Politik

Ellemann bryder tavsheden: - Vi har gang i noget rigtigt

Venstre-formanden erkender, at et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet "selvfølgelig" vil være et løftebrud.

Venstre og Socialdemokratiet har lige nu "gang i noget, der er rigtigt".

Sådan siger Jakob Ellemann-Jensen i et større interview med TV 2. Et interview, som Venstre-formanden giver nu, fordi han mærker et behov for at forklare, hvorfor han fortsat sidder med ved forhandlingsbordet.

Er du på vej i regering med Mette Frederiksen?

- Måske. Det er i hvert fald værd at afsøge muligheden for det, siger Ellemann og tilføjer:

- Det ser ud til, at vi kan nå hinanden på nogle stræk.

Et samarbejde mellem hovedfjender

Jakob Ellemann-Jensen gjorde det under valgkampen flere gange klart, at han under ingen omstændigheder ville gå i regering med Mette Frederiksen.

Selvfølgelig er det et løftebrud

Jakob Ellemann-Jensen (V)

Under TV 2-interviewet tager han da også selv ordet "løftebrud" i sin mund, før TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, når at spørge ham.

- Lad os nu kalde en spade for en spade. Selvfølgelig er det et løftebrud. Jeg gik til valg på at blive statsminister, og det blev jeg ikke. Det bliver jeg nødt til at acceptere. Det kan jeg ærgre mig over, men jeg kan også vælge at sige, at nu kan jeg forsøge at få det bedste ud af de mandater, Venstre har.

Ellemann tilføjer:

- Vi er vant til at se dansk politik som rød og blå. Virkeligheden er mere nuanceret nu. Det betyder også, at hvis vi skal læne os ud fra de blå og tage socialdemokraterne, så er det jo også et samarbejde mellem to hovedfjender i dansk politik traditionelt set.

Antitesen til Socialdemokratiet

Venstre betragter sig som "antitesen til Socialdemokratiet", fortsætter Ellemann. Derfor ser han det også som noget "ekstraordinært", hvis det lykkes de to partier at danne regeringen sammen.

- Derfor skal der også mere på bordet, end vi vil kunne opnå blot som Venstre, siger han.

Samtidig letter han en anelse på sløret for, hvad der konkret ligger på forhandlingsbordet.

Herunder et ambitiøst mål for arbejdsudbud, skattelettelser i både top og bund samt et fortsat skattestop.

Du mener helt oprigtigt, at der er en mulighed for, at en regering med Mette Frederiksen i spidsen kommer til at føre mere borgerlig politik, end du ville have gjort, hvis der havde været et blåt flertal på valgnatten og var statsminister nu?

- Det er i hvert fald det, jeg afsøger. Og hvis man kan få det ved et sådan regeringssamarbejde, så mener jeg, at man skal gå ind i det.

"Vi har fået talt ud"

Da minksagen rasede, kom Jakob Ellemann-Jensen med den opsigtsvækkende melding, at han ikke havde tillid til landets statsminister. En udtalelse, som han siden er blevet foreholdt talrige gange, men hverken har ønsket at gentage eller korrigere.

Mistilliden opstod, da det viste sig, at han under et telefonopkald med Mette Frederiksen aftenen før minkpressemødet "ikke fik hele sandheden", forklarer Ellemann.

Ellemann fik at vide, at anbefalingen fra myndighederne var entydig, fortæller han. Men senere viste det sig med Venstre-formandens ord, at "virkeligheden var lidt mere nuanceret".

- Jeg følte mig misbrugt i den situation og sad med den oplevelse, at jeg ikke havde fået hele sandheden. Det blev jeg skuffet over, det blev jeg vred over, og det gjorde, at min tillid forsvandt.

- Vi har en forskellig opfattelse af, hvordan den samtale forløb, og hvad baggrunden var. Det har vi fået talt ud om, og det er vigtigt. (..) Man kan sagtens få tillid til venner, der måtte have svigtet den undervejs. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal få den reetableret, og det er vi godt i gang med.

Vil ikke garantere minkundersøgelse

Jakob Ellemann-Jensen afviser at svare klart på, hvorvidt Venstre står fast på nødvendigheden af en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

- Jeg mener, at der er brug for et værdigt punktum...

Det er ikke nødvendigvis det samme, vel?

- ... og der mener jeg, at det her ville være en oplagt måde at gøre det på. Selvfølgelig er det her noget, vi taler om i forhandlingslokalet. Selvfølgelig er det noget, vi ikke ser helt ens på. Det er et af de emner, vi diskuterer. Det er, når vi når slutningen af forhandlingerne, at vi ser, hvad vi er blevet enige om, siger Jakob Ellemann-Jensen:

- Vi stiller os ikke op og siger, at noget er ultimativt.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra kongelig undersøger Mette Frederiksen (S). Hun ønsker ikke at stille op til et interview.

Hverken Søren Pape Poulsen (K), Alex Vanopslagh (LA) eller Inger Støjberg (DD) har ønsket at stille op til et interview. TV 2 forsøger fortsat at få et interview med Lars Løkke Rasmussen (M), Pernille Vermund (NB) og Morten Messerschmidt (DF).

Hør mere om Venstre og Socialdemokratiets lange rejse fra fjender til venner i TV 2s nyhedspodcast Dato