Samlet opposition afviser regeringens ultimatum om store bededag

Mette Frederiksen afviser at udtale sig om oppositionens afvisning. Det vil hun først gøre efter sin redegørelse for Folketinget i eftermiddag.

Samtlige partier uden om SVM-regeringen er gået sammen om at afvise regeringens ultimatum om at lade afskaffelsen af store bededag finansiere et kommende forsvarsforlig.

Det er en uhørt aggressiv måde at forhandle på

Alex Vanopslagh (LA), partiformand

Skulle regeringen stå fast på dén model, vil ingen af oppositionspartierne være med i det kommende forsvarsforlig.

Det skriver oppositionen i en fælles pressemeddelelse:

- Det er en uheldig situation, regeringen bringer Danmark i, når den gør afskaffelse af en helligdag til adgangsbillet til den næste forsvarsforligskreds.

Brud på den danske tradition

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) meddelte fredag, at han havde meddelt partierne bag Det Nationale Kompromis, at de inden for en uge skulle svare på, hvorvidt de ville stemme for afskaffelsen af store bededag eller ej.

Hvis partierne ikke stemmer for, vil de ikke blive inviteret til forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.

- Partierne betragter regeringens tilgang som et brud på den danske tradition for bredt samarbejde omkring Forsvaret, skriver partilederne for de ni oppositionspartier i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det er urimeligt at stille en samlet forligskreds over for én eneste mulig finansiering, som de fleste af partierne er imod. Derfor afvises krydset mellem afskaffelse af en helligdag og adgang til forligskredsen.

De ni partiledere bag pressemeddelelsen

  • Pia Olsen Dyhr, formand for Socialistisk Folkeparti
  • Inger Støjberg, partiformand for Danmarksdemokraterne
  • Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance
  • Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti
  • Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten
  • Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre
  • Franciska Rosenkilde, politisk leder for Alternativet
  • Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti
  • Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige

En "uhørt aggressiv" regering

I et interview med TV 2 beskylder Alex Vanopslagh regeringen for at bruge "bøllemetoder".

I et interview med TV 2 beskylder Alex Vanopslagh regeringen for at bruge "bøllemetoder". Derfor er Liberal Alliance blandt de ni partier, der nu i samlet flok har afvist regeringens ultimatum. Video: TV 2 NEWS

- Det er en uhørt aggressiv måde at forhandle på, og det er for magtfuldkomment. Det bliver vi nødt til at sige fra overfor, og det er jeg glad for, at vi gør i fællesskab, siger Alex Vanopslagh (LA) til TV 2.

Den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, stemmer i:

- Regeringen skal stoppe med at tage Forsvaret som gidsel. Det kan ikke passe, at man ikke må diskutere dansk forsvars indretning de næste ti år, fordi man ikke vil afskaffe en helligdag. Det er jo absurd.

Løber I ikke en stor risiko ved at stå udenfor?

- Vi løber ingen risiko, fordi så laver vi bare et nyt forsvarsforlig om et par år, når den her regering er faldet, siger Søren Pape Poulsen til TV 2.

På den anden side af midten vækker dagens samlede melding håb hos politisk ordfører Mai Villadsen (Ø).

- Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at regeringen vil lave så smal en aftale, som vil være konsekvensen, hvis man lukker alle de ni partier ude. Derfor regner jeg med, at det her selvfølgelig betyder, at regeringen kommer på nye tanker, siger hun til TV 2.

Kun ét oppositionsparti vil afskaffe helligdag

Selvom de ni partier altså nu har givet håndslag på, at de ikke vil "æde afskaffelsen af store bededag" for at blive en del af forsvarsforhandlingerne, er de ikke enige om, hvorvidt selve afskaffelsen er en god idé.

Radikale Venstre ser gerne, at helligdagen afskaffes, mens de resterende otte partier er imod.

- Vi synes, at regeringen stiller alle partierne, der ikke vil af med store bededag, i en helt urimelig situation, siger Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre. Video: TV 2 NEWS

- Vi synes, at regeringen stiller alle partierne, der ikke vil af med store bededag, i en helt urimelig situation, siger Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre.

- Som tidligere udenrigsminister skærer det mig i hjertet at se, at man skaber splittelse på et område, hvor vi burde samle partierne – bag dansk sikkerhedspolitik, bag dansk forsvar, tilføjer han.

TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen (S). Hun vil i stedet udtale sig efter sin redegørelse for Folketinget. Den giver hun klokken 13.