En række SF-lokalformænd går mod Pia Olsen Dyhr – vil have afstemning om store bededag
Selv om partitoppen afviser en folkeafstemning, er spørgsmålet om store bededag så afgørende, at ni lokalformænd støtter en afstemning.
Det er helt rimeligt at sende spørgsmålet om en afskaffelse af store bededag til en folkeafstemning.
Det siger flere lokalformand i SF i dag til TV 2, selv om partiformand Pia Olsen Dyhr (SF) "principielt set" ikke mener, at bededagen kan retfærdiggøre en folkeafstemning.
TV 2 har været i kontakt med 52 ud af 93 lokalformænd. Ni af disse mener, at SF skal lægge mandater til en folkeafstemning, mens andre ni er imod. De øvrige vil enten ikke svare klart ja eller nej, eller også ønsker de ikke at udtale sig til TV 2.
En af de lokalformænd, som mener, at en folkeafstemning er nødvendig, er Michael Egelund Andersen fra SF i Faaborg-Midtfyn.
- Det er danskerne, det går ud over, så derfor synes jeg, det er fair at spørge dem, siger han til TV 2.
- Drop skattelettelser i stedet
Det er SVM-regeringen, der i sit regeringsgrundlag har fremlagt, at danskerne skal til at arbejde på en helligdag, og statsminister Mette Frederiksen (S) har udpeget store bededag som den mest oplagte helligdag at afskaffe.
Lokalformanden på Fyn bliver bakket op af Karsten Filsø, der er lokalformand i Holstebro og indtil for nylig også sad i Folketinget for SF, mens politisk ordfører Signe Munk var på barsel.
- Det er et svært spørgsmål, men jeg vil sige ja til, at der skal være en folkeafstemning, siger han.
Karsten Filsø begrunder blandt andet ønsket om en folkeafstemning med, at afskaffelsen af store bededag direkte indgår i regeringens planer som en finansiering af militære udgifter i forbindelse med, at Danmark hurtigere skal op at bruge to procent af BNP på forsvaret, som er NATO-kravet.
- Jeg ved godt, at Karsten Hønge (beskæftigelsesordfører, red) har sagt, at man skal være påpasselig med det her. Men regeringen er så rigid i sin sammenkobling med forsvaret, at det er nødvendigt. Der er andre muligheder for finansiering, man kunne eksempelvis vælge at droppe skattelettelser, siger Karsten Filsø til TV 2.
Kræver 60 mandater
Hvis en afskaffelse af store bededag skal sendes til folkeafstemning, kræver det mindst 60 mandater ud af Folketingets 179.
I øjeblikket er det kun Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og løsgængeren Mette Thiesen, der klart har tilkendegivet, at de vil stemme for en folkeafstemning. De kan tilsammen mønstre 20 mandater.
Hvis SF også skulle ende med at støtte en folkeafstemning, vil der være 35 mandater.
Hvis Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Alternativet skulle støtte en folkeafstemning, vil der være 65 mandater og dermed grundlag for en folkeafstemning. Ingen af de tre sidstnævnte partier kan for nuværende støtte en folkeafstemning, men vil ikke udelukke, at det kan blive aktuelt.
For voldsomt med folkeafstemning
Står det til SF-lokalformand i Vejle Britta Bitsch, er det dog forkert at sende bededags-spørgsmålet til afstemning blandt danskerne. Selv om hun er modstander af at afskaffe helligdagen.
- Det er selvfølgelig forfærdeligt, at regeringen tromler fagbevægelsen, men jeg tror simpelthen ikke, at en folkeafstemning er den rette løsning på nuværende tidspunkt, siger hun.
Heller ikke SF's lokalformand Jan Kjær fra Høje Taastrup er begejstret ved tanken om at afskaffe en helligdag, men han synes alligevel, at en folkeafstemning vil være for voldsom.
- Det redskab skal bruges nøje, og vi har trods alt valgt 179 folketingsmedlemmer af en grund. Vi skal kun bruge folkeafstemninger, når det eksempelvis handler om Danmarks sikkerhed og suverænitetsafgivelse, siger han.
Men netop fordi, det er et spørgsmål om forsvaret i en tid, hvor situationen i Ukraine er så alvorlig, er det på sin plads med en afstemning, påpeger Niels Mørup, der er lokalformand i Helsingør.
- Når regeringen på den måde kæder pengene fra en sløjfet helligdag sammen med investeringer i forsvaret, er det da virkelig et principielt spørgsmål. Forsvarsforliget skal holde i mange år, og så duer det ikke med det mindst mulige flertal, siger han med henvisning SVM-regeringens 89 mandater.
Olsen Dyhr holder en lille dør på klem
Pia Olsen Dyhr ønsker ikke at forholde sig til rækken af lokalformænd, der gerne vil have en folkeafstemning om store bededag.
Tidligere tirsdag sagde hun dog til TV 2, at SF ikke støtter en folkeafstemning.
- Vi er imod afskaffelse af store bededag og synes, det er en rigtig dårlig idé. Men jeg vil meget gerne huske folk på, at vi bruger ikke redskabet med folkeafstemninger særligt meget i Danmark andet, end når der er tale om Danmarks internationale rolle.
Tirsdag eftermiddag åbner Pia Olsen Dyhr dog en dør på klem for, at også SF kan støtte en folkeafstemning.
- Man har aldrig principper uden undtagelser, og lige nu må jeg sige, at jeg lytter til, at mange, mange danskere efterhånden skriver under på denne her underskriftsindsamling. Det påvirker også mig.
Tirsdag morgen opfordrede Fagbevægelsens Hovedorganisation danskerne til at skrive under på, at de ønsker en folkeafstemning om store bededag. Klokken 16.37 havde flere end 100.000 danskere skrevet under på, at politikerne skal "holde fingrene fra vores store bededag".