De var med, da tidligere SV-regering koksede: - Det gælder om at forstå hinandens smertegrænser
Såkaldte skyggeministerier gav store problemer sidste gang, Socialdemokratiet og Venstre dannede regering sammen.
Spekulationerne om en regering med både Socialdemokratiet og Venstre tager fart i disse dage.
Særligt nye udtalelser fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har givet dem luft under vingerne.
Venstre og Socialdemokratiet har nemlig i de verserende regeringsforhandlinger "gang i noget, der er rigtigt", lød det mandag fra formanden, der nu også er "helt sikker på", at tilliden mellem de to formænd kan reetableres.
Tidligere er det gået galt
Intet er selvfølgelig givet. Forhandlingerne buldrer stadig derudaf, og flere andre partier er også fortsat i spil.
Men skulle det alligevel ske, at Socialdemokratiet og Venstre kommer til at udgøre Danmarks næste regering, ville det måske være en god ide for fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) at lytte til nogen, der har prøvet det før.
Nogen, der var med, da forsøget med en SV-regering – ikke videre succesfuldt – sidst blev gjort i 1978.
- Det helt afgørende er, at Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen nu bruger god tid på at lære hinanden at kende. For når regeringen først er dannet, kører det løs, og så er der alt for lidt tid til at snakke om tingene, siger eksempelvis Ritt Bjerregaard (S).
Hun var undervisningsminister under den sjældne regeringskonstellation, hvor den socialdemokratiske Anker Jørgensen slog sig sammen med Venstres Henning Christoffersen.
Lignende formaninger lyder fra den tidligere partifælle Birte Weiss, der var menigt folketingsmedlem under SV-regeringen, som blot endte med en levetid på 14 måneder.
Forstå hinandens smertegrænser
Ifølge Birte Weiss må der ikke være det mindste rum for fortolkning blandt partierne, når først regeringen er dannet.
- Det er helt afgørende nødvendigt, at der er et fuldstændig krystalklart regeringsgrundlag. Et regeringsgrundlag, som ikke bare forholder sig til alle de der initiativer, man forventer at skulle tage sammen. Det skal også identificere mulige snubletråde meget præcist, siger hun.
Derfor gælder det ifølge hende om at forstå hinandens smertegrænser.
- For dem er der jo masser af, når det er partier fra de to forskellige sider, som er vant til at være enten i regering eller i opposition, siger hun.
Birte Weiss var – modsat Ritt Bjerregaard – voldsomt imod regeringssamarbejdet hen over midten dengang i slutningen af 70’erne. Det føltes uvant at skulle samarbejde med et parti, man historisk havde anset som hovedmodstander, og hun godtog ikke argumenterne om, at samarbejdet skulle føre til stabilitet.
Skyggeministerier og "dobbelt nåleøje"
Hun mener også, at der var mange negative konsekvenser, da regeringssamarbejdet alligevel blev en realitet. Hun peger blandt andet på de såkaldte skyggeministerier, hvor regeringspartierne havde skyggeministre eller kontrolministre i hinandens ministerier for at holde øje med, hvad der foregik.
- Det betød, at det skulle kontrolleres ned i mindste detalje af en Venstre-minister, hvis en socialdemokratisk minister skulle fremsætte et lovforslag. Det gjorde det selvfølgelig meget tungt, siger hun og henviser til, at det ikke blot var en hovedpine for regeringens ministre.
Ifølge hende gav det også en følelse af, at man som menigt medlem i den socialdemokratiske folketingsgruppe var mindre vigtig.
- Når en ide, et lovforslag eller en udtalelse endelig havde passeret gennem regeringens dobbelte nåleøje, var der ikke noget at diskutere for gruppen, lyder hendes udlægning.
Knap 45 år siden - men flere ligheder
Parallellerne er mange, hvis man sammenligner tiden op til regeringsdannelsen i 1978 og de nuværende regeringsforhandlinger. De foregår begge på Marienborg, de finder begge sted i en krisetid, og begge kommer i kølvandet på kraftig tilbagegang for Venstre.
Derudover havde antallet af partier i 70’erne – ligesom i dag – haft vokseværk. Og ja, så var de konservative også i spil som potentielt regeringsparti - som bekendt uden at blive det.
Begge de tidligere politikere peger dog også på særligt én stor forskel. For faktisk var en af de allerstørste knaster ved den seneste SV-regering ikke det indbyrdes samarbejde mellem politikerne. Det var derimod fagbevægelsen, dengang under navnet LO, med Thomas Nielsen som formand, mener de.
Han var særdeles utilfreds med, at Socialdemokratiet kunne finde på at indgå et samarbejde med Venstre og ytrede det højt og ofte. Det er ofte blevet beskrevet som en af de store grunde, at Anker Jørgensen (S) kom haltende fra start og havde oddsene imod sig i sin SV-regering.
Men den slags modstand fra fagbevægelsen ser Ritt Bjerregaard ikke som en mulighed i dag.
- Det er en anden tid, og vi har heldigvis en helt anderledes formand (Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, red.)
"Klogt" at prøve igen
Selvom resultatet og det sjældne samarbejde blandt andet er blevet beskrevet som en ”total fiasko”, så mener Ritt Bjerregaard faktisk, det er en god ide at give SV-regeringen et skud mere.
Hun henviser blandt andet til, at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, fik så fint et resultat ved seneste folketingsvalg.
- Det er ham, der har startet denne her diskussion om at samarbejde hen over midten (ved valget i 2019, red). Så det er tydeligt, at der er et ønske fra vælgerne om at prøve det af. Og så synes jeg, det er klogt at gøre det, siger hun.
Forudser intern uenighed
Derudover taler valgresultatet ifølge Ritt Bjerregaard også helt generelt for et samarbejde hen over midten, fordi det røde flertal med blot ét mandat ifølge hende er "meget skrøbeligt".
Bjerregaard mener dog, det er ”givet”, at der vil komme vanskeligheder i en potentiel SV-regering. Og hun forudser, at der – præcis som i 1978 – internt i partierne vil være uenighed om, hvorvidt det er en god ide eller ej at slå pjalterne sammen.
- Det kommer vi nok også til at se denne her gang, siger hun.
TV 2 har forgæves forsøgt at få interviews med repræsentanter fra datidens folketingsgruppe i Venstre.