Broget billede tegner sig forud for møde i Venstres hovedbestyrelse
Jakob Ellemann-Jensens beslutning om at droppe krav om en uvildig vurdering af minksagen bliver både kaldt klog og forkert.
Der bliver nok at tage fat om, når hovedbestyrelsen i Venstre stimler sammen mandag aften.
Mødet kommer i kølvandet på beslutningen fra partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, om at droppe kravet om en uvildig advokatvurdering i minksagen.
Beslutningen har fået kras kritik fra flere partimedlemmer, der mener, at Venstre sælger sine principper for ministerbiler. Omvendt har flere Venstre-profiler bakket formanden op.
Forud for mødet tegner der sig da også et broget billede internt i partiet om, hvorvidt det var en klog beslutning eller ej.
Det viser en rundringning, som TV 2 har foretaget blandt formændene for partiets kommuneforeninger i hele landet.
I alt er 55 ud af 98 formænd vendt tilbage på TV 2s henvendelse.
Af dem bakker 16 formænd op om Jakob Ellemann-Jensens beslutning, mens 9 er kritiske over for den, og 16 er uafklarede. 14 ønsker ikke at udtale sig.
- Kameler skal sluges
En af dem, der bakker op om Jakob Ellemanns beslutning, er Søren Slot, der er formand for kommuneforeningen i Silkeborg.
Han mener, at det havde været problematisk at opretholde en advokatvurdering, hvis Venstre skal i regeringssamarbejde.
- Hvis man vil samarbejde hen over midten, så er der nogle kameler, der skal sluges, siger Søren Slot til TV 2.
Han tilføjer, at hans fornemmelse er, at der er opbakning i baglandet. Men der er altså ikke kun støtte at finde blandt hans Venstre-kolleger.
Ifølge partiets kommuneforeningsformand i Holstebro, Tom Bach Nielsen, var det en forkert beslutning af Jakob Ellemann-Jensen. Han forventer, at det skal diskuteres en del mandag aften.
Også Venstres kommuneforeningsformand i Fredericia, Søren Schou, kalder beslutningen for forkert.
Han erkender samtidig, at han ikke ved, hvad V-formanden har fået igen på den anden side af forhandlingsbordet.
- Har vi vundet meget andet, må vi acceptere det, siger Søren Schou.
Anledning til eftertanke
Ifølge partiets kommuneforeningsformand i Varde, Poul Rosendahl, har Venstre betalt en for høj pris i forhold til at indgå i en regering.
- Det giver anledning for mit vedkommende til at tænke mig rigtig godt om, hvis det er sådan, at det bliver et samarbejde mellem Venstre og Mette Frederiksen, siger Poul Rosendahl.
Han siger videre, at han hellere så, at Venstre gik i opposition og prægede tingene derfra.
Omvendt mener Lisbet Jensen, der er formand for kommuneforeningen i Frederikssund, at det er en meget modig og klog beslutning af Jakob Ellemann.
- Jakob prøver at gøre det, der er bedst for Danmark, og sagt lige ud af posen har man sjældent set større nosser på Christiansborg. Han vidste, at han ville få høvl for det, og alligevel holder han fast, siger Lisbet Jensen til TV 2.
Hun opfordrer desuden sine partifæller til at slå koldt vand i blodet og afvente, hvad der kommer ud af regeringsforhandlingerne.
Netop regeringsforhandlingerne håber kommuneforeningsformand Bo Lessmann Petersen fra Faaborg-Midtfyn at få et indblik i under mødet i hovedbestyrelsen mandag aften.
Han mener ikke, at han på nuværende tidspunkt har nok information til at udtale sig om, hvorvidt det var den rigtige beslutning at droppe kravet om en advokatvurdering.
- Jeg ser det som et samlet regnestykke, og det regnestykke kender vi ikke, fordi det foregår bag lukkede døre. Når det forelægger, kan man forholde sig til resultatet, siger han.
Flere har meldt sig ud af Venstre
Flere af dem, som TV 2 har talt med, melder, at de har fået henvendelser fra medlemmer, der melder sig ud af partiet efter søndagens udmelding.
Blandt andet fortæller formanden for kommuneforeningen i Viborg, Majbrit Nørgaard, at 4 af deres 655 medlemmer har meldt sig ud.
- Jeg er ked af, at folk melder sig ud. Og det er jo fair nok, men et eller andet sted skulle vi som medlemmer gerne være der, når det går godt, og når det går skidt, siger Majbrit Nørgaard.
Også i Jammerbugt, Tårnby og Allerød er der meldinger om, at medlemmer har meldt sig ud af Venstre siden søndag.
Flere af formændene fortæller til TV 2, at de ikke var informeret om, at Jakob Ellemann ville trække sin beslutning om en uvildig undersøgelse i land.
- Der var gået mange rygter, men rygter kan være mange ting, og at det var det, det handlede om, var jeg ikke informeret om, siger Poul Rosendahl (V) fra Varde blandt andet.
Dog peger flere af kommuneforeningsformændene på, at det lå i kortene, at beslutningen var undervejs.
- Vi havde hovedbestyrelsesmøde i tirsdags, og her sagde Jakob Ellemann, at der ikke var nogen ultimative krav, og så kunne jeg godt regne det ud. Det var ikke nogen overraskelse, siger Rune Buhl (V), der er kommuneforeningsformand i Albertslund.
Mødet i Venstres hovedbestyrelse står til at gå i gang klokken 20 mandag aften.
Regeringsforhandlingerne med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S), i spidsen fortsætter.