Politik

Regering afviser at undersøge, om fængslede Samsam var dansk agent

Under valgkampen lovede alle tre regeringspartier at undersøge sagen om Ahmed Samsam, som rejste til Syrien.

Fængslede Ahmed Samsam bliver trods løfter ikke en del af en kommende undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.

Det siger den nye justitsminister, Peter Hummelgaard (S), torsdag.

Alle tre partier i regeringen lovede ellers under valgkampen at undersøge sagen om Samsam, som ifølge flere medier var dansk agent.

Men det afviser justitsministeren, efter at regeringen er blevet dannet.

- Regeringen har ikke fundet anledning til at nedsætte en undersøgelseskommission om det specifikke spørgsmål. Og det har jeg ikke yderligere at føje til, siger Hummelgaard.

Er der noget, som du overhovedet har en holdning til?

- Jeg har masser af holdninger til politik, men til de her komplicerede sagskomplekser har jeg ikke nået at få en tilbundsgående orientering nok til, at jeg kan stå her og give nagelfaste konklusioner på de spørgsmål, siger Hummelgaard.

- Abekastningsspil

Der foregik "et abekastningsspil" mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste (PET) i forbindelse med sagen.

Det sagde tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) torsdag i et interview med BT.

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

I 2020 blev han udleveret til Danmark, hvor han afsoner resten af sin straf i Enner Mark Fængsel i Horsens.

Ahmed Samsam har erkendt, at han rejste til Syrien i 2013 og 2014 for at tilslutte sig IS. Men han gjorde det på vegne af de danske efterretningstjenester for at spionere for Danmark, har han forklaret.

Berlingske og DR Nyheder har på baggrund af anonyme kilder beskrevet, hvordan Ahmed Samsam skulle være blevet hvervet af danske efterretningstjenester.