Dette billede viser virkelig en ny tid i dansk politik, siger politisk kommentator
Et billede af to "ærkefjender", der krammer efter flere ugers regeringsforhandlinger, vidner om nye tider, siger Søs Marie Serup.
Et sjældent syn blev torsdag foreviget forud for præsentationen af statsminister Mette Frederiksens nye ministerhold.
Billedet viser Mette Frederiksen (S) i, hvad der ligner en kærlig omfavnelse, af hendes politiske rival Jakob Ellemann-Jensen (V).
Det ikke er første gang, at de to rivaler giver hinanden et kram. Men denne gang kom omfavnelsen som kulminationen på flere ugers forhandlinger mellem de to rivaler, der i sidste ende endte med en bred regering – og en titel til Jakob Ellemann-Jensen som forsvarsminister samt vicestatsminister i Mette Frederiksens regering.
Politisk kommentator Søs Marie Serup har ikke fantasi til at forestille sig et lignende scenarie mellem tidligere formænd for de to gamle partier.
- Det er virkelig en ny tid i dansk politik. Det er ærkefjenderne. Det er dem, der har fået ind med modermælken, at man ikke har tillid til hinanden, og at modpartens politik er det modsatte af det, man selv synes er en god ide. Så det er virkelig nye tider, siger hun til TV 2
- Et historisk billede
Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv og har en fortid i Folketinget og som minister, mener også, at billedet er noget helt særligt.
- Der går tit inflation i at kalde noget historisk. Men det billede, det er historisk, siger han til TV 2.
Han fortæller, at han aldrig så noget tilsvarende mellem formænd for de to partier i sine 25 år i Folketinget.
- Der er sikkert nogle i deres bagland, der tænker, hvad er nu det for noget, siger han.
Brian Mikkelsen hæfter sig også ved, at omfavnelsen kommer på en dag, hvor de to politikere er særligt glade og lettede efter flere ugers regeringsforhandlinger.
- Det er også en dag, hvor man er glad. Man er blevet minister. Projektet, som man har arbejdet med alle de her uger, er lykkedes, siger han.
Krammede også en anden tidligere rival
Mette Frederiksen fandt torsdag også tid til at omfavne en anden af sine helt store rivaler. Nemlig Moderaternes nuværende og Venstres forhenværende formand, Lars Løkke Rasmussen, der nu kan kalde sig udenrigsminister.
Ifølge Søs Marie Serup er udnævnelsen af Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister fuldbyrdelsen af det projekt, som han startede, da han trådte ud af Venstre. En beslutning, der ikke blev godt modtaget blandt de tidligere partikammerater.
- At han så ovenikøbet snupper den meget prestigefyldte udenrigsministerpost, må siges at være kronen på værket for det projekt, han satte i søen i slutningen af sidste valgkamp, siger Søs Marie Serup.
Hør hvordan Jakob Ellemann-Jensen selv oplevede regeringsforhandlingerne i TV 2s nyhedspodcast 'Dato'.