin Rud Elberth, det konservative folketingsmedlem fra Frederiksberg Else Marie Thorgaard og Gunvor Wibroe fra Socialdemokratiet i teatrets bestyrelse.
- Vi har som bestyrelse ikke kendt til de nu omtalte oplevelser forud for opsigelsen af Jon Stephensen. Hvis vi havde gjort det, havde vi grebet ind og taget de nødvendige konsekvenser over for den tidligere direktør i umiddelbar forlængelse af, at vi fik den viden, skriver den samlede bestyrelse.
Ingen i bestyrelsen har ønsket at stille op til et interview, da alle ord fra bestyrelsen grundet injuriesagen skal godkendes af en advokat, lyder det.
Det er "uacceptabelt"
De flere end 30 kilder, som TV 2 har talt med, fortæller om grænseoverskridende oplevelser, der går mere end et årti tilbage. Det betyder, at de både har udspillet sig under Stephensens tid som direktør for Østre Gasværk og Aveny-T.
Aveny-T's bestyrelse oplyser til TV 2, at de indkaldte medarbejderne og "inviterede dem til at dele deres oplevelser", da de fyrede Jon Stephensen i maj 2022.
De blev efterfølgende bekendt med, at Jon Stephensen har forsøgt at betale syge skuespillere for at gå syge på scenen, som Zetland tidligere har fortalt, og "andre voldsomme oplevelser med den daværende direktør".
- Vi lyttede, tilbød vores støtte med respekt for, at de ikke turde stå frem samt selvfølgelig undskyldte, at de havde oplevet den utilstedelige adfærd. Vi sætter stor pris på deres mod til at dele deres oplevelser, og vi er stadig meget glade for, at de ville dele dem med os, skriver bestyrelsen.
Genkender ikke anklager
TV 2 har siden søndag forsøgt at få et interview med Jon Stephensen, men han har ikke besvaret de gentagne opkald.
Tirsdag skrev han i en mail, at han ikke kan "genkende det billede, der tegnes af mig, og især ikke det sprog, jeg beskyldes for at bruge" i TV 2-artiklen. Kulturordføreren har dog ikke ønsket at forholde sig til de konkrete eksempler på grænseoverskridende episoder, som TV 2 nævner i artiklen.
Bestyrelsen fra Aveny-T skriver, at de vil gøre "alt, hvad er er os muligt" for at forhindre, at ansatte på teatret vil kunne få de samme oplevelser i fremtiden, som de har haft med Jon Stephensen.
Hvis ansvar er det, at Jon Stephensen ikke blev stoppet tidligere?
- Vi er kede af, at det tilsyneladende er lykkedes den daværende direktør at skabe et utrygt miljø, hvor skuespillerne ikke turde gå til bestyrelsen eller andre med deres historier. Hvis vi havde kendt til de omtalte oplevelser, havde vi grebet ind langt tidligere og taget de nødvendige konsekvenser, så forholdene grundlæggende kunne blive ændret – uanset hvilke midler det så måtte kræve, lyder det fra bestyrelsen i det skriftlige svar.
Du kan læse mere om anklagerne mod Jon Stephensen i artiklen her.