Regeringen fastholder: Store bededag afskaffes uanset hvad

Den store diskussion om afskaffelsen af store bededag rokker ikke ved, at regeringen har i sinde at stemme forslaget igennem, siger Mette Frederiksen.

Det er fortsat SVM-regeringens holdning, at afskaffelsen af store bededag skal være med til at finansiere det kommende forsvarsforlig.

Det siger regeringens tre partiledere, efter en samlet opposition tirsdag har meddelt, at de nægter at deltage, hvis regeringen fastholder kravet om, at afskaffelsen af store bededag er en adgangsbillet til forhandlingerne.

Fra statsminister Mette Frederiksen (S) lyder det, at regeringen "altid er modtagelig for andre gode idéer".

Men selv hvis oppositionen skulle få en bedre idé til finansieringen af forsvarsforliget, er det fortsat regeringens holdning, at helligdagen skal afskaffes. Det vil blive stemt igennem, siger hun.

Men det er ikke længere ultimativt, at man støtter afskaffelsen af store bededag for at kunne være med i forliget?

- Der skal selvfølgelig være en sammenhæng mellem udgifter og finansiering. Vi har lagt vores forslag på bordet, og vi mener, det er et godt forslag. Nu kommer Folketingets partier så og siger, at de gerne vil diskutere en anden finansiering, og det glæder vi os så til at se, siger Mette Frederiksen.

"Det er jo helt almindeligt"

Forsvarsministeren sagde fredag, at han havde meddelt partierne bag Det Nationale Kompromis, at de inden for en uge skulle svare på, hvorvidt de ville stemme for afskaffelsen af store bededag eller ej.

Hvis partierne ikke stemmer for, vil de ikke blive inviteret til forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.

Jakob Ellemann-Jensen svarer tirsdag ikke klart på, hvorvidt det stadig er en decideret adgangsbillet til forhandlingerne.

Når man skal bruge penge, så skal man også være med til at finde penge

Jakob Ellemann-Jensen (V), forsvarsminister

Til gengæld siger han, at han for nuværende ikke er blevet præsenteret for et eneste alternativ til helligdagen, som kan samle et flertal bag sig.

Skulle oppositionspartierne nå frem til "realistiske" forslag til anden finansiering af forsvarsforliget, vil han selvfølgelig lytte, siger Ellemann:

- Det er jo helt almindeligt på Christiansborg, at når man skal bruge penge, så skal man også være med til at finde penge.

"Jeg synes ikke, vi tromler"

I et interview med TV 2 siger Mette Frederiksen, at regeringen "ikke har noget ønske om" at lave et forsvarsforlig udelukkende på SVM-regeringens mandater.

Det ønsker du ikke, men er du klar til det?

- Jeg formulerer mig nu engang på den måde, jeg gør.

Statsministeren afviser samtidig fagbevægelsens ønske om en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag.

Ønsket fra fagbevægelsen kommer efter en gevaldig krads kritik fra fagbevægelsen af dig og regering om, at I tromler henover arbejdsmarkedets parter. Hvor ondt gør det på dig som socialdemokratisk statsminister?

- Jeg synes ikke, at vi tromler. Og jeg har meget, meget stor respekt for fagbevægelsen. Det ved alle. Jeg har selv været i den. Men ansvaret for den overordnede danske politik er nu engang her i huset, siger Mette Frederiksen med henvisning til Christiansborg.

Mette Frederiksen gentager desuden tirsdag, at hun ikke kan se det problematiske i, at danskerne skal arbejde en dag ekstra.