Troels Lund Poulsen: - Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Jakob kommer tilbage
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er sygemeldt på ubestemt tid efter et ildebefindende 1. februar.
Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) er ikke bekymret for, om Jakob Ellemann-Jensen (V) vender tilbage til formands- og forsvarsministerposten efter sin sygemelding.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han kommer tilbage (...). Nu skal han have lov til at være sig selv, og så er jeg overbevist om, at han kommer tilbage i stærk form, siger han til TV 2.
Samtidig understreger han, at Jakob Ellemann-Jensen (V) har gjort "det rette på det rigtige tidspunkt".
- Det er vigtigt at lytte til sin krop, siger han.
Meget på tallerkenen
Der kommer fremover ikke til at være mange timer i døgnet i overskud for økonomiministeren, der nu også skal være fungerende forsvarsminister, mens Jakob Ellemann Jensen (V) er sygemeldt.
Ikke mindst de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig kommer til at fylde.
Men han er ikke bekymret for, hvordan han skal kunne balancere de to poster.
- Først og fremmest skal vi lige slå lidt koldt vand i blodet. Jeg er blevet økonomiminister og har ikke på den måde meget lovgivning, som optager min tid, siger han.
Troels Lund Poulsen understreger, at han som tidligere forsvarsordfører for Venstre har erfaring med at forhandle forsvarsforlig.
Han indrømmer dog, at han har "meget på sin tallerken".
- Det er heller ikke sådan, at vi skal præsentere et nyt forsvarsforlig i morgen, men det siger sig selv, at der er mange krævende opgaver, ikke mindst i forhold til situationen i Ukraine, forklarer han og fortsætter:
- Det kan godt være, jeg ikke kan helt det samme længere, men så har vi mange gode kræfter i Venstre, der kan tage over.
Hvilken betydning får det her for Venstres indsats i regeringen?
- I en situation, hvor der er én, der i en periode trækker stikket, må vi andre yde vores allerstørste bidrag til, at Venstre er aktiv i regeringen. Det kan vi også.
Det er fortsat uklart, hvilke partier der vil deltage i det kommende forsvarsforlig, som efter planen skal være på plads inden sommer. Udgangspunktet er partierne, der i marts sidste år indgik et nationalt kompromis – det vil sige regeringspartierne samt SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
De skal lægge hovedlinjerne for de kommende års massive investeringer i Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet.
Helbredet er det vigtigste
Mandag aften offentliggjorde forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sin sygemelding i et Facebook-opslag.
Det skete, fem dage efter at han var blevet behandlet kortvarigt på Rigshospitalet for et ildebefindende.
- Mit helbred er selvsagt det vigtigste. Jeg kan ikke være både far, forsvarsminister og partiformand på en og samme tid, hvis helbredet ikke er i orden, skrev han.
Han var blevet rådgivet af sin læge til at sygemelde sig, da han havde haft en reaktion på at opleve usædvanlig travlhed i en længere periode, lød det.
I opslaget skrev han videre, at der "heldigvis ikke (er) noget alvorligt at melde", men at han den kommende tid ville være ekstra opmærksom på sit helbred.
Jakob Ellemann-Jensen forhandlede i mere end en måned om at danne regering med Socialdemokratiet og Moderaterne, hvilket lykkedes efter langtrukne forhandlinger.
Den 49-årige partileder blev formand under en turbulent tid i Venstre i september 2019, efter at Lars Løkke Rasmussen blev væltet som formand.
Jakob først
Siden da er det væltet ind med reaktioner på sygemeldingen – både fra politiske modstandere og samarbejdspartnere.
Blandt andet har statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook skrevet, at hun bakker op om Jakob Ellemann-Jensens beslutning.
- Jeg glæder mig til at få Jakob tilbage. Men lige nu er det vigtigste, at han passer på sig selv og sin familie. Det håber jeg, alle vil respektere, skrev hun.
Også Stephanie Lose (V), der vil stå i spidsen for Venstres organisation den kommende tid, har sendt sin partiformand en hilsen på Twitter, hvor hun ønsker ham god bedring.
- Du plejer at sige "Danmark. Venstre. Jakob". I den rækkefølge. Nu må det være Jakob først for en stund, står der i opslaget.