Politik

Mette Frederiksen kalder det "billigt sluppet", men flertal af danskerne vil bevare helligdag

Nye Borgerlige meddelte torsdag, at de ville forsøge at udløse en folkeafstemning om, hvorvidt store bededag skal afskaffes.

Da den nye SVM-regering onsdag præsenterede regeringsgrundlaget, kom det blandt andet frem, at de tre partier ønsker at afskaffe en helligdag – "givetvis" store bededag.

Blandt andet for at "finansiere nogle øgede forsvarsudgifter", argumenterede statsminister Mette Frederiksen (S).

Mens hun kalder det "relativt billigt sluppet", tyder en ny Megafon-måling lavet for TV 2 imidlertid på, at danskerne er af en anden holdning.

43 procent af de adspurgte svarer, at de er helt uenige i, at det er en god idé at afskaffe en helligdag som en del af finansieringen af øgede forsvarsudgifter, mens 13 procent er overvejende uenige.

Samlet 29 procent melder sig overvejende eller helt enige.

Forslag kasseret i 2012

Det er ikke første gang, at store bededag foreslås afskaffet.

S-SF-R-regeringen luftede i 2012 samme idé i forbindelse med de daværende trepartsforhandlinger.

Her forsøgte daværende finansminister, Bjarne Corydon, at overbevise lønmodtagerne, men forslaget blev hurtigt fejet af bordet.

- I 2012 havde vi såmænd nok kunne samle et flertal, men vi havde et princip om, at det skulle ske efter aftale (mellem arbejdsmarkedets parter, red.), siger Bjarne Corydon, der i dag er chefredaktør på Dagbladet Børsen.

'Det rene vanvid'

Selvom fagforeninger allerede nu er vrede over regeringen forslag, har det næppe samme effekt som i 2012. I det nye regeringsgrundlag lægges der nemlig alene op til, at beslutningen træffes politisk.

Raseriet er dog langt fra forbeholdt fagbevægelsen.

At afskaffe store bededag er simpelthen det rene vanvid

Morten Messerschmidt (DF), formand

Også Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har kritiseret forslaget i skarpe vendinger.

- Det er virkelig fuldstændig skævt, skriver Mai Villadsen (Ø) på Twitter og tilføjer, at en afskaffelse af store bededag vil betyde, at "helt almindelige hårdtarbejdende danskere skal betale med deres velfortjente fridag for at dem, der har mest, kan få topskattelettelser og selskabsskattelettelser".

Også Morten Messerschmidt (DF) er gået til tasterne:

- At afskaffe store bededag er simpelthen det rene vanvid. Vi skal ikke ændre vores traditioner og helligdage i rationalismens navn, skriver han på Twitter.

Kræver folkeafstemning

I Nye Borgerlige er de gået skridtet videre i kampen for store bededag.

Partiet vil forsøge at samle de nødvendige 60 mandater, der skal til for at aktivere paragraf 42, der siger, at en tredjedel af Folketingets medlemmer kan udløse en folkeafstemning om et lovforslag.

Partiformand Pernille Vermund (NB) begrunder det med, at store bededag "for mange af os danskere er forbundet med vigtige traditioner".

En rundringning til Folketingets partier viser dog, at Nye Borgerliges forslag ikke har den fornødne opbakning. Det er nemlig udelukkende Nye Borgerlige selv, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der står klar til at aktivere paragraf 42, mens SF, Liberal Alliance og Alternativet siger nej.

Trækker man regeringens og nej-partiernes mandater fra puljen, kan der ikke findes 60 mandater.

Var det lykkedes Nye Borgerlige at samle 60 mandater, ville det blot være anden gang i danmarkshistorien, at paragraf 42 var taget direkte i brug.