Minister må aflyse Indien-tur - brud på uskreven regel vækker forargelse

Et brud på en gentlemanaftale forud for afstemning om store bededag har fået Magnus Heunicke til at trække sig fra eksportfremstød.

Det er rent drilleri, pjat og politisk show at en række partier ophæver en gentlemanaftale, som gør det muligt at være fraværende i Folketinget under en afstemning.

Det mener de konservatives leder Søren Pape Poulsen.

Han er opbragt over, at miljøminister Magnus Heunicke (S) lørdag aflyste en planlagt tur til Indien, hvor han sammen med kronprinseparret og dansk erhverv skulle vise flaget i et eksportoffensiv.

- Det er noget pjat, at ministre ikke vil kunne tage afsted, fordi man laver det her stunt i Folketinget, siger Søren Pape Poulsen til TV 2.

Magnus Heunicke trak sig officielt lørdag aften, hvor Miljøministeriet sendte meddelelsen i en sms til TV 2.

- Miljøministeren deltager ikke i det planlagte erhvervsfremstød grundet opsigelsen af clearingaftaler i forbindelse med afstemningen af afskaffelsen af store bededag, lyder fra Miljøministeriet, som ikke har mere at tilføje.

Også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens rejse har været bragt i tvivl, men Moderaternes leder meddelte sent lørdag eftermiddag, at han agtede at deltage på turen til Indien.

Fem partier har ophævet aftale

SF, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har sammen ophævet en gentlemanaftale, som ellers gør det muligt for folketingsmedlemmer at være fraværende til afstemninger i Folketingssalen.

Hvad er clearingaftaler?

Clearingaftaler sikrer, at det er muligt at gennemføre afstemninger i Folketingssalen, uden at alle medlemmer er til stede.

Clearingerne er uformelle aftaler mellem folketingsgrupperne. Aftalerne sikrer, at et antal folketingsmedlemmer fra hver partigruppe kan få fri fra afstemningerne i Folketingssalen, uden at der derved rokkes ved flertallet i Folketinget.

Det er det enkelte parti, der selv planlægger dag for dag, hvem der stemmer, og hvem der er clearet. Der skal deltage mindst 90 folketingsmedlemmer i en afstemning, før Folketinget er beslutningsdygtigt.

Og det har fået Søren Pape Poulsen til at reagere i skarpe vendinger. Han mener, at det er vigtigere, at Løkke og Heunicke repræsenterer Danmark på en forestående rejse til Indien, end at de deltager ved en afstemning om afskaffelsen af store bededag i Folketinget.

- Det handler om eksportkroner og økonomi. Det tager vi ærligt talt lidt mere alvorligt. Det her er rent drilleri, at man ophæver vores gentlemanaftale, siger Søren Pape Poulsen.

De konservatives formand fastslår, at man vil hjælpe ministrene på vej.

- Konservative stemmer imod afskaffelsen af store bededag, men vi stemmer i forhold til clearingssystemet, så ministrenes rejse til Indien kan gennemføres som planlagt, siger Pape.

Turen til Indien skal efter planen have royalt islæt af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med sammen en række repræsentanter fra dansk erhverv.

Også kritik fra V

De fem partier bag den ophævede gentlemanaftale siger i en fælles erklæring, at det "kun er rimeligt at folketingsmedlemmerne skal i salen og trykke ja eller nej", lyder det ifølge SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

Også fra Venstre har der lydt kritik af oppositionens håndtering af clearingsaftalen.

Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, siger til BT, at det er en formålsløs manøvre.

- Det vil alligevel blive stemt igennem med et flertal, siger den tidligere minister til avisen.

Et "historisk højdepunkt"

Et af formålene med den indiske ekskursion er at fremme dansk eksport og ikke mindst rette søgelyset mod de grønne løsninger, dansk industri kan byde ind med.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har kaldt den forestående rejse "et historisk højdepunkt i relationen til Indien".

Han har lørdag bekræftet, at han tager afsted til Indien og har sat kurs mod lufthavnen. Endda med en tak til Søren Pape for at have skubbet til debatten om ministrenes tilstedeværelse i folketingssalen.

Rejsen til Indien, som også indbefatter klimaminister Lars Aagaard (M), er et led i et dansk eksportfremstød.

Strategisk partnerskab

Danmark indgik i 2020 et grønt strategisk partnerskab med den asiatiske stormagt.

Aftalen blev betegnet som den endelige afslutning på mere end to årtier med diplomatisk krise og halvkølig luft mellem de to lande.

Indien er interesserede i at få fingrene i dansk teknologi til den grønne omstilling. Og for Danmark ligger interessen i at få adgang til det kæmpestore marked, som Indien med sine 1,4 milliarder indbyggere er.

Derfor er det også mere end bare et almindeligt høflighedsvisit, kronprinseparret, dansk erhverv - der er repræsenteret med i alt 36 virksomheder - og medlemmer af regeringen skal på.

- Nu har vi endelig fået et ordentligt forhold til Indien. Vi har virksomheder, der skal ud og måske lave kontrakter for milliarder over årene, og så skal ministrene blive hjemme, fordi de skal stemme om noget, vi ved hvordan ender, lyder det fra Pape.

I Indien skal kronprinsparret være værter for en stor festmiddag for indiske og danske forretningsfolk.

Fra hovedstaden New Delhi går turen videre mod Chennai i delstaten Tami Nadu, hvor hovedparten af danske investeringer i Indien har fundet sted.