Politik

Minister kaldes i samråd om fængselssag – partier har "aldrig oplevet noget lignende"

Justitsministeriet kan ikke svare på, om det har informeret forligspartierne om lukningen af 80 fængselspladser.

Regeringen har bevidst tilbageholdt information om, hvor kritisk situationen er i det danske fængselsvæsen.

Det mener Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, der derfor kalder justitsminister Peter Hummelgaard (S) i samråd.

Det er helt uden for nummer det her

Karina Lorenzten, retsordfører for SF

- Jeg tror, at regeringen bevidst har puttet med den her information. Vi er i hvert fald ikke blevet informeret om, at det stod så grelt til, siger de konservatives retsordfører, Mai Mercado, til TV 2.

Udmeldingen kommer, efter TV 2 søndag har bragt en række historier om det danske fængselsvæsen, der af eksperter og fagforbund beskrives som på randen af sammenbrud.

Har aldrig oplevet noget lignende

TV 2 kan blandt andet fortælle, at Kriminalforsorgen i november 2022 vedtog en kriseplan, der omfatter lukningen af 80 fængselspladser, fordi der ikke er personale til at holde alle landets fængsler åbne.

Lukningen er blåstemplet af Justitsministeriet, men ifølge Mai Mercado har regeringen ikke videregivet informationerne.

Det på trods af, at S, SF, K og DF i 2021 indgik en aftale, der forpligter partierne til at skaffe flere fængselspladser.

- Det er et svigt. Regeringen er jo nødt til at inddrage os, når der laves tiltag, som går stik imod det, vi har aftalt, siger Mai Mercado.

Samme opfattelse har SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

- Jeg har været retsordfører i mange år, og jeg er tæt på at sige, jeg aldrig har oplevet noget lignende. Det er helt uden for nummer det her, siger hun til TV 2.

Forløbet skal granskes

TV 2 har henvendt sig til Justitsministeriet for at få klarhed over forløbet. I skrivende stund er meldingen, at der arbejdes på at finde ud af, i hvilket omfang forligspartierne er blevet informeret om lukningen af 80 fængselspladser.

Justitsminister Peter Hummelgaard stiller op til interview på TV 2 NEWS søndag klokken 15.

Samtidig skal han forklare sig i det samråd, som SF og K har indkaldt ministeren i.

Det ser Mai Mercado frem til.

- Vi må have ministeren ud af busken og i tale. Det nytter simpelthen ikke noget det her, siger hun.

Dyster prognose

Udover samrådet vil SF, K og DF mødes i forligskredsen hurtigst muligt for at diskutere, hvad der skal gøres for at rette op på forholdene i fængselsvæsenet.

I aftalen fra 2021 forpligter partierne sig blandt andet til at skaffe 75 nye betjente årligt frem mod 2025. Status efter 2022 er 100 betjente færre end året før.

Samtidig viser nye tal for Kriminalforsorgen, at der aldrig har været flere indsatte i de danske fængsler, og at der er massiv overbelægning – altså flere fanger end celler.

- Vi er nødt til at gøre noget drastisk nu. Det er ret voldsomt, når man er nødt til lukke eksisterende pladser, fordi man ikke kan køre det sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger Karina Lorenzen og fortsætter:

- Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det ser ud i de fængsler, som fortsat er åbne.

Samme dystre billede tegner en række eksperter og fængselsbetjenes fagforening. Læs mere om det her.