Claus Hjort tiltalt for at røbe statshemmeligheder
TV 2s politiske redaktør kalder tiltalen opsigtsvækkende, men ikke overraskende.
Tidligere medlem af Folketinget for Venstre, og mangeårig minister, Claus Hjort Frederiksen (V) bekræfter, at han skal for retten tiltalt for i flere tilfælde at have røbet eller videregivet statshemmeligheder.
Det oplyser han på sin Facebook-profil.
- Jeg har her for en halv time siden taget afsked med betjente fra PET, der foreviste mig et anklageskrift om overtrædelse af straffelovens para. 109 om røbelse eller videregivelse af statshemmeligheder. Anklageskriftet er klassificeret som hemmeligt, så det holder jeg for mig selv, skriver Claus Hjort Frederiksen.
Anklagemyndigheden kalder sagen alvorlig.
- Det er selvsagt alvorligt, når højt klassificerede oplysninger, der er belagt med tavshedspligt, og som er væsentlige for efterretningstjenesternes arbejde med at beskytte Danmark, bliver videregivet til uvedkommende, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen i en pressemeddelelse.
Ønsker lukkede døre
Anklagemyndigheden vil anmode om at få sagen behandlet for lukkede døre.
- I sagen indgår højt klassificerede oplysninger, som ikke kan lægges åbent frem. Uanset den store offentlige interesse er der efter anklagemyndighedens opfattelse et klart tungere hensyn at tage til efterretningstjenesternes virke, siger Jakob Berger Nielsen.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at anklagemyndigheden har rejst sagen som en dommandssag med én juridisk dommer og to lægdommer. Det betyder, at man ikke forventer en straf på fængsel i fire år eller derover.
Beskyttet af parlamentarisk immunitet
Claus Hjort Frederiksen (V) blev for over et år siden sigtet efter straffelovens paragraf 109, som han nu er tiltalt for at have overtrådt.
I maj sidste år indstillede Rigsadvokaten til justitsministeren, at der skulle rejses en straffesag mod den erfarne politiker. Men da var der ikke flertal i Folketinget for at ophæve Claus Hjorts parlamentariske immunitet.
Den er han imidlertid ikke omfattet af nu, hvor han ikke længere er medlem af Folketinget.
Så sent som lørdag skrev Claus Hjort selv på Facebook, at det måtte være tid til "at tage sagen ud af syltekrukken".
Det er Københavns Byret, der skal behandle straffesagen mod Claus Hjort. Retten bekræfter at have modtaget sagen.