Politik

Vermund vil stoppe som formand: - Jeg skal have mit liv tilbage

Pernille Vermund håber på en hurtig overgang, så en nyvalgt leder har god tid til at lede partiet frem mod det næste folketingsvalg.

Pernille Vermund vil stoppe som formand for Nye Borgerlige.

Det skriver hun på partiets hjemmeside, hvor der blandt andet også står, at dette bliver hendes sidste periode i Folketinget.

- Det er slidsomt at være formand, men vi skylder alle at gøre, hvad vi kan for vores land. Jeg synes, jeg har gjort, hvad jeg kunne de seneste syv et halvt år, siger Pernille Vermund til TV 2 og tilføjer:

- Jeg bliver i Folketinget valgperioden ud, men så skal jeg også hjem og have mit liv og min familie tilbage.

Pernille Vermund opfordrer partiet til hurtigst muligt at vælge en ny formand, men vil ikke selv pege på, hvem hun ser som sin efterfølger.

Nye Borgerlige vælger formand på sit årsmøde, hvor det næste er i oktober. Men Vermund siger, at hun kan se fordele i at indkalde til et ekstraordinært årsmøde inden da, så en ny leder kan sætte sin retning.

Skuffende valgresultat

Pernille Vermunds melding kommer efter et skuffende folketingsvalg for Nye Borgerlige i november 2022.

Partiet havde længe ligget godt i mange meningsmålinger i tiden op til, men danskerne gav kun Pernille Vermunds parti 3,7 procent af stemmerne og seks mandater.

Et af dem mistede Nye Borgerlige tilmed få dage efter valget, da Mette Thiesen forlod partiet efter flere episoder, hvor hendes kæreste havde ageret truende og voldeligt.

Oven i det sparsomme valgresultat endte regeringsforhandlingerne også på en måde, hvor Nye Borgerlige i hvert fald som udgangspunkt ikke er i nærheden af at have afgørende mandater.

Pernille Vermund afviser over for TV 2, at Nye Borgerlige er i krise, men hun erkender, at partiet ikke er der, hvor hun havde håbet.

Hun sender samtidig noget af skylden for problemerne videre til Venstre.

- Vi kunne godt have ønsket os flere medlemmer af vores folketingsgruppe, men selv hvis vi havde haft 15 folketingsmedlemmer, havde vi ikke meget at bruge dem til. Venstre har sprængt en bombe under det borgerlige Danmark, og der er lange udsigter til, at der kan komme et flertal.

Deadline for eget exit

Efter folketingsvalget i 2019 sagde Pernille Vermund, at hun ikke havde tænkt sig at være på Christiansborg i mere end to valgperioder, fordi hun ikke ønskede at "gro fast".

Med den udmelding skulle indeværende valgperiode altså være Vermunds sidste, men under valgkampen i oktober 2022 ville Pernille Vermund ikke længere love, at denne valgperiode skulle blive den sidste.

- Jeg tror, at det er nødvendigt, at jeg står i spidsen for Nye Borgerlige, hvor vi skal have løst udlændingepolitikken fra bunden, sagde hun blandt andet til Ekstra Bladet.

Men i dag, cirka to en halv måned senere, mener Pernille Vermund altså, at det er på tide, at nye kræfter tager over.