Nye Borgerliges næstformand forlader sin post - men en ny kandidat har allerede meldt sig på banen

Nye Borgerlige skal derfor både vælge ny formand og ny næstformand ved en ekstraordinær generalforsamling om tre uger.

Nye Borgerliges næstformand, Peter Seier Christensen, forlader ligesom formand Pernille Vermund sin post ved en ekstraordinær generalforsamling 7. februar.

Det bekræfter han over for TV 2.

Om tre uger skal partiet altså både vælge både ny formand og ny næstformand.

- Når vi nu skifter til en ny formand, så synes jeg også, at det er passende at give stafetten videre til ny næstformand, så vi starter på en frisk, siger Peter Seier Christensen til Ritzau.

Han understreger, at hans afgang har været efter "eget ønske".

En kandidat til formandsposten

Selv om Peter Seier Christensen ikke vil genopstille som næstformand ved årsmødet, fortsætter han i Nye Borgerliges folketingsgruppe og i hovedbestyrelsen.

I Nye Borgerlige er næstformandsposten delt, og partiets organisatoriske næstformand, Jesper Hammer, fortsætter på sin post.

Indtil videre er det kun folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen, der har meldt sig som kandidat til formandsposten. Eksperter har dog peget på et formandspotentiale i den unge Mikkel Bjørn Sørensen.

Den unge nyvalgte folketingspolitiker for Nye Borgerlige har blandt andet gjort sig bemærket på Twitter, hvor han har kaldt moderne feminisme for "en kræftsvulst" og har argumenteret for, at "venstreorienterede organisationer" som Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og Sex & Samfund ikke skal have "en eneste krone" på finansloven.

Mikkel Bjørn Sørensen har indtil videre ikke ville afvise, at han stiller op til formandsposten.

Stifterne forlader skuden

TV 2 har talt med flere kilder med indgående kendskab til Nye Borgerlige, der vurderer, at partiet balancerer på randen af opløsning, fordi der ikke er en oplagt vej frem.

I tiden op til folketingsvalget sidste år havde Nye Borgerlige strålet i mange meningsmålinger. Men da krydset skulle sættes, gav danskerne kun partiet 3,7 procent af stemmerne svarende til seks mandater.

Et af de seks mandater mistede Nye Borgerlige tilmed få dage efter valget, da Mette Thiesen forlod partiet efter flere episoder, hvor hendes kæreste havde ageret truende og voldeligt.

Ikke nervøs for partiets linje

Det er kun lidt over en uge siden, at formand Pernille Vermund erklærede, at hun havde i sinde at stoppe som formand. Nu følger næstformand Peter Seier Christensen så trop.

Det var ellers netop de to, der i efteråret 2015 sammen stiftede Nye Borgerlige.

Peter Seier er ikke nervøs for, at partiet med udskiftningen i partitoppen kommer til at lægge en anden linje.

- Det er noget af det, som vi har snakket om, og det er også noget, som jeg har snakket med specielt Boje om, og han ønsker at føre partiet videre ud fra det spor, vi har lagt, siger Peter Seier Christensen.

Onsdag eftermiddag har Kim Edberg Andersen, som også er medlem af den fem mand store folketingsgruppe i Nye Borgerlige, meldt sig som kandidat til næstformandsposten.

- Peter Seier har ønsket at træde tilbage som politisk næstformand, og det har Peter gjort, fordi han siger, at han har brugt mange år på det, og tiden den var kommet, siger han i en video på Facebook.

- Samtidig med at Peter gør det, så har vi samtidig en drøftelse i vores folketingsgruppe, og der var et flertal, der ønskede, at jeg stillede mig til rådighed, siger Kim Edberg Andersen i videoen.