Flere ting overraskede kommentatorerne – men særligt én ministerpost skaber undren
Politisk redaktør på TV 2 peger blandt andet på de otte nye ministre, der bliver allermest centrale i den nye regering.
Danmark har fået en ny SVM-regering med 23 nye ministre, som netop er blevet præsenteret for dronningen på Amalienborg.
Socialdemokratiet har med sine 11 ministerposter fået flest ministre, mens Venstre har fået 7 og Moderaterne 5.
Politisk redaktør på TV 2 Hans Redder og politisk kommentator Hans Engell peger på noget af det mest interessante og opsigtsvækkende ved den nye bunke ministre.
Overraskende forsvarsminister
Først og fremmest hæfter Hans Redder sig ved, at Jakob Ellemann-Jensen (V) er blevet forsvarsminister.
- Ellemann er regeringens nummer to. Det plejer ikke at være regeringens nummer to, der har posten som forsvarsminister, så det havde ikke været mit første bud på, hvad han skulle, siger Redder, der dog ikke tror, at Ellemann ser sin nye post som et nederlag:
- Jeg tror, at han oprigtigt gerne vil være forsvarsminister. Han har jo selv været udsendt og er dybt passioneret, når det kommer til forsvarspolitik og Danmarks sikkerhed. Forsvarsminister er dog ikke den eneste titel, som Ellemann har fået.
Venstre-formanden har også fået titlen som "vicestatsminister", og det undrer politisk kommentator Hans Engell:
- Det er ikke en officiel titel. Du kunne lige så godt kalde dig kejser af Kina, siger Hans Engell, der vurderer, at titlen er et forsøg på at gøre Ellemans post "finere".
Tunge poster til S
Flere havde spekuleret i, om Jakob Ellemann-Jensen ville blive finansminister. Men den post beholder Nicolai Wammen (S). Og det er ikke den eneste tunge ministerpost, som Socialdemokratiet har holdt fast i.
- Jeg er nok lidt overrasket over, at det er lykkedes Mette Frederiksen at holde på mange af de helt store, tunge poster, siger Hans Redder og fortsætter:
- Socialdemokratiet er nok godt tilfredse med, hvordan kabalen er gået op.
For udover statsministerposten er også tunge poster som finansminister, justitsminister og erhvervsminister fortsat i socialdemokratiske hænder.
Men de to politiske eksperter undrer sig alligevel over nogle af de interne rokader på ministerposterne, der er sket med de ministre, der både indgik i den tidligere regering og den nye:
- Der er nogle rokader, som kræver en vis logisk forklaring, siger Hans Engell og peger på en række ministre, som har gjort det godt i deres tidligere stillinger.
Undrende interne rokader i S
De interne rokader, der undrer eksperterne, er eksempelvis tidligere justitsminister Mathias Tesfaye, som bliver ny børne- og undervisningsminister samt Peter Hummelgaard, der skifter posten som beskæftigelsesminister ud med justitsministeriet.
Også at Dan Jørgensen forlader posten som klimaminister vækker undren, selvom han dog får lov til at forblive minister i spidsen for et helt nyt ministerium for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
Selvom Mette Frederiksen er lykkedes med at sætte sig tungt på en række vigtige poster, bemærker Hans Engell dog, at Socialdemokratiet har måtte vinke farvel til hele ni tidligere ministre.
- Det er tankevækkende, hvem der stopper. Hvorfor? Hvad har de tilfælles?, spørger Hans Engell.
På trods af at ni tidligere S-ministre er blevet fyret, er der ikke en eneste ny minister i den socialdemokratiske trup, der ikke har været minister før. Sådan ser det ikke ud i Moderaternes lejr.
Moderate ministre
Der var nemlig også overraskelser iblandt de fem nye moderate ministre.
Formand Lars Løkke Rasmussen skal nemlig bestride posten som udenrigsminister, og det tyder ifølge Hans Redder på, at han ikke direkte kommer til at blive en del af de reformer, som nu skal forhandles, og som han har talt meget om under valgkampen.
Posten kræver nemlig mange rejsedage.
At Jakob Engel-Schmidt (M) bliver ny kulturminister, "skal nok blive underholdende", lyder det fra Engell, mens Redder er overrasket:
- Det er interessant fordi, han ellers havde indikeret, at han slet ikke skulle være minister, siger Hans Redder.
Eksperterne peger også på det overraskende i, at tidligere direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, der ikke er valgt ind i Folketinget, bliver erstatning for Dan Jørgensen (S) - uden at være valgt til Folketinget.
- Det er i det hele taget en rigtig spændende ministerliste, siger Hans Engell overordnet om landets nye regering.
Hør Hans Redder forklare regeringsgrundlaget i TV 2s nyhedspodcast 'Dato'.