Han har brugt hele sit politiske liv på at bekrige S - nu foreslår han at gå i regering med dem

Claus Hjort anbefaler Venstre at samarbejde med et parti, han selv mistænker for at fået ham sigtet i FE-sagen.

Der var 20 dage tilbage af valgkampen i 2019, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede op for at danne en regering med Socialdemokratiet.

Forinden havde han vendt ideen med daværende partikollega og minister Claus Hjort Frederiksen, som var ved at falde ned af stolen, da han hørte, hvad Lars Løkke havde planer om.

Derfor frarådede han sin formand at gøre det til Venstres store sag de sidste dage før valget.

- Det hører ingen steder hjemme, at en politisk leder pludselig skifter tema og fra at have ønsket Socialdemokratiet hen, hvor peberet gror, gerne vil samarbejde med dem, lyder det fra Claus Hjort her tre et halvt år efter.

Resten af valget er historie. For som bekendt blev ideen aldrig til virkelighed, da rød blok vandt, og Mette Frederiksen dermed kunne indtage statsministerposten med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i ryggen.

Men efter det seneste folketingsvalg er sandsynligheden for en regering over midten større end nogensinde. Og den her gang er det med Claus Hjort Frederiksens opbakning.

For selvom den tidligere Venstre-mand har brugt det meste af sit politiske liv på at bekrige Socialdemokratiet, råder han nu Jakob Ellemann-Jensen (V) til at samarbejde.

Det fortæller han i dagens udgave af TV 2s nyhedspodcast ’Dato’.

I Venstres historie har man i de fleste tilfælde valgt at gå efter at få indflydelse

Claus Hjort Frederiksen

Afviser løftebrud

Første gang Claus Hjort Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen stak hovederne sammen for at drøfte muligheden for at indgå i en regering med socialdemokraterne var under valgkampen, fortæller Claus Hjort.

På daværende tidspunkt havde Jakob Ellemann-Jensen ellers gentagne gange afvist at samarbejde med Socialdemokratiet og ikke mindst Mette Frederiksen, som han ikke havde tillid til.

Men på trods af partiformandens protester mente Claus Hjort, at det var bedst at holde alle muligheder åbne.

- I Venstres historie har man i de fleste tilfælde valgt at gå efter at få indflydelse, og det er jo den fase, vi er i nu, siger han.

Hvad tænker du om, at det reelt vil være en løftebrud fra Venstres side og fra Jakob Ellemann-Jensens side, hvis man går i regering med Socialdemokratiet?

- Jeg ved ikke rigtig, om det er et løfte. Jeg opfatter mere løfter som noget konkret politisk. Altså vil vi hæve skatterne, eller vil vi sænke skatterne. Vil vi øge de sociale udgifter, eller vil vi ikke.

Men hvad er mere konkret politisk end et regeringssamarbejde?

- Ja, det er jo substansen i samarbejdet, der er mere relevant. Vi er i en fase nu, hvor det for Jakob Ellemann og hans folketingsgruppe er vigtigt at få slået fast, hvad socialdemokraterne og hvad Mette Frederiksen er parat til. Og hvis det er tilfredsstillende, så vil jeg også anbefale, at vi går i regering.

Mistænker S for sigtelse

Det kan synes paradoksalt, at Claus Hjort støtter en regering med det parti, som han mistænker for at have fået ham sigtet i den meget omtalte FE-sag.

FE-sagen kort fortalt

FE-sagen begyndte at rulle i august 2020, da Tilsynet med Efterretningstjenester sendte en pressemeddelelse ud, hvori der blev rettet alvorlige anklager mod efterretningstjenestens ledelse.

Det førte til, at ledelsen i FE – herunder Lars Findsen – øjeblikkeligt blev hjemsendt.

Medarbejderne blev i december 2021 renset i en undersøgelse foretaget af tre landsretsdommere.

Efterfølgende viste det sig dog, at FE-chef Lars Findsen var blevet anholdt og fængslet få dage forinden. 

Lars Findsen blev sigtet efter paragraf 109, der handler om landsforræderi. Samme paragraf blev tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sigtet efter.

I januar i år kom det nemlig frem, at den tidligere minister er sigtet efter paragraf 109 i straffeloven. En paragraf, der kategoriseres under landsforræderi og handler om at røbe eller videregive statshemmeligheder.

Claus Hjort har dog kategorisk afvist at have delt oplysninger, som ikke allerede var offentligt kendt. I stedet mener han, at den fungerende etpartiregering i form af Socialdemokratiet har haft en interesse i ”at lukke munden på ham.”

Hvilken interesse skulle den fungerende regering have i at forfølge dig.

- Det har jeg da spekuleret meget over, og jeg er sådan set ret overbevist om, at grunden til, at man farer så hårdt frem i den her sag, det er, at man vil jage en skræk i livet på de ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste og i Politiets Efterretningstjeneste, fordi der har været nogle læk.

Lækkene, som Claus Hjort Frederiksen henviser til, er blandt andet forekommet under den såkaldte Samsam-sag, hvor flere hemmelige notater er blevet delt med offentligheden.

Tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S) har før udtalt, at regeringen ikke har nogen kommentarer til den konkrete sag, og at den stoler på, at myndighederne håndterer sager som denne på bedst mulige måde.

Det er ikke attraktivt for mig, at det skulle løses med, at det var nogle partivenner, der reddede ham ud af suppedasen

Claus Hjort Frederiksen

Politik over personen

Når så Claus Hjort alligevel vælger at anbefale Venstre at gå i regering med Socialdemokratiet, handler det om, at han ikke synes, at hans person skal stå i vejen for en potentiel funktionsdygtig regering.

Derudover tror han ikke, at der vil komme noget godt ud af, at hans tidligere partikollegaer sætter foden ned overfor Socialdemokratiet, hvad angår hans sigtelse.

- Jeg synes ikke, det er attraktivt for mig, at det hele skulle løses med, at det var bare nogle partivenner, der reddede ham ud af suppedasen, forklarer han.

I midten af oktober sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til TV 2, at han ønskede en ”grundig undersøgelse” af FE-sagen. Derfor foreslog han at nedsætte en kommission.

Onsdag besluttede et flertal i Folketinget dog at vente med at tage stilling til en eventuel undersøgelse af sagen. I stedet vil de vente til, at en ny regering er kommet på plads.