Venstre fortsætter regeringsforhandlinger, siger Ellemann i "kryptisk" tweet
Ellemann forlanger, at Mette Frederiksen giver V store indrømmelser – uden at Venstre forpligter sig til et regeringssamarbejde, siger kommentator.
Venstre fortsætter forhandlingerne med Socialdemokratiet i de kommende dage. Det skriver Jakob Ellemann-Jensen på Twitter søndag aften.
Formanden stiller som krav til et "forpligtende samarbejde" med Socialdemokratiet, at indholdet af en potentiel aftale skal være "ud over det normale politiske ambitionsniveau".
Det er, uanset om aftalen sker med Venstre som oppositionsparti eller som en del af den kommende nye regering, skriver han.
TV 2 arbejder på at få en uddybende kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen – herunder en uddybning af, hvad en aftale med indhold "ud over det normale politiske ambitionsniveau" betyder.
K har allerede forladt forhandlingerne
Venstre-formandens korte skriv falder i kølvandet på, at Det Konservative Folkeparti lørdag meldte sig ud af regeringsforhandlingerne.
Begrundelsen lød, at det ikke er "foreneligt" for partiet at gå i regering med Socialdemokratiet set i lyset af de løfter, K-formand Søren Pape Poulsen gav under valgkampen.
Jakob Ellemann-Jensen afviste under valgkampen kategorisk idéen om en regering bestående af både V og S. Ganske enkelt fordi de to partier er "grundlæggende uenige".
- Derfor sætter Papes udmelding også Jakob Ellemann under pres i de nuværende regeringsforhandlinger, som han og Venstre jo stadig er en del af, lød vurderingen lørdag fra TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.
Det er "sjældent" sådan, det foregår
Politisk kommentator Hans Engell kalder Jakob Ellemann-Jensens nye udmelding pĂĄ Twitter "kryptisk", men vurderer, at det er en indirekte reaktion pĂĄ, at de konservative er trĂĄdt ud af forhandlingerne.
- Han (Jakob Ellemann-Jensen red.) slår fast, at selv om Konservative er skredet, så bliver V ved forhandlingsbordet, og de har ikke tænkt sig at forlade det. Samtidig gør han det klart, at Venstre ikke er billigt til salg, siger Hans Engell til TV 2.
Venstre-formanden gør det med sit tweet klart, at en forpligtende aftale mellem V og S vil stille krav om "nogle meget store indrømmelser" fra Mette Frederiksen til Venstre, mener Hans Engell. Med andre ord kræver Ellemann-Jensen, at statsministeren afstår fra en række krav eller ønsker i forhandlingerne.
Det kryptiske i tweetet består dog i, at kravet gælder uanset, om Venstre ender som oppositionsparti eller som en del af regeringen.
- Han forlanger, at Mette Frederiksen skal give ham meget store indrømmelser, uden at Venstre forpligter sig til et regeringssamarbejde, og det krav tror jeg, at hun vil være meget tøvende over for at imødekomme. Hvorfor skulle hun egentlig give ham meget store indrømmelser, hvis han ikke har noget at tilbyde den anden vej? siger Hans Engell.
- Derfor er det en melding, som er kritisk i forhold til de forhandlinger, der foregår. Han bliver jo ved bordet, Venstre bliver i forhandlingerne, han melder sig ikke ud, men han begynder at stille nogle krav til Socialdemokratiet. Det er sjældent sådan, det foregår i politik.
Partierne mødes i den kommende uge og forhandler uden om pressen. Tirsdag vil Frederiksen tangere rekorden for den længste regeringsdannelse på 35 dage, som fandt sted i 1975.