Regeringen vil give skattelettelser for fem milliarder

Der er skattelettelser til alle i arbejde, og 250.000 danskere får halveret deres topskat.

Det er markante skattelettelser, den kommende SVM-regering lægger op til i regeringsgrundlaget, som Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og Lars Løkke fremlægger på Marienborg.

Regeringen vil gennemføre en skattereform for fem milliarder kroner, står der er i regeringsgrundlaget med titlen "Ansvaret for Danmark".

Der er udsigt til skattelettelser i både bund- og topskatten og mere til enlige forsørgere. Og så er regeringspartierne enige om et skattestop, så hvis én skat hæves, skal en anden sænkes. Tobak- og nikotinprodukter er dog undtaget.

Skattelettelser i bunden for fire milliarder

Fire af de fem milliarder skal gå til at øge beskæftigelsesfradraget, altså det fradrag man får, hvis man arbejder.

Regeringen vil afsætte 0,3 milliarder til at forhøje det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere.

250.000 danskere får halveret deres topskat ved, at vi indfører en ny mellemskat

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen

Begge dele er i tråd med særligt Socialdemokratiet og Venstres skatteudspil fra valgkampen.

Socialdemokratiet gik til valg på et udspil om at sænke skatten på arbejde med fire milliarder om året ved blandt andet at hæve beskæftigelsesfradraget. S havde ligeledes tilgodeset enlige forsørgere.

Venstre gik til valg med et forslag om at afsætte 8,7 milliarder til skattelettelser. Venstre ville også hæve beskæftigelsesfradraget, og så foreslog partiet at bruge tre milliarder på et såkaldt fuldtidsfradrag, der skulle belønne familier med to voksne i arbejde.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen kalder det "gode solide Venstre-aftryk på den økonomiske politik".

- Det er især skattelettelser i bunden, som kommer alle, som går på arbejde, til gode.

Løkke får sin "top-topskat"

Og så er der markante lettelser i topskatten, fortæller Ellemann.

Topskatten får en grundig overhaling i regeringsgrundlaget blandt andet ved indførslen af en "mellemskat" og en ny "top-topskat".

- 250.000 danskere får halveret deres topskat ved, at vi indfører en ny mellemskat. Det er mange, siger Ellemann.

I dag skal man betale 15 procent i topskat af den del af indkomsten, der overstiger 552.500 kroner (600.543 kroner før am-bidrag).

Regeringen vil halvere satsen, så man fremover skal nøjes med at betale 7,5 procent for indkomsten fra topskattegrænsen op til 750.000 kroner. Det er det, der omtales som mellemskat.

Og så vil den nye regering øge topskatten på al indtjening over 2,5 millioner kroner med fem procentpoint.

- Vi vil indføre en top-topskat som noget nyt i vores skattesystem, siger fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) og toner dermed rent flag ved at kalde det samme navn, som Lars Løkke og Moderaterne foreslog i september.

Her slog Løkke til lyd for netop en ”top-topskat” for de rigeste danskere.

Regeringen vil også lette en række skatter for erhvervslivet.