Løkke: - Det er en glædens dag for mig
Moderaterne vil gerne hjælpe en SV-regering helt frem til målstregen, lyder det fra Løkke.
Det blev hældt ned ad brættet, da Lars Løkke Rasmussen for første gang sagde højt, at Danmark har brug for en bred regering.
Men siden dengang under valgkampen i 2019 har både Mette Frederiksen og Løkkes arvtager i Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, ændret holdning og forhandler nu intensivt om netop en mulig bred regering.
Det glæder Løkke.
- I går rokkede Venstre godt og grundigt ved sig selv ved at sige, ret åbent, at de gerne vil søge ind i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, siger Lars Løkke Rasmussen på vej ud fra Moderaternes gruppemøde på Christiansborg.
- Det er en glædens dag for mig. Jeg har talt om det her i fire år, og nu kan det komme til at ske.
V kan være på vej i regering med S
Mandag lød det fra Venstres formand, at Venstre og Socialdemokratiet har "gang i noget, der er rigtigt".
Direkte adspurgt, om han er på vej i regering med Mette Frederiksen, svarede Jakob Ellemann-Jensen:
- Måske. Det er i hvert fald værd at afsøge muligheden for det.
Og dét hilser Lars Løkke "meget, meget velkomment".
Kold modtagelse fra "den blå familie"
I blå blok fik meldingen fra Venstres formand ellers en kølig modtagelse.
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, konstaterede, at hvis Venstre gør Mette Frederiksen (S) til statsminister, "så er der et parti mindre i den blå familie".
Pernille Vermund fra Nye Borgerlige kaldte det et "gigantisk løftebrud".
- Jeg vil gå så langt som til at kalde ham en vendekåbe, hvis han gør Mette Frederiksen til statsminister på Venstres mandater, sagde hun mandag.
Og Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, mener, at det er "klogt at afsøge muligheden for en regering over midten". Men han er bekymret for, at Ellemann er "ved at sælge Venstre for billigt". Det skriver han på Twitter.
Moderaterne stiller sig til rådighed
Lars Løkke vil derimod gerne være "fødselshjælper", som han siger, og hjælpe en regering med S og V til verden.
Er du selv klar til at gå med i den regering?
- Jeg hilser først og fremmest velkomment, at Venstre har meldt sig klar til det. Det er godt, at det bliver bredt. Så er første del af opgaven løst. Så skal det også være ambitiøst, siger han og pointerer, at det ikke er "partout vigtigt" for Moderaterne at komme i regering.
For den slags kommer også med en pris.
- Vi vil meget gerne være med til at hjælpe sådan en regering helt frem til målstregen ved at påvirke det politiske indhold og gøre det ambitiøst. Og hvis det er ambitiøst nok, og de partier, som nu er enige om sådan en regering, gerne vil have os med, så stiller vi os til rådighed for det.
Der er brug for reformer
Løkke (M) siger, at han oplever, at han og Mette Frederiksen (S) ser ens på nogle af samfundets udfordringer. Nu handler det om, hvorvidt de også kan blive enige om, hvordan de skal løses.
Ifølge Moderaternes formand er der brug for reformer, der kan fylde pengekassen op, for den er tom efter halvanden regeringsperiode uden nævneværdige reformer, mener han.
Det handler først og fremmest om arbejdsudbudsreformer, skat og SU. Og så mener han også, at en ny regering vil blive nødt til at "rydde op" i mulighederne for tilbagetrækning.
- Jeg har en oplevelse af, at der er mulighed for at lave et ret offensivt regeringsprogram, som også bliver formuleret på en måde og i en kreds af partier, hvor der er en sandsynlighed, grænsende til vished, for, at det bliver gennemført, siger en optimistisk Løkke.
Flere partier er stadig med
Hvis Moderaterne bakker op om en SV-regering – enten som støtteparti eller ved at gå med i regeringen – vil alliancen nå op på 89 mandater. De skal op på 90 for at have flertal.
Udover Moderaterne og Venstre deltager SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance også fortsat i forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.
Forhandlinger, der tirsdag runder 35 dage. Det har hidtil været Anker Jørgensens (S) rekord fra 1975 for den længste regeringsdannelse i efterkrigstiden.