Politik

Regeringen kan ikke garantere løsning til trængte børnefamilier, når tilskud snart forsvinder

Organisationen Mødrehjælpen frygter, at det vil få ”katastrofale konsekvenser”, hvis trængte børnefamilier ikke længere får økonomisk tilskud.

Når februar bliver til marts, risikerer landets økonomisk trængte familier at stå med et stort hul i budgettet.

For til den tid udløber det midlertidige børnetilskud, og selvom regeringen har varslet, at der kommer et alternativt tilskud i form af en pulje, vil beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nu ikke garantere, at den er klar til 1. marts.

- Jeg er godt klar over, at der sidder nogle familier derude, for hvem hverdagen lige nu kan være svær at få til at hænge sammen, og derfor arbejder vi også på højtryk for, at der kommer en hjælpende hånd, siger beskæftigelsesministeren til TV 2.

Puljen blev annonceret i december, men regeringen har endnu ikke præsenteret en plan for, hvordan den skal skrues sammen, hvem der kan få del i den og – ikke mindst – hvornår den er klar.

Erstatter midlertidigt børnetilskud

Den nye regering bekendtgjorde i december, at den vil afsætte en pulje på 300 millioner kroner, der skal gå til økonomisk udsatte børnefamilier. Puljen er en erstatning for det omdiskuterede midlertidige børnetilskud, der ophørte ved årsskiftet og bliver udbetalt forsinket til og med februar.

Det midlertidige børnetilskud blev vedtaget i 2019 for at hjælpe udsatte familier, hvor en eller begge forældre er på kontanthjælp.

Inden folketingsvalget ønskede Socialdemokratiet selv at forlænge tilskuddet. Men under regeringsforhandlingerne fik piben en anden lyd – og det har ført til stor kritik fra både hjælpeorganisationer og andre partier.

Den nye SVM-regering besluttede at afsætte en pulje i stedet for at forlænge det midlertidige børnetilskud, som man kender det.

Vi er i 11. time, og det haster. Jeg synes, at det er meget svært at forstå, at der ikke sker noget

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet

TV 2 har siden begyndelsen af januar forsøgt at få svar på, hvordan puljen skal skrues sammen, og hvornår den er klar. Tirsdag stillede beskæftigelsesministeren op til interview om sagen.

Klar til 1. marts?

Puljen er ikke med i regeringens katalog over lovforslag frem mod vinterferien. Det kan dog ifølge beskæftigelsesministeren skyldes, at man "ikke regner med", at puljen kræver lovindgreb.

Selvom Ane Halsboe-Jørgensen adskillige gange gentager, at ”den helt konkrete model” er ”lige på trapperne”, kommer hun ikke med svar på de centrale spørgsmål, der stadigvæk udestår.

Et af dem er, hvornår regeringen er klar med en model.

Børnefamilier, der på nuværende tidspunkt modtager det midlertidige børnetilskud, aner altså ikke, om de fortsat vil modtage et økonomisk tilskud fra 1. marts og resten af året.

Og den bekymring må både de udsatte familier og børneorganisationer fortsat leve med, for beskæftigelsesministeren vil ikke garantere, at familierne kan få penge fra puljen efter udgangen af februar.

Ingen garantier

Vil der komme til at være et "hul" fra udbetalingen af det midlertidige børnetilskud slutter, til familierne vil kunne få adgang til den her pulje?

- Det er vigtigt at sige, at det midlertidige børnetilskud viderefører vi ikke. Men vi har jo samtidig sagt, at vi er med på, at det er en særlig situation for mange familier med inflation og energikrise, og derfor arbejder vi på, at også den her gruppe i vores samfund får en hjælpende hånd denne vinter, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Men kan I garantere, at der ikke kommer til at stå en masse børnefamilier, som nu ikke vil kunne få noget her fra 1. marts?

