- De næste måneder bliver udslagsgivende, siger Løkke om krigen i Ukraine
Spørgsmålet om Vesten vil levere kampfly til Ukraine presser sig mere og mere på. Den danske udenrigsminister vil fortsat ikke svare på, om det sker.
Krigen i Ukraine har snart varet et år, men det er indenfor den kommende tid, at meget kan blive afgjort.
Sådan lyder det fredag eftermiddag fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
TV 2 har mødt ham fredag eftermiddag til den store internationale sikkerhedskonference i München, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talte tidligere på dagen.
Her sagde Zelenskyj blandt andet, at han regner med, at krigen i Ukraine vil være slut, når vi når frem til næste sikkerhedskonference om et år.
Om det er tilfældet vil Lars Løkke Rasmussen ikke spå om, men han ”håber det”.
- Ting kan jo godt gå hurtigt, og jeg tror, at de næste måneder bliver udslagsgivende for, om Zelenskyjs håb, som vi andre jo deler, kan gå i opfyldelse. For krigen er inde i en kritisk fase, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2.
Han nævner, at Rusland er på vej i offensiven, og at Vladimir Putin tilsyneladende er klar til at sende ”uanede mængder af unge mænd” til fronten.
- Så det helt afgørende er, at Vesten leverer den kampkraft, der skal til.
Tre formål med militær støtte
Den danske udenrigsminister nævner tre formål med fortsat at støtte Ukrainerne militært.
For det første, så Ukraine kan stoppe yderligere russisk fremfærd. For det andet, så russerne kan blive kæmpet tilbage de oprindelige grænser.
Og for det tredje for at ruste ukrainerne til den sikkerhedssituation, der måtte vente på den anden side af krigen.
- For det er jo ikke sådan, at fordi det lykkes Ukraine at slå Rusland ud af de østlige provinser, at Putin så er forsvundet. Der bliver en kæmpe opgave de kommende år, og det handler ikke kun om Ukraine. Det handler også om de andre nabolande, siger Lars Løkke Rasmussen og nævner konkret Moldova og Georgien som lande, Vladimir Putin også kan være interesseret i.
Uvished om kampfly
Volodymyr Zelenskyj har gentagende gange sagt, at hastighed er ekstremt afgørende i forhold til at få flere våben frem til Ukraine.
Lignende tanker luftede EU's udenrigschef, Josep Borrell, da han onsdag kaldte situationen i Ukraine for "ekstremt bekymrende”. Blandt andet fordi Rusland ifølge det britiske forsvarsministerium har sendt 97 procent af hele sin hær til Ukraine.
Ukrainerne har selv peget på, at levering af vestlige kampfly vil gøre en stor forskel for dem. Men indtil nu har de vestlige lande ikke imødekommet det ønske.
Den danske udenrigsminister siger i interviewet med TV 2 fredag, at et lille land som Danmark ikke kan gå solo i forhold til kampfly. Derfor giver det ifølge ham ikke mening at tale om en egentlig dansk holdning til spørgsmålet om kampfly.
- Det er vigtigt, at man holder enighed i den her kreds af lande, der støtter op omkring Ukraine, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:
- Personligt er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer til at levere mere, end vi allerede har gjort.
Folkeretten fastsætter rammerne for, hvordan lande kan hjælpe et angrebet land uden selv aktivt at deltage i krigen. Og ifølge Lars Løkke Rasmussen er det helt inden for reglerne at hjælpe ukrainerne med våben, så de kan trænge russerne ud.
- Og der skal avancerede våben til, siger Lars Løkke Rasmussen uden dog at svare klart på, om Ukrainerne får vestlige kampfly.
- Jeg tror, det er kommet for at blive, at Vesten må steppe op.
Sikkerhedskonferencen i München fortsætter lørdag, hvor også statsminister Mette Frederiksen (S) deltager.