47 procent af danskerne: Regeringen udvander nedslidtes mulighed for tidlig tilbagetrækning

Regeringen vil indføre en ny "Arne plus"-ordning, der skal erstatte både seniorpensionen og den nuværende Arne-pension.

Regeringen vil sammenlægge seniorpensionen med Arne-pension, så der fremover kun findes én ordning for tidligere tilbagetrækning.

Navnet er på plads: "Arne plus". Men da den nye regering onsdag præsenterede det samlede regeringsgrundlag, ville statsminister Mette Frederiksen (S) ikke sige, hvornår den nye model forventes at være klar.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger fredag til TV 2, at løsningen vil "fremtidssikre et system, der samtidig bliver mere simpelt". Dermed styrker man altså ifølge regeringen de nedslidtes rettigheder.

Men i en ny Megafon-måling lavet for TV 2 svarer 47 procent af de adspurgte modsat, at nedslidtes mulighed for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet vil blive enten dårlige eller meget dårligere under den nye regering.

9 procent svarer, at de nedslidtes muligheder vil blive enten bedre eller meget bedre, men 32 procent hælder til, at det vil blive status quo. 12 procent svarer "ved ikke".

Bluffnummeret blev til virkelighed

Da Socialdemokratiet i 2019 gik til valg, var det blandt andet med et valgløfte om en ret til tidligere pension for danskere med mange år på arbejdsmarkedet.

Af Lars Løkke Rasmussen, som dengang var statsministerkandidat for Venstre, blev det socialdemokratiske valgløfte undervejs stemplet som et bluffnummer.

Bluff-beskyldningen var ikke nok til at holde Mette Frederiksen fra statsministerposten, og under S-regeringen blev retten til tidligere pension en realitet – bedre kendt som Arne-pensionen.

Kritiske socialdemokrater

Venstre med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen var først imod.

Men i månederne op til valgkampen vendte partiet pludselig på en tallerken og konstaterede, at "et stort flertal i Folketinget har fredet ordningen".

Det var derfor ikke overraskende, at Arne-pensionen overlevede regeringsdannelsen. Men den model, SVM-regeringen er landet på, beroliger ifølge Megafon-målingen ikke partiernes egne vælgere.

49 procent af de vælgere, der stemte på Socialdemokratiet ved valget 1. november, tror, at nedslidtes mulighed for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet vil blive dårligere eller meget dårligere under den nye regering.

V- og M-vælgere er mere positive

Hos de nye regeringspartier er vælgerne dog mere optimistiske.

28 procent af Moderaternes vælgere forventer dårligere eller meget dårligere muligheder for de nedslidte, mens det gælder 26 procent af Venstres vælgere.

12 procent af Venstres vælgere svarer tværtimod, at mulighederne vil blive bedre eller meget bedre.

Det samme gælder 16 procent af Moderaternes.