- Vi arbejder på højtryk for en løsning, som både hjælper de fattigste af vores familier, men også hjælper de dele af vores erhvervsliv og samfund i det hele taget, som er hårdt presset af den økonomiske situation lige nu, siger beskæftigelsesministeren.

I vores øjne er det helt absurd

Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Katastrofale konsekvenser

De manglende svar om puljen vækker ”dyb bekymring” hos både Red Barnet og Mødrehjælpen, som begge har svært ved at se, hvordan puljen skal nå at kunne komme på plads.

- Det kan få katastrofale konsekvenser. Vi frygter, at der vil være familier, der ikke længere har råd til tag over hovedet og er nødt til at gældsætte sig for at få råd til mad og medicin, siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, til TV 2.

Samme bekymring kan spores hos Red Barnet, der fortæller, at de allerede nu møder familier, der ikke har råd til mad, nødvendigt vintertøj og receptpligtig medicin.

- Vi er i 11. time, og det haster. Jeg synes, at det er meget svært at forstå, at der ikke sker noget, siger organisationens generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

Familier kan miste tilskud

Et af de helt store spørgsmål er puljens målgruppe.

Det er nemlig uklart, om det er de samme personer, som hidtil har modtaget det midlertidige børnetilskud, der nu i stedet vil kunne få hjælp af regeringens nye pulje.

- I vores øjne er det helt absurd. Det er ikke i orden over for de familier, der om lidt kan stå til at miste ret store beløb, og som ikke engang har fået en pejling på, om de er inden for puljens målgruppe, siger Ninna Thomsen fra Mødrehjælpen.

Heller ikke på spørgsmålet om målgruppen kan beskæftigelsesministerens give mere afklaring.

- Vi har den helt konkrete model inden længe, og der vil vi både være helt skarpe på den konkrete udmøntning og den konkrete målgruppe, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Også økonomien i forslaget giver også anledning til dybe panderynker hos organisationerne, der kalder det for ”et forfærdeligt regnestykke”.

Flere mennesker om færre midler

Hvis puljens målgruppe er den samme som dem, der i dag får det midlertidige børnetilskud, har Beskæftigelsesministeriet i december selv lavet et skøn, der viser, at antallet af modtagere næsten fordobles fra 11.410 personer i september 2022 til omkring 20.000 i 2023.

Det skyldes blandt andet, at der er kommet flere ukrainske flygtninge.

Regeringen skriver, at den vil afsætte omkring 300 millioner kroner til puljen, men både Red Barnet og Mødrehjælpen er bekymrede for, at beløbet tager udgangspunkt i det antal modtagere af børnetilskuddet, der var sidste år.

Ifølge organisationerne vil det nemlig betyde, at flere mennesker skal dele færre midler.

Om det reelt bliver tilfældet, kan beskæftigelsesministeren ikke svare på. Den konkrete model kommer inden længe, gentager hun.

Bureaukratisk proces

Ordet ”pulje” falder heller ikke i god jord hos de to organisationer. Det er nemlig ikke klart, om pengene fra puljen vil blive udbetalt automatisk, eller om børnefamilierne selv skal søge dem.

Der har tidligere været eksempler på, at bureaukrati spænder ben for, at udsatte borgere faktisk får glæde af hjælpepuljer.

Sidste år afdækkede DR, hvordan kun 22 ud af i alt 98 kommuner havde søgt den hjælpepulje på oprindeligt 100 – sidenhen 200 – millioner kroner, som skulle hjælpe udsatte borgere med blandt andet stigende elregninger.

At der kun var blevet søgt samlet 1,1 millioner kroner, skyldtes ifølge eksperter for stramme krav og for meget bureaukrati i ansøgningsprocessen.

Både Red Barnet og Mødrehjælpen frygter, at historien vil gentage sig. Organisationerne håber derfor, at målgruppen for den nye pulje automatisk får pengene ind på kontoen uden ansøgningsproces..

Men heller ikke dét giver beskæftigelsesministeren et svar på. Igen henviser hun til, at "den konkrete model" er "lige på trapperne".