Vermund efter Mikkel Bjørns exit: - Jeg vidste, at det kunne blive grimt
Lars Boje Mathiesen afviser, at han har været med til at presse Mikkel Bjørn Sørensen til at bakke op om ham som ny formand hos Nye Borgerlige.
Tirsdag har den nyvalgte folketingspolitiker Mikkel Bjørn Sørensen vinket farvel til sit parti, Nye Borgerlige.
Årsagen er, at Mikkel Bjørn Sørensen ifølge eget udsagn ikke kan se sig selv i et Nye Borgerlige, der potentielt har Lars Boje Mathiesen i spidsen. Derfor skifter han nu til Dansk Folkeparti.
Mikkel Bjørn Sørensens exit har vakt reaktioner i Nye Borgerliges bagland – blandt andet hos den nuværende formand, Pernille Vermund, som ikke stiller op ved næste generalforsamling.
- Vi kan ikke altid nødvendigvis lide hinanden, og det her var desværre noget, som jeg så komme i en eller anden udstrækning. At det skulle komme så vidt, er jo ærgerligt, siger hun til TV 2.
Der har "altid" været en konflikt
Fra Pernille Vermund lyder det desuden, at det ikke er nogen hemmelighed, at der har været en konflikt mellem Mikkel Bjørn Sørensen og Lars Boje Mathiesen. Faktisk har den "altid" været der, siger hun.
- Jeg vidste godt, da jeg trak mig som formand, at det kunne blive grimt. Jeg vidste også, at det kunne blive grimt, uanset om jeg trak mig i dag eller om tre år.
På Facebook skriver Mikkel Bjørn Sørensen, at Lars Boje Mathiesen er "knalddygtig", men også en "solorytter", der ikke efterlader meget plads til samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag.
Derudover skriver han, at Boje Mathiesen indimellem fylder så meget, at partiets interesser og andre personer må vige.
Lars Boje afviser
Til TV 2 fortæller Lars Boje Mathiesen dog, at "det må være Mikkels opfattelse".
- Jeg har været medlem af partiet siden 2016, har siddet i folketingsgruppen siden 2019 og har knoklet benhårdt for partiet. Nu vil jeg gerne stå i spidsen for partiet, fortæller han.
I sit opslag beskriver Mikkel Bjørn Sørensen et internt møde, som fandt sted i sidste uge.
Mødet endte ifølge Mikkel Bjørn Sørensen med, at sekretariatschefen med opbakning fra Lars Boje Mathiesen meddelte Mikkel Bjørn Sørensen, at hvis han ikke vendte tilbage inden for to timer med en besked om utvetydig opbakning til Lars Boje Mathiesen som formand, var det en mulighed, at han ville blive ekskluderet fra både gruppen og partiet.
Den melding afviser Lars Boje Mathiesen dog.
- Han er ikke blevet truet med at blive ekskluderet – overhovedet ikke. Når medlemmer af et parti har valgt en formand, så har man en forventning om, at de mennesker, som sidder i en folketingsgruppe, arbejder loyalt og bakker op om formanden.
Sekretariatschef Lars Eldrup siger i et skriftligt svar til TV 2, at han ikke ønsker at gå ind i sagen.
- Jeg kan dog nævne, at jeg på ingen måde kan genkende beskrivelsen, og det chokerer mig at blive hængt ud på den måde, skriver Lars Eldrup om Mikkel Bjørn Sørensens udlægning.
Et vemodigt hjerte
Mikkel Bjørn Sørensen fortæller TV 2, at han er ked af situationen, men at det har været en nødvendig beslutning at forlade partiet.
- Jeg oplevede, at jeg blev sat i et scenarie, hvor jeg blev nødt til at tage et valg. Enten er det den ene vej eller den anden vej, og jeg har nu truffet en beslutning på den baggrund, og det har jeg gjort med et vemodigt hjerte, siger han.
Han tilføjer, at han ser frem til samarbejdet med Dansk Folkeparti, hvor han håber at blive de næste mange år.
Morten Messerschmidt, formand for netop Dansk Folkeparti, er glad for, at Mikkel Bjørn Sørensen er blevet medlem af partiet.
- Det glæder mig, at Mikkel Bjørn Sørensen vil kæmpe for Dansk Folkeparti, og alt, hvad der er foregået i Nye Borgerlige, tror jeg, at jeg overlader til Nye Borgerlige, siger han til TV 2.
Medlemmer af ungdomspartiet trækker sig
Mikkel Bjørn Sørensen er ikke den eneste, der tirsdag har forladt Nye Borgerlige.
Både landsformand for Nye Borgerliges Ungdom, Malte Larsen, og næstformand samme sted, Mitchel Oliver Vestergaard, trækker sig fra deres poster og forlader partiet.
- Min udmeldelse skyldes, at jeg ikke kan se mig selv i Nye Borgerlige med udsigt til Lars Boje Mathiesen som partiformand. Lars Boje er en knalddygtig og imponerende politiker, men jeg kan ikke se mig selv i et parti med Lars Boje som formand af både politiske og personlighedsmæssige årsager, skriver Malte Larsen.
Det er nu to uger siden, at Pernille Vermund meddelte, at dette bliver hendes sidste periode i Folketinget.
Pernille Vermunds udmelding kom efter et skuffende folketingsvalg for Nye Borgerlige i november 2022.
Partiet havde længe ligget godt i meningsmålingerne, men danskerne gav kun Pernille Vermunds parti 3,7 procent af stemmerne og seks mandater.
Et af dem mistede Nye Borgerlige tilmed få dage efter valget, da Mette Thiesen forlod partiet efter flere episoder, hvor hendes kæreste havde ageret truende og voldeligt.