Beskyldte tidligere minister for "mord på uskyldige børn" – nu undskylder Nye Borgerliges næstformand
Henriette Ergemann skriver på Facebook, at hendes opsigtsvækkende kommentarer skyldtes vrede over coronahåndteringen samt sorg over farens død.
Nye Borgerliges nye næstformand, Henriette Ergemann, undskylder nu for en række hårde kommentarer på sociale medier i forbindelse med coronahåndteringen.
Det sker i et opslag på Facebook torsdag middag, efter at BT og Ekstra Bladet den seneste tid har beskrevet en række opsigtsvækkende kommentarer fra Henriette Ergermann.
I efteråret 2020 skrev hun blandt andet "sindssyge kælling" om den tidligere socialdemokratiske minister og daværende generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup.
Det skete i forbindelse med, at Karen Hækkerup i en video fortalte, at Unicef var i gang med at indkøbe sprøjter, så børn kunne blive vaccineret mod covid-19.
- Hun skal i fængsel for mord på uskyldige børn, skrev Henriette Ergemann også.
Men nu fortryder Henriette Ergemann, der i sidste uge blev valgt som ny næstformand for Nye Borgerlige, tilsyneladende den hårde tone. Hun skriver, at kommentarerne har været "meget uhensigtsmæssige" og "ikke ordentlige".
- Det er jeg ked af, og jeg vil gerne undskylde, skriver Henriette Ergemann i et Facebook-opslag torsdag.
Glædede sig til "retsopgøret"
Også Magnus Heunicke (S) har fået en hård medfart af Henriette Ergemann.
I juli 2021 skrev den daværende sundhedsminister, at han var på vej til "vaccineland" for at få sit andet vaccinestik, mens hans datter skulle have sit første. I kommentarsporet reagerede Henriette Ergemann skarpt.
- Vaccineland? Hvor er det? Kunne du og alle de andre rablende uansvarlige forældre så ikke flytte til det land og lade os andre få vores liv tilbage? Jeg håber, din datter får saltvand, som du gjorde, men mon ikke? Lige så rablende vanvittig du er, så vil du vel ikke at skade dit eget barn?', skrev Henriette Engemann og fortsatte:
- Hvor meget bliver du betalt for at pushe de skadelige vacciner i børn, der ikke bliver syge eller dør af corona? Jeg glæder mig til retsopgøret.
I en kommentar på Sundhedsstyrelsens Facebook-side kom hun også med en opsigtsvækkende teori om bivirkninger ved corona-vaccinerne.
- Det er godt nok mærkeligt, jeg oplever blødninger, hver gang jeg er sammen med vaccinerede i længere tid, skrev hun ifølge BT.
Afviser at være konspirationsteoretiker
BT og Ekstra Bladet har indtil nu forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henriette Ergemann til de mange kritiske kommentarer på sociale medier.
Men i sit Facebook-opslag torsdag skriver Nye Borgerliges næstformand, at hun ikke er "konspirationsteoretiker", og at hun ikke tror, at "befolkningen med vaccinen har fået skudt 5G-chips ind i armen".
Hun skriver dog også, at hun har været og er meget kritisk over for Mette Frederiksens corona-håndtering, hvor hun beskriver "testtyranni", "vaccinepres rettet mod børn" og "disproportionale beslutninger".
Henriette Ergemann tilføjer dog, at hun "godt kan se indad" og forsøger så at komme med en forklaring på sine handlinger.
- De kommentarer, som jeg i vrede over corona-håndteringen – men også i sorg og afmagt over min fars død – formulerede på de sociale medier, beklager jeg, da de bestemt ikke har været ordentlige.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Henriette Ergemann, men Nye Borgerliges pressetjeneste oplyser, at det ikke er muligt, fordi hun er på skiferie.
TV 2 har også forsøgt at få en kommentar fra partiformand Lars Boje Mathiesen. Det har heller ikke været muligt. Forklaringen er, at han er i Ikea.