Mette Thiesen nærmer sig DF: - Vejen er selvfølgelig blevet kortere
Den tidligere partikollega siger "respekt" og "tillykke" til Mikkel Bjørn Sørensen efter hans skifte til Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti kan måske blive endnu et folketingsmedlem rigere.
Efter at Mikkel Bjørn Sørensen tirsdag har forladt Nye Borgerlige og meldt sig ind i DF, vil Mette Thiesen ikke afvise, at hun kan være på vej i samme retning.
- Vejen for mig til Dansk Folkeparti er selvfølgelig blevet kortere, siger Mette Thiesen, der har været løsgænger, siden hun i november forlod Nye Borgerlige.
Hun uddyber, at Mikkel Bjørn Sørensen er en "rigtig god tidligere kollega", som hun har kendt og samarbejdet med i mange år.
Hendes første reaktion er også et "stort tillykke til Mikkel Bjørn med at stå op for sig selv".
Kan ikke se sig selv i partiet
Mette Thiesen siger, at hun kan genkende Mikkel Bjørns udlægning af tilværelsen i Nye Borgerlige. At han ikke er blevet troet på eller lyttet til, da han gav udtryk for sine bekymringer.
I et langt opslag på Facebook skriver Mikkel Bjørn Sørensen, at Nye Borgerlige er kastet ud i kaos efter Pernille Vermunds besked om, at hun ikke ønsker at fortsætte som partiformand. Ingen var forberedt på et formandsskifte.
Den 27-årige er selv blevet udpeget som et bud på en ny formand, men har efter eget udsagn "begrænset parlamentarisk erfaring til at bakke et formandskandidatur op".
Som konsekvens kan han kun se én løsning: Lars Boje Mathiesen, som allerede har meldt sig som kandidat til formandsposten. Og dét bliver uden Mikkel Bjørn Sørensen.
- Min grundlæggende konklusion er, at jeg ganske enkelt ikke kan se mig selv i partiet under Lars Bojes ledelse, skriver han.
Mikkel Bjørn Sørensen understreger, at "Lars er knalddygtig".
- Men Lars er også en solorytter. Der efterlades ikke meget plads til samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag. Personen Lars ender indimellem med at fylde så meget, at partiets interesser og andre personer må vige, lyder det altså fra Mikkel Bjørn Sørensen.
Afviser beskyldninger om trusler
Mikkel Bjørn Sørensen fortæller i sit opslag, at han har givet udtryk for betænkeligheder vedrørende "Lars Bojes ledelsesstil og samarbejdsevner". Men han oplever, at de ikke er blevet mødt med lydhørhed.
Tværtimod blev han truet med eksklusion af partiet, siger han, hvis ikke han gav "utvetydig opbakning til Lars Boje Mathiesen som formand".
Lars Boje Mathiesen afviser alle Mikkel Bjørn Sørensens anklager – både om truslen om eksklusion, og at han selv skulle være en solorytter.
- Jeg har arbejdet benhårdt for partiet i mange år, og han (Mikkel Bjørn Sørensen, red.) er ikke blevet truet med at blive ekskluderet. Overhovedet ikke, lyder det fra Lars Boje Mathiesen.
Samme toner lyder fra afgående formand Pernille Vermund, som dog erkender, at hun har fået partiets sekretariatschef til at beklage over for Mikkel Bjørn Sørensen:
- Mikkel Bjørn har haft opfattelsen af, at han er blevet truet med at blive ekskluderet. Jeg har ikke selv været med på mødet, men da jeg hører, at det var hans opfattelse, tog jeg straks fat i vores sekretariatschef og bad ham undskylde over for Mikkel, at han var blevet efterladt med den opfattelse, siger hun.
Toppen i ungdomspartiet er også gået
Mikkel Bjørn Sørensens udlægning af sagen får Mette Thiesen til at gentage sin opbakning til ham.
- Respekt for at sige fra, siger hun.
Læsgængeren vil ikke gøre sig klog på, hvad hendes gamle parti skal gøre eller ikke gøre i den nuværende situation, hvor også landsformand for Nye Borgerliges Ungdom, Malte Larsen, og næstformand samme sted, Mitchel Oliver Vestergaard, har trukket sig fra deres poster og forladt partiet.
- Men jeg kan da stilfærdigt sige, at de bør genoverveje deres ledelsesstil.
Tror du, partiet er ved at kollapse?
- Ja.
Forlod partiet lige efter valget
Nye Borgerlige fik valgt seks medlemmer ind i Folketinget ved valget 1. november, men er nu nede på fire.
Mette Thiesen forlod partiet blot seks dage efter, at hun var blevet genvalgt til Folketinget med mere end 4000 personlige stemmer.
Det skete på baggrund af en række episoder med hendes kæreste, som ifølge partiformand Pernille Vermund har ageret truende og voldeligt over for en medarbejder i partiet. Blandt andet skulle han ifølge Vermund have slået medarbejderen på valgaftenen 1. november.
Mette Thiesen tog afstand fra sin kærestes handlinger på valgaftenen. Men hun ville derimod ikke kommentere Pernille Vermunds beskyldninger om, at Mette Thiesen og hendes kæreste står bag "intimiderende og truende" beskeder til den ansatte.
Mette Thiesen understregede i den forbindelse, at der er to sider af alle sager.
DF'erne er blevet de nærmeste kolleger
Siden da har hun brugt tiden på at lande i sin nye tilværelse på Christiansborg. Og her har særligt Dansk Folkeparti spillet en stor rolle.
- Det er klart, at det betyder noget, når man oplever, at gode mennesker rækker ud og etablerer et samarbejde, siger Mette Thiesen.
Hun har et "tæt og tillidsfuldt samarbejde" med Dansk Folkeparti, der spænder fra deltagelse i partiets gruppemøde, hjælp fra DF's sekretariat, sparring og til hyggelige stunder over en fredagsøl.
Dansk Folkeparti er kort sagt blevet løsgængerens nærmeste kolleger.
- Jeg vil ikke spå om fremtiden, men vejen er i hvert fald ikke blevet længere, gentager hun og understreger endnu engang, at hun stadig er ved at komme på fode igen efter tumulten i Nye Borgerlige.
Men du kan godt se dig selv i DF?
- Ja, det kan jeg godt, medgiver Mette Thiesen.
Dansk Folkeparti fik fem mandater ved folketingsvalget 1. november og er – indtil videre – kommet op på seks med Mikkel Bjørn Sørensen.