Politik

Kystbeskyttelsespulje rakte ikke – kommuner vil have mere

En pulje på 150 millioner til kystbeskyttelse er uddelt, men flere blev skuffet. Puljen kan søges igen i år.

Flere borgmestre råber på flere penge til kystbeskyttelse. Det sker, efter at en ellers rekordstor pulje til området blev oversvømmet af ansøgninger.

Puljen, der blev afsat med finansloven for 2021, lød sidste år på 150 millioner kroner. Der var dog ansøgninger for næsten seks gange så meget.

En af dem, der fik en kurv, var Hedensted Kommune. Kommunen dækker ellers Juelsminde, der er udpeget til at være et af de 14 områder i landet med risiko for oversvømmelser fra hav og vandløb.

- Når der er søgt for 857 millioner kroner, og der er 150 millioner kroner, så er det nok, fordi der er for få statslige penge til de her projekter, siger Hedensted-borgmester Ole Vind (V).

Han er forundret over, at kommunen ikke har fået del i pengene, som er vigtige for det milliondyre projekt:

- Så vidt vi kan se, opfylder vi kravene, så vi må i dialog med direktoratet om, hvorvidt vi har gjort noget forkert. Og så søger vi igen i år, siger han.

10 ud af 17 kommuner får støtte

Der var 17 ansøgninger om støtte, og af dem har 10 fået tilsagn om tilskud.

Der er et kæmpestort behov. Dels på grund af diger, der er ved at være udtjente, dels på grund af klimaforandringer

Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester, Esbjerg Kommune

Den kommune, der får den største del af puljen, er Dragør, hvor borgmester Kenneth Gøtterup (K) kan glæde sig over 37,4 millioner kroner. Også han mener dog, at der bør sættes mere af fra statslig side.

- Det store antal ansøgninger viser den udfordring, som kommunerne står med. Jeg så allerhest, at der blev lavet en national plan for kystsikring.

Men det er jo et kommunalt område. Hvorfor skal staten betale?

- Kommunerne er også i gang, og loven siger også, at de berørte lodsejere skal være med til at finansiere det. Men det er meget store anlægsopgaver, der skal løses. Med en national plan vil man kunne få bedre og mere sammenhængende kystsikring, siger Kenneth Gøtterup.

Samme beløb kan søges næste år

I Esbjerg Kommune har borgmesterkollegaen Jesper Frost Rasmussen (V) fået tæt på 30 millioner til et 6 kilometer langt dige.

Han er glad for pengene, som gør, at projektet kan gennemføres. Nu skal kommunen finde et tilsvarende beløb i kassen.

- Der er et kæmpestort behov (generelt, red.). Dels på grund af diger, der er ved at være udtjente, dels på grund af klimaforandringer, som betyder, at de skal være stærkere og højere. Så jeg tror, at staten roligt kan sætte midler af til flere runder, siger han.

Pengene til puljen kommer fra finansloven for 2021, hvor der blev afsat 350 millioner kroner. Af dem blev 50 millioner fordelt til samme år.

Der var 150 millioner kroner i puljen, der kunne søges sidste år, mens det samme beløb kan søges i år.