Politik

Regeringen indkalder til pressemøde: Milliarder på vej til danskerne, erfarer TV 2

Regeringen præsenterer på et pressemøde klokken 12 rammerne for ny inflationspakke. TV 2 erfarer, at der vil være 2,3 milliarder på vej til danskerne.

Regeringen lovede i regeringsgrundlaget en hjælpende økonomisk hånd til de mange danskere, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen på grund af den stigende inflation.

Klokken 12 i dag bliver vi klogere på, hvem der især kan glæde sig, og hvor store beløb der bliver tale om, når der afholdes pressemøde i finansministeriet.

Men TV 2 kan allerede nu erfare, at regeringen vil spille ud med en økonomisk ramme på 2,3 milliarder kroner.

Den seneste store inflationspakke, den såkaldte vinterpakke, blev vedtaget i september måned sidste år og havde en økonomisk ramme på fem milliarder kroner.

Ældre får skattefrit beløb

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at der som en del af inflationshjælpen vil være 5000 skattefri kroner på vej til de ældre, som modtager ældrecheck.

Beløbet er ud over de samlet set 5000 kroner, der allerede er forhandlet på plads. De penge er blevet udbetalt med 2500 kroner i 2022, og de resterende 2500 kroner vil blive udbetalt i år.

Derudover vil der ifølge regeringsgrundlaget være fokus på at hjælpe de danskere, som opvarmer deres bolig med gasfyr, træpiller eller andre energikilder, der er steget markant i pris.

Børnefamilier i fokus

Også de økonomisk udsatte børnefamilier, der tidligere har fået midlertidigt børnetilskud, kan være en af de grupper, der bliver tilgodeset.

Den nye regering bekendtgjorde i december, at den vil afsætte en pulje på 300 millioner kroner, der skal gå til økonomisk udsatte børnefamilier. Puljen er en erstatning for det omdiskuterede midlertidige børnetilskud, der ophørte ved årsskiftet og bliver udbetalt forsinket til og med februar.

Forhandlinger skydes i gang

Inflationspakken skal nu forhandles på plads med de øvrige partier og forventes at blive en del af den kommende finanslov. TV 2 erfarer, at der lægges op til en økonomisk ramme på 2,3 milliarder kroner.

Vi følger udviklingen her på TV2.dk og på TV 2 News.