Ny transportminister tidligere dømt for at køre for stærkt

Det er ikke en del af jobbeskrivelsen selv at føre sin nye ministerbil, siger den netop udpegede transportminister.

Det har været en dag med fart på for Danmarks nye transportminister, Thomas Danielsen (V).

I formiddags mødte han først dronningen og den danske presse på Amalienborg sammen med sine nye ministerkolleger.

Derefter kørte ministerbilen til Transportministeriet, hvor afgående transportminister Trine Bramsen (S) afleverede stafetten til sin efterfølger.

Men noget tyder på, at høj fart ikke er uvant for den nye transportminister.

I bagagerummet har han nemlig en dom for at køre for stærkt.

Ophævede immunitet

Tilbage i marts 2014 blev Thomas Danielsen målt til at køre 161 kilometer i timen på en motorvejsstrækning ved Køge, hvor man måtte køre op til 130 kilometer i timen.

Men politikeren, der på daværende tidspunkt sad i Folketinget for Venstre, nægtede at anerkende målingen. Derfor valgte han at få ophævet den politiske immunitet, som folketingsmedlemmer normalt har, og tog sagen i retten.

- Jeg vidste, at der var sket en fejl ved den her måling, siger Thomas Danielsen dengang til TV MIDTVEST.

Men i byretten i 2015 ville dommeren ikke afvise motorcykelbetjentens målemetode. Thomas Danielsen måtte bide både en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet i sig.

Som jeg har forstået det indtil videre, er det ikke en del af jobbeskrivelsen som transportminister selv at føre ministerbilen

Thomas Danielsen (V), transportminister

Derfor måtte Venstre-politikeren tage et nyt kørekort.

Vil ikke ændre på sig selv

Sagen fik en del medieopmærksomhed gennem de to år, den stod på.

I 2016 var Thomas Danielsen dog ikke nervøs for, om sagen ville skade ham ved de folketingsvalg, der måtte komme.

- Jeg har det sådan lidt afslappet. Folk har valgt mig for den person, jeg er, og det har jeg egentlig ikke tænkt mig at lave om på. Og hvis folk så synes, at jeg repræsenterer dem på en dårlig måde, så går jeg ud fra, at de ikke stemmer på mig, sagde han til TV MIDTVEST.

Venstre-politikeren er da også blevet valgt ved samtlige folketingsvalg siden, ligesom han har haft adskillige ordførerskaber og udvalgsformandsposter.

Lovarbejdet – eller bilerne – må ikke køre for stærkt

Thomas Danielsen (V), transportminister

Ikke en del af jobbet

Kort efter at Thomas Danielsen (V) torsdag eftermiddag fik overdraget Transportministeriet, mødte TV 2 en glad minister, der glæder sig til at komme ud af starthullerne i sin nye stilling.

Da ministeren blev spurgt til dommen, der efterhånden har fået nogle år på bagen, trak han på smilebåndet.

- Som jeg har forstået det indtil videre, er det ikke en del af jobbeskrivelsen som transportminister selv at føre ministerbilen. Så jeg håber, at jeg kan få det til at lykkes, sagde Thomas Danielsen til TV 2.

Men kommer lovgivningen stadig til at gå stærkt?

- Lovarbejdet – eller bilerne – må ikke køre for stærkt, nej, grinte Thomas Danielsen.