Alle partier indkaldt til forhandlinger - Wammen skal rede trådene ud, siger redaktør
Regeringen holder fast i afskaffelse af store bededag - men der er alligevel tegn på opblødning, vurderer TV 2's politiske redaktør, Hans Redder.
Finansminister Nicolai Wammen (S) og økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) indkalder nu samtlige partiledere til forhandlinger i finansministeriet.
Det sker, efter en samlet opposition i går kom med et alternativt finansieringsforslag til den planlagte oprustning af forsvaret.
Oppositionspartierne har i skarpe vendinger kritiseret regeringens forslag om at afskaffe store bededag for at finde ekstra penge til forsvaret, og især regeringens udmelding om, at et ja til at afskaffe store bededag vil blive adgangsbillet til et kommende forsvarsforlig, har fået oppositionen op i det røde felt.
Regeringen vil stadig afskaffe bededag
Nicolai Wammen siger til TV 2, at han er villig til at se på alternative muligheder, og at han vil 'gå konstruktivt til værks'.
Han understreger dog, at regeringen stadig mener, at afskaffelse af store bededag er den bedste finansieringskilde.
- Jeg vil meget gerne høre deres idéer, men jeg må også i al stilfærdighed sige, at oppositionens forslag er penge, vi kender i forvejen. Altså penge, vi kunne bruge på noget andet, børn, ældre, velfærd og så videre, siger finansministeren og uddyber:
- Ved at afskaffe store bededag får vi nye penge, og derfor mener vi stadig, det er den rette vej at gå.
Nicolai Wammen understreger også, at afskaffelsen af store bededag udover de ekstra penge i statskassen vil øge arbejdsudbuddet med 8.500 personer.
Samtlige af folketingets partier er indkaldt til forhandlinger.
Forhandlingerne starter nu, og De Radikale, SF og Liberal Alliance er indkaldt som de første og skal altså mødes med finansministeren inden weekenden. De Konservative er indkaldt mandag, DF onsdag, mens Enhedslisten og Danmarksdemokraterne kommer forbi torsdag.
Kurs mod blød landing
Ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, er det næppe tilfældigt, at det er Nicolai Wammen, der den kommende uge skal bruge en betydelig del af sin arbejdstid på at drikke kaffe med oppositionspartiernes ledere. Den rolle havde han nemlig også ofte i den tidligere regering.
- Wammen bliver jo her brugt på samme måde som utallige gange tidligere. Når tingene er kørt fast, så får han til opgave at rede trådene ud. Det er åbenlyst den opgave, han har fået nu på vegne af en samlet regering, siger Hans Redder.
Og opgaven er klar: Han skal få deeskaleret den konflikt, der i løbet af den seneste uge har været på vej ud af kontrol. Nemlig oppositionens vrede over regeringens krav om, at man skal stemme ja til afskaffelse af store bededag for at kunne være en del af det kommende forsvarsforlig.
Ingen tegn på vaklen
Men selvom regeringen altså nu har indkaldt til forhandlinger - eller en kop kaffe og en snak, som Wammen udtrykker det - betyder det ikke, at store bededag er reddet, vurderer Hans Redder.
- Jeg ser ingen tegn på vaklen. Regeringen vil fortsat afskaffe store bededag, siger han.
Han forventer, at store bededag vil blive afskaffet, men at den udstrakte hånd fra Wammen er udtryk for, at regeringen ikke er interesseret i at lave et smalt forsvarsforlig.
- Helt grundlæggende har regeringen ikke har lyst til at lave det forsvarsforlig kun med sig selv. Det vil være helt usædvanligt at lave forsvarsforlig på så smalt et grundlag og også en meget dårlig start for en regering, der igen og igen har understreget, at den ønsker et bredt samarbejde i folketinget, siger Hans Redder.
Så selvom han altså ikke ser en regering, der bakker i forhold til afskaffelsen af store bededag, kan de nye toner fra regeringen betyde, at der vil blive blødt op på kravet om, at et ja til afskaffelse af store bededag er en forudsætning for at kunne være med i forsvarsforliget.