Politik

Inflationspakke kan blive en fuser: Mange vil stå skuffede tilbage

Køen af danskere, der drømmer om at blive en del af den kommende inflationspakke, er lang. Men størstedelen af pengene er allerede delt ud.

Det er blevet dyrere af være dansker.

Det mærker man, når indkøbskurven fyldes i supermarkedet, varmeregningen skal betales - og har man finansieret boligen med et variabelt lån gør det rigtigt ondt.

Alle danskere mærker, at inflationen det seneste år er steget mere, end vi har oplevet siden 80'erne.

Men det er ikke alle, der skal forvente en hjælpende hånd fra politikerne.

Ikke meget at forhandle om

Regeringen har i dag præsenteret sit forslag til en ny inflationspakke. Den samlede økonomiske ramme lyder på 2,3 milliarder kroner, og selvom det umiddelbart lyder som mange penge, er størstedelen faktisk allerede delt ud.

2,3 milliarder kroner er rigtigt mange penge, men der er samtidig nok at bruge pengene på, og pengene kan altså kun bruges én gang

Nicolai Wammen, finansminister (S)

I regeringsgrundlaget er de ældre, der modtager ældrecheck, blevet lovet en ekstra skattefri check på 5000 kroner.

Det løber op i 1,45 milliarder kroner.

Derudover har regeringen også i regeringsgrundlaget øremærket 300 millioner kroner til trængte børnefamilier.

Vi vil gerne give inflationshjælp, men hjælpen skal gives der, hvor behovet er størst

Nicolai Wammen, finansminister (S)

Altså er 1,75 milliarder kroner af de 3,2 milliarder allerede 'brugt'. Derfor er der kun 550 millioner tilbage at forhandle om.

Til sammenligning var den seneste inflationspakke - den såkaldte vinterpakke, der blev forhandlet på plads i september sidste år - på fem milliarder kroner.

Pengene kan kun bruges en gang

Finansminister Nicolai Wammen (S) var flankeret af økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) på dagens pressemøde, hvor regeringen præsenterede sit udspil for en ny inflationspakke.

Her understregede finansminister Nicolai Wammen flere gange, at regeringen gerne ser en bred aftale om inflationshjælp, men at der er grænser for, hvem der kan få, og hvor meget de kan få.

- 2,3 milliarder kroner er rigtigt mange penge, men der er samtidig nok at bruge pengene på, og pengene kan altså kun bruges én gang, lød det fra Wammen.

- Det er vigtigt for os at understrege, at vi gerne vil give inflationshjælp, men at hjælpen skal gives der, hvor behovet er størst.

Inflationen skal tæmmes

Nicolai Wammen påpegede, at tiltagene skal være finansieret, og at de skal være finansieret på en måde, så de ikke puster yderligere til inflationen.

Inflationen landede sidste år på 7,7 procent, og i flere måneder var der tocifrede stigninger i inflationen, hvilket ellers ikke er set i mere end 40 år.

De nyeste inflationstal peger dog på, at inflationen er toppet, men der er stadig tale om markant højere inflation end normalt.

Samtidig er energipriserne også faldet tilbage på et mere normalt niveau, og de danskere, der opvarmer deres bolig med gas og træpiller, oplever derfor, at deres energiregninger er faldet markant.

Gaskunder får ingen garantier

Netop de mange danskere med gas - eller pillefyr er en af de grupper, regeringen tidligere har lagt op til, vil være omfattet af inflationshjælp.

På pressemødet var der dog ikke konkret svar på, om de skal stikke næsen op efter en økonomisk håndsrækning.

- Vi skal nu i gang med at forhandle, og det vil da nok være noget af det, vi kommer til at snakke om, lød det igen og igen fra de tre ministre, når de blev spurgt ind til, hvem der specifikt kan forvente at blive omfattet af en kommende inflationspakke, lød det fra finansministeren.

Kritik fra oppositionen

Forhandlingerne om en ny inflationspakke starter i morgen i finansministeriet, og regeringen regner med, at en inflationspakke vil være forhandlet på plads inden vinterferien.

Men allerede inden de første partier har været til forhandlinger, er kritikken af regeringens udspil skarp.

Den her regering bevæger sig længere og længere væk fra den virkelighed, de fleste danskere befinder sig i. Det her er alt for lidt

Morten Messerschmidt, formand Dansk Folkeparti

Hos SF er der skuffelse over, at der ikke er lagt op til yderligere hjælp til børnefamilierne. Til trods for at inflationen er begyndt at aftage, mener partiet, at der er mange børnefamilier, der har akut brug for hjælp.

- Særligt de familier, der er nødsaget til at skære ned på mad, medicin eller fritidsaktiviteten, dem må vi ikke glemme, siger partiets politiske ordfører, Signe Munk.

Børnefamilierne skal have flere penge

SF mener derfor, at der er behov for at finde flere penge til børnefamilier, end det regeringen lægger op til med de 300 millioner kroner, der er øremærket til de mest pressede børnefamilier i regeringsgrundlaget.

- SVM-regeringen tager fra de fattigste børnefamilier med den ene hånd og giver så tilbage med den anden. Men de ændrer bare navnet på hjælpen, og vil have det til at se ud som om, at det er nye, ekstra penge, men det er det ikke, siger Signe Munk.

Hun henviser til, at det midlertidige børnetilskud til særligt trængte børnefamilier udløber ved udgangen af februar, og at det er disse penge, regeringen vil bruge til en ny form for inflationshjælp til netop denne gruppe.

Svære forhandlinger

Flere af folketingets øvrige partier har ligesom SF specifikke grupper, de ønsker tilgodeset, og samtidig peger flere på, at den økonomiske ramme er for lille.

Et af de partier, der efterlyser en markant større inflationspakke er DF.

Her gik man til valg på en inflationspakke på 10 milliarder kroner, og det holder partiets formand, Morten Messerschmidt, fast i, selvom både inflationen og de stigende energipriser ser ud til at være på retur.

- Den her regering bevæger sig længere og længere væk fra den virkelighed, de fleste danskere befinder sig i. Der er folk derude, der er på tynd is. De kan ikke betale huslejen. Så det her er alt for lidt, siger han.

- Dansk Folkeparti mener stadig, at 10 milliarder kroner er det rigtige beløb.

Lykkes det ikke regeringen at få de øvrige partier med i en aftale om inflationshjælp, kan den som bekendt gennemføre aftalen alligevel, da den som flertalsregering råder over de nødvendige mandater.