Politik

Ellemann kalder statsministeren sin nye "mellemleder": - Det har gjort ondt

Ellemann afviser at fortælle, hvilken rolle han får i den nye SVM-regering. Til gengæld understreger han, at han fortsat er statsministerkandidat.

Blandt de tre partiledere, der onsdag præsenterede grundlaget for den nye SVM-regering, stak Jakob Ellemann-Jensen ud som den eneste, der ikke gik til valg på en regering over midten.

Han har tværtimod stået stejlt på, at han aldrig ville gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister.

Et løfte, som Venstre-formanden nu har brudt.

Du har gjort Mette Frederiksen til statsminister – nu er hun din chef. Hvordan skal vælgerne nogensinde kunne stole på noget, du siger igen?

- Var det det, jeg gik til valg på? Nej, det var det ikke. Var jeg meget ultimativ? Ja, det var jeg. Der er lang vej ned fra det træ. Jeg har ramt nogle grene undervejs. Det har gjort ondt, svarer Ellemann og tilføjer:

- Men helt ærligt: Skal jeg lade min egen stolthed forhindre, at vi gør det rigtige? Skal jeg af frygt for at blive stødt på manchetterne eller få nogle blå mærker lade være med at gøre det, der er rigtigt for Danmark? Nej, det skal jeg ikke.

Kalder Mette Frederiksen "mellemleder"

Trods stor nysgerrighed blandt de fremmødte journalister afviste de tre partiledere at løfte sløret for, hvilke ministerposter henholdsvis Ellemann og Løkke sætter sig på.

Til gengæld må man forstå på Jakob Ellemann-Jensen, at han fortsat er statsministerkandidat.

- Som formand fra Venstre er man som definition statsministerkandidat. Sådan er det altid, siger han.

Præmissen om, at Mette Frederiksen nu er hans chef, køber Venstre-formanden dog ikke:

- Min chef er Hendes Majestæt Dronningen – eller det bliver det i hvert fald i morgen. Jeg betragter statsministeren – det gjorde jeg også, da det i sin tid var Lars Løkke – som en slags mellemleder.

Efter at have høstet et par grin fra sine nye regeringskollegaer fortsætter Ellemann med en tone i den mere alvorlige ende af skalaen:

- Jeg tror, det er en postgang for tidligt (at tale om statsministerposter, red.). For hvad er perspektiverne i det her? Hvis vi kigger fire år tilbage, tror jeg, de færreste af os havde forestillet sig, at vi stod her i dag. Det er svært at sige, hvor vi står om fire år.

Advokatvurdering var kompromis

At Venstre nu har gjort Mette Frederiksen til statsminister, er ikke formandens eneste løftebrud.

Allerede søndag tonede Ellemann nemlig frem og aflivede Venstres krav om en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

Han begrundede det blandt andet med, at Moderaterne allerede i timerne forinden var bakket på kravet, og at der derfor ikke længere var et flertal for en vurdering – hverken med eller uden Venstres mandater vel at mærke.

Under pressemødet onsdag tilføjer Ellemann:

- Det er et af de kompromiser, vi har indgået undervejs. Og det er noget af det, som folk har slået sig på undervejs – det kan jeg godt mærke og se i min indbakke, siger Ellemann.

"Vi vælger hinanden"

Under pressemødet blev den nye konstellation flere gange kaldt et "arbejdsfællesskab". For der er stadig tale om tre forskellige partier, understreger Mette Frederiksen.

Derfor vil de ikke bilde danskerne ind, at de er enige om alt.

- Vi kan træffe de beslutninger, der er nødvendige. Vi kommer til at sigte højt, siger Mette Frederiksen og tilføjer, at hun på valgnatten stod på de nødvendige mandater til at danne regering alene på røde mandater:

- Det kunne godt være anderledes, men vi vælger hinanden til.

Det er fortsat uvist, hvor mange ministerposter der tilfalder hvert parti – og dermed også hvem ministrene bliver.

Det samlede ministerhold vil blive præsenteret torsdag.