Løkkes fantasi bliver til virkelighed som ny udenrigsminister
Den nye udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, fik et kort og kompas af Jeppe Kofod, som forlader posten.
Mens det er en bevæget Jeppe Kofod (S), som torsdag overdrager Udenrigsministeriet til Lars Løkke Rasmussen (M), er det derimod den nye udenrigsministers fantasi, som bliver til virkelighed.
Det siger han i sin tale til Udenrigsministeriets medarbejdere og den afgående minister.
- Jeg står her i dag med en følelse af, at fantasien bliver til virkelighed. Jeg har været statsminister, og nu er jeg udenrigsminister. Og så ophører enhver fysisk lighed med Birgitte Nyborg vist også, siger Løkke med et smil.
Han henviser til, at hovedkarakteren i tv-serien 'Borgen' er politikeren Birgitte Nyborg, der også bliver udenrigsminister efter at have været statsminister.
Kompas og kort
Jeppe Kofod giver traditionen tro den nye minister en gave. Det er et kompas og et kort over Østeuropa.
- Det store spørgsmål er så altid, hvad man gør, hvis kort og terræn ikke passer sammen. Så må man følge terrænet, og så må man improvisere. Det har jeg gjort et par gange, siger Lars Løkke Rasmussen om gaven.
Det er en frase, som Løkke har brugt flere gange i løbet af sin lange politiske karriere.