Putins krig har forandret alt pĂĄ Christiansborg
ANALYSE: Aftaler lavet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine er en stor del af årsagen til, at Danmark i dag har en bred regering over midten.
På blot et år er sætningen blevet gentaget så mange gange, at den allerede nu næsten virker som en kliché. I de kommende dage vil vi høre den igen og igen:
Den 24. februar 2022 forandrede alt.
Da Putins kampvogne rullede ind over de ukrainske grænseovergange, var den internationale verdensorden med ét forandret. Europa var forandret.
Og det kan næppe heller overvurderes, hvor meget de verdenshistoriske begivenheder, der udspillede sig for præcis et år siden, har forandret dansk politik.
Udfordret etablerede sandheder og vanetænkning på Christiansborg. Skabt en parlamentarisk situation, som få – hvis nogen overhovedet – reelt troede mulig inden.
Hvis vi skal begive os ud i kontrafaktisk historieskrivning, vil min påstand faktisk være, at vi i dag næppe havde haft en regering over midten i Danmark for første gang siden 70’erne, hvis ikke der var udbrudt krig i Europa for et år siden.
Intense, store forhandlinger
I dagene efter invasionen traf de danske politikere – i tråd med en lang række andre vestlige lande – hurtige beslutninger om akut hjælp til Ukraine.
Blot tre dage efter krigens udbrud meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at 2700 af forsvarets panserværnsvåben skulle sendes afsted. Det blev den første af en lang række våbendonationer.
Men sideløbende med donationerne begyndte en anden og større plan også at tage form i regeringstoppen hos statsministeren og hendes særlige rådgiver Martin Justesen.
Idéen om en stor, bred aftale om Danmarks sikkerhed i en forandret verden.
Tanker, der i høj grad også var foranlediget af den historiske tale, som den tyske socialdemokratiske kansler Olaf Scholz gav til Forbundsdagen 27. februar – tre dage efter Ruslands invasion. En tale, hvor kansleren tog et direkte opgør med tysk forsvars- og sikkerhedspolitik gennem årtier og afsatte 100 milliarder euro til militære investeringer.
Når selv Tyskland rykkede så markant, måtte Danmark også gøre det, var ræsonnementet i Statsministeriet.
I dagene efter blev fire partiledere indkaldt til de første hemmelige møder hos Mette Frederiksen. SF’s Pia Olsen Dyhr, Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Konservatives Søren Pape Poulsen.
Her blev de præsenteret for statsministerens idé om at lave en politisk aftale med en række markante beslutninger: Et stort milliardbeløb til oprustning af forsvaret, så Danmark over en årrække kommer op på at bruge de 2 procent af BNP på forsvarsområdet. En plan for at gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Og en folkeafstemning om det EU-forsvarsforbehold, som havde eksisteret siden 1993.
Et nyt nationalt kompromis.
Alle fire partiledere var umiddelbart positive over for ideen, og et intensivt forhandlingsforløb gik i gang, uden at offentligheden var bekendt med det.
Efter få dages forhandlinger præsenterede de fem partiledere side om side den store aftale på et pressemøde i Statsministeriet.
- Noget særligt
Dét forløb ændrede noget de fem partiledere imellem. Og det ændrede især noget for Mette Frederiksens opfattelse af politik i en krisetid.
Da statsministeren tre måneder senere for første gang luftede idéen om at lave en bred regering over midten efter det kommende valg, var det netop med afsæt i de intense forhandlinger i begyndelsen af marts.
- Forløbet om det nationale kompromis er noget særligt. Vi fem partier fik hurtigt etableret et meget fortroligt rum, og det lykkedes på rekordtid at lægge alle andre uenigheder og særinteresser til side og kun have fokus på vores land og den nye sikkerhedspolitiske situation. Det var et meget, meget fint forløb, sagde hun til Jyllands-Posten og fortsatte:
- Det nationale kompromis viser os, hvad en bredde ogsĂĄ kan. Det er muligt, at man vil kunne lave en bred regering hen over den politiske midte.
Mange slog tankerne hen som rent spin og taktik. Få troede, at hun rent faktisk mente det. Borgerlige partier på stribe – inklusive Venstres Jakob Ellemann-Jensen – afviste ideen kategorisk.
Ikke desto mindre blev en bred regering som bekendt til virkelighed efter et langt forhandlingsforløb med Mette Frederiksen for bordenden. Og det på trods af, at valgresultatet 1. november faktisk faldt sådan ud, at S-formanden egentlig ikke havde behøvet at gå dén vej.
Hun kunne have forsøgt at forhandle en aftale på plads med partierne til venstre for midten – og hun var formentlig lykkedes med det.
Men det gjorde hun ikke.
Gulvet, ikke loftet
At Ruslands invasion af Ukraine har ændret de politiske prioriteringer på Christiansborg, er åbenlyst.
Alle andre partier end Enhedslisten og Alternativet bakker nu op om, at Danmark skal bruge markant flere penge pĂĄ forsvaret.
I SVM-regeringens regeringsgrundlag besluttede man at gå skridtet videre end det nationale kompromis. Nu er det ikke først i 2033, men i 2030, at Danmark skal op og bruge 2 procent af det samlede bruttonationalprodukt på forsvaret.
En ekstraregning på 4,5 milliarder kroner oveni det tocifrede milliardbeløb, der lægger beslag på en stor del af det såkaldte råderum, som politikerne ellers i løbet af det kommende årti kunne have valgt at bruge på alt muligt andet. Velfærd. Skattelettelser.
Der er således lagt op til, at det forsvarsforlig, som efter planen skal forhandles på plads i løbet af det næste halve år – og som er selve udmøntningen og virkeliggørelsen af den oprustning, et stort flertal af partierne ønsker – bliver en af de dyreste og mest markante politiske aftaler i nyere danmarkshistorie.
Og som om det ikke var nok, er der pĂĄ Christiansborgs gange allerede nu ved at indfinde sig en erkendelse af, at det mĂĄske ikke slutter her.
At 2 procent til forsvaret ikke nødvendigvis er nok. At det er gulvet, ikke loftet, som det ofte formuleres.
Allerede nu har NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, nemlig indikeret, at der kan blive sat et nyt og højere mål for alliancelandenes forsvarsudgifter, når der i juli skal holdes NATO-topmøde.
Sker det, vil flertallet af de danske partier se velvilligt på en yderligere milliardindsprøjtning til det danske forsvar i løbet af de kommende to-tre valgperioder.
For Putins krig har ændret dansk politik.
Havde Rusland ikke rullet sine kampvogne ind i Ukraine, ville meget på Christiansborg være anderledes i dag.
Eller rettere: Så havde dansk politik nok på lange stræk stadig set ud, som det gjorde før 24. februar 2022.