Enhedslisten om Heunickes afbud til Indien-tur: Det er spin
Peder Hvelplund (Ø) ser det som et udtryk for en prioritering, at miljøministeren holdes hjemme i Danmark.
Det er spin og et udtryk for en prioritering fra regeringen, at miljøminister Magnus Heunicke (S) ikke rejser til Indien, hvor han skulle have deltaget i et erhvervsfremstød med to andre ministre.
Det mener Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, hvis parti har været med til at ophæve clearingaftalerne til tirsdagens afstemning i Folketinget om at afskaffe store bededag.
Heunicke uden betydning
Afstemningen kommer efter et lovforslag fra SVM-regeringen.
- Jeg betragter det udelukkende som spin fra regeringens side, at man bruger det som begrundelse for, at han ikke kan rejse på et erhvervsfremstød.
- Med det flertal, der er for forslaget, vil det ikke have nogen betydning, om Magnus Heunicke deltager i afstemningen, eller om han rejste til Indien.
- Derfor må man betragte det som et udtryk for en prioritering i regeringen, at man betragter det som væsentligt, at lige præcis han er tilbage og stemmer for, siger Peder Hvelplund.
Gruppeformanden henviser til, at SVM-regeringen har 89 mandater, mens SF, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der vil ophæve clearingen, kun har 49 mandater tilsammen.
Uformel aftale ved afstemning
Normalt bruger Folketinget clearing, når der skal stemmes om lovforslag.
Det er en uformel aftale mellem partierne, der sikrer, at medlemmer kan blive væk fra afstemninger, uden at det ændrer på et eventuelt flertal. Medlemmerne kan dermed bruge tiden på andet arbejde.
Det er dog et krav, at over halvdelen af folketingsmedlemmerne – det vil sige mindst 90 – skal deltage i en afstemning, for at den er gyldig. Et lovforslag bliver vedtaget, hvis flere stemmer for end imod.
Ud over regeringspartiernes 89 mandater bakker også Radikale Venstre, der har 7 mandater, op om lovforslaget om at afskaffe store bededag.
Lars Løkke er rejst
Fra oppositionen vil også Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Alternativet stemme imod afskaffelsen, men de tre partier har ikke ønsket at ophæve clearingaftalen.
De betyder i praksis, at de tre partier møder op til afstemningen med langt færre end deres tilsammen 30 mandater.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er rejst til Indien og kommer således ikke til at deltage i afstemningen.
Klimaminister Lars Aagaard (M) er også med på turen. Han er imidlertid ikke medlem af Folketinget, og han skulle således under ingen omstændigheder deltage i afstemningen.