Ellemann om kritik: - Det er et stort vink med en vognstang
"Tillid er godt," siger forsvarsministeren om sit ministerium, "men man bliver nok nødt til at følge op".
Kritikken fra Statsrevisorerne er "et stort vink med en vognstang om, at tingene skal gøres bedre".
Sådan lyder det fra forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i et interview med TV 2.
Revisorerne påtalte mandag blandt andet, at Forsvarsministeriet ikke har "levet op til grundlæggende og almindeligt udbredte principper for god statslig økonomistyring".
- Det skal vi tage meget, meget alvorligt, siger Ellemann.
Tør ikke spå om dato
De seks statsrevisorer, som alle er udpeget af Folketinget, tog i januar sidste år initiativ til undersøgelsen, da det stod klart, at Hærens 1. brigade ikke ville blive klar inden 1. januar 2024 som lovet. Brigaden skal bidrage til NATO's samlede forsvar og bestå af 4000 soldater, som kan indsættes i skarpe missioner.
Men ifølge Statsrevisorerne kan Forsvarsministeriet på nuværende tidspunkt ikke redegøre for, "om forligsmidlerne er anvendt til at løse de opgaver og nå de mål og effektiviseringer, som er forudsat i forsvarsforliget 2018-2023".
Den nye forsvarsminister kan da heller ikke svare på, hvornår brigaden vil stå klar.
- Det, der jo i mellemtiden er kommet ind, er en krig i Europa. Der er brug for at hjælpe dem, der kæmper krigen for os. Det er ukrainerne. Vi skylder også dem at hjælpe dem, siger han og tilføjer:
- Stoltenberg (NATO's generalsekretær, red.) har været ret præcis på det her område og sagt, at det eneste, der kan undskylde en forsinkelse, er, at vi har travlt med at hjælpe ukrainerne. Det har vi også.
"Tillid er godt, men..."
Forsvarsministeren afviser at svare klart på, hvorvidt kritikken fra Statsrevisorerne vil føre til afskedigelser i Forsvarsministeriet.
- Jeg vil primært fokusere på, hvordan vi får styr på det her fremadrettet. Altså: Hvordan sikrer vi, at vi ikke begår samme fejl, som man har gjort tidligere?
Har du tillid til det, når du har de samme folk siddende i dit ministerie?
- Jeg har tillid til, at man lytter meget, meget grundigt til den her kritik, og det har jeg også tænkt mig at følge op på. Fordi tillid er godt, men man bliver nok nødt til at følge op, siger forsvarsministeren.
Er blevet kritiseret i årevis
Allerede i forsvarsforliget fra 2018 blev det skrevet ind, at ministeriets økonomistyring skulle styrkes.
Men under et pressemøde mandag lød det fra Statsrevisorernes formand, Mette Abildgaard (K), at forhandlerne "måske lige skulle have taget sig en time mere til at overveje, hvordan det skulle gøres".
Siden har henholdsvis Trine Bramsen (S) og Morten Bødskov (S) haft stillingen som forsvarsminister.
Da NATO i 2020 kaldte "manglen på fremdrift" i forhold til brigaden "bekymrende", svarede Trine Bramsen, at det var "ren politik".
Den udtalelse havde formanden for Statsrevisorerne mandag ingen kommentarer til. På Twitter kalder den socialdemokratiske forsvarsordfører, Simon Kollerup, imidlertid kritikken for "meget tung, nedslående og alvorlig".