Politik

Samlet opposition vil afskaffe støtteordninger – men hvilke kan de ikke pege på

I protest mod regeringen præsenterede en samlet opposition torsdag morgen et forslag til en alternativ finansiering af forsvarsforliget.

Ni partier udenom regeringen er gået sammen om at præsentere en alternativ finansiering af det kommende forsvarsforlig. Det fremgår af en pressemeddelelse, som partier har sendt ud torsdag morgen forud for dagens maratondebat i folketingssalen.

Forslaget er en samlet oppositions protest mod regeringens krav om, at man skal acceptere en afskaffelse af store bededag, hvis man vil være med i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig

Et af oppositionens tre forslag til at finde i alt tre milliarder kroner er at finde 750 millioner gennem en udvidelse af sanering af erhvervsstøtten.

Men da TV 2 torsdag morgen fangede en række af partiformændene på vej ind i folketingssalen, ville ingen af dem pege på en eneste erhvervsstøtteordning, som partierne er blevet enige om at afskaffe.

Så langt er vi ikke

Martin Lidegaard (R)

Fire partier uden konkrete bud

Regeringen har i sit regeringsgrundlag selv foreslået sanering af erhvervsstøtten for to milliarder kroner. Det er halvanden milliard lavere end i den brede aftale om reformer fra januar 2022, som den tidligere S-regering lavede.

Oppositionens forslag er derfor, at der skal findes yderligere 0,75 milliarder ved at afskaffe eller nedskære eksisterende erhvervsstøtteordninger.

I protest mod regeringen præsenterede en samlet opposition torsdag morgen et forslag til en alternativ finansiering af forsvarsforliget. Video: TV 2 NEWS

Men hverken de konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti eller de radikale kan pege på, hvilke erhvervsstøtteordninger oppositionen vil afskaffe eller justere.

- Så langt er vi ikke, siger den politiske leder for Radikale Venstre, Martin Lidegaard torsdag morgen til TV 2 News.

Lige så ukonkret som regeringen

Flere af partilederne peger på, at den tidligere regering selv havde foreslået et højere beløb, og at pengene derfor må kunne findes.

Men er det ikke bare tal, I slynger ud, når I ikke er enige om, hvorhenne besparelserne skal findes?

- Jo, men det har regeringen heller ikke i deres forslag, siger Martin Lidegaard.

Så I er lige så ukonkrete som dem?

- Ja. Det kræver et dybere blik ned.

Og samme melodi spiller Søren Pape Poulsen (K) og Peter Kofoed (DF).

De mener begge, at hvordan aftalen specifikt skal udmøntes, er noget partierne bør tage ved forhandlingsbordet.

Det vil ikke være rimeligt overfor de mennesker, der får gavn af forskellige støtteordninger, at man tager det i det offentlige rum

Søren Pape Poulsen (K)

Ud af det offentlige, ind i et forhandlingsrum

Formanden for de konservative siger ellers, at han har bud på, hvilke erhvervsstøtteordninger man kunne kigge på. Men han vil ikke løfte sløret for nogen af dem.

- Det sætter man sig ind i et rum og finder ud af. Det vil ikke være rimeligt overfor de mennesker, der får gavn af forskellige støtteordninger, at man tager det i det offentlige rum, siger Søren Pape Poulsen (K) til TV 2 torsdag morgen.

Peter Kofoed, der er formand for Dansk Folkeparti, er helt på linje med Pape.

- Vi har lagt tre milliarder frem samlet set. Så er det klart, at alt det, der skal udmøntes, det tager vi inde ved et forhandlingsbord. Det er ikke noget, vi tager her på TV 2 News, siger Kofoed.

Udvalg skal kigge på det

Heller ikke Inger Støjberg, stifter og formand for Danmarksdemokraterne, kan pege på noget konkret sted, hvor de vil sanere erhvervsstøtten.

- Det har vi slet ikke kigget på endnu, men der sidder i dag et udvalg i erhvervsministeriet, der er ved at luge i dem. Der er over 200 ordninger, som der bliver brugt over 40 milliarder kroner på, så mon ikke man godt kan finde 750 millioner.

Kan du nævne én erhvervsstøtteordning, I vil kigge på?

- Det er sådan set ikke min ambition i dag. Der er allerede et udvalg, der kigger på det, og de skal bare forsætte deres arbejde, siger Støjberg til TV 2.

TV 2 forsøgte torsdag morgen at få en kommentar fra både Pia Olsen Dyhr (SF), Mai Villadsen (Ø) og Alex Vanopslagh (LA), men ingen af dem havde tid på vej ind til debatten i folketingssalen.

I debattens frokostpause fangede TV 2 politisk leder for Alternativet Franciska Rosenkilde. Heller ikke hun vil pege på konkrete erhvervsstøtteordninger, men understreger, at det indtil videre er på "overskriftsniveau".