Politik

Dom i Messerschmidt-sag bliver muligvis forsinket

Det er usikkert, om retten kan nå at afgøre sag mod Morten Messerschmidt inden jul.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, må formentlig vente til næste år med at få dom i sagen om påstået svindel med EU-midler.

Indtil videre er den sidste retsdag 21. december, men det er usikkert, om dommen vil blive afsagt inden jul.

Mandag har dommeren i Retten på Frederiksberg meddelt, at der formentlig først bliver afsagt dom i ugen efter nytår.

Retssagens opstart blev i november forsinket, da Folketinget igen skulle ophæve Messerschmidts immunitet, for at retssagen kunne køre.

Det skyldtes, at der nåede at være folketingsvalg, inden sagen skulle begynde i retten, og at Messerschmidt dermed fik immunitet på ny.

Anden gang, sagen er for retten

Omdrejningspunktet for sagen er et DF-sommergruppemøde på Color Hotel i Skagen i 2015.

I den forbindelse blev der efter ansøgning fra Morten Messerschmidt udbetalt penge fra EU-partiet Meld. De skulle finansiere en EU-konference, som fandt sted under mødet.

Eller gjorde den? Det mener anklagemyndigheden nemlig ikke, og derfor er Messerschmidt anklaget for EU-svig efter en bestemmelse i straffeloven. Messerschmidt nægter sig skyldig.

Det er anden gang, at sagen er for retten. I august 2021 afsagde Retten i Lyngby en dom. Her blev Morten Messerschmidt idømt en betinget fængselsstraf på seks måneder.

Østre Landsret fandt dog, at sagen skulle gå om. Det skyldtes, at dommeren i sagen, Søren Holm Seerup, kunne opfattes som inhabil på grund af en række tilkendegivelser på Facebook om Messerschmidt.

Derfor går sagen nu om i Retten på Frederiksberg.