Nye toner fra Løkke om regeringsdannelsen
I sidste uge advarede Lars Løkke Ramussen Socialdemokratiet mod at danne mindretalsregering med Venstre.
Det handler om ”noget” og ikke om ”nogen”.
Det slogan blev Lars Løkke Rasmussens mantra under valgkampen, og det gælder fortsat, understreger han i TV 2-programmet ’Lippert’ onsdag aften.
Derfor mener den tidligere statsminister heller ikke, at det er afgørende for Moderaterne at komme i regering – så længe den er over den politiske midte.
Men han indrømmer samtidig, at han ”ikke vil have det godt med det”.
- Jeg ved ikke, om vi ender inde eller ude, og helt ærligt det er heller ikke det, jeg er mest optaget af. Vi er optaget af at være med til at løse nogle udfordringer i det danske samfund, siger han.
Løkke i kovending
Længe så det ud til, at Lars Løkke kunne få en afgørende rolle i regeringsforhandlingerne. Men da mandaterne rykkede sig i valgkampens sidste stund, og rød blok kunne tælle til de magiske 90 mandater, måtte Løkke opgive titlen som kongemager.
Sidenhen har der været forholdsvis stille. Men i sidste uge brød Lars Løkke tavsheden og sagde, at han fortsat gik efter at komme i en bred regering.
I samme ombæring advarede han Socialdemokratiet mod kun at samarbejde med Venstre, da det i så fald vil være en mindretalsregering, og dermed var missionen i hans øjne ikke fuldført.
Men nu har piben fået en anden lyd. For pludselig kan Lars Løkke Rasmussen godt se sig selv støtte en SV-regering.
- For os er det ikke ultimativt, hvis der dannes en regering, hvor S og V er grundsøjler, at vi partout skal være med. Det kunne også være en regering, hvor vi kunne være en aktiv støtte bag, siger han i 'Lippert'.
Vi står i en situation, hvor vi med stor sandsynlighed får en SV-regering, og det ejendommelige forhold at arkitekten bag, hvis man kan kalde dig det, er ved at blive kørt ud på et sidespor.
- Det er dig, der siger, at jeg er ved at blive kørt ud på et sidespor.
Ja, sådan ser det ud udefra, men sådan ser det så ikke ud indefra?
- Sådan ser det ikke ud, når jeg taler med den kongelige undersøger (Mette Frederiksen, red.). Så må du invitere nogle andre for at få afdækket det.
Prisen må ikke være for høj
Allerede under valgkampen i 2019 præsenterede Lars Løkke Rasmussen ideen om at lave en regering over midten.
Det var dengang Løkke var formand for Venstre, men han har videreført de samme ambitioner hos Moderaterne.
En plads ved regeringsbordet har dog også sin pris, understreger Lars Løkke, og han vil ikke være med, hvis prisen er for høj.
En af de betingelser, som Moderaterne nægter at give afkøb på, er et såkaldt højt ambitionsniveau inden for sundhedsvæsenet, som partiformanden mener er ved "at sande til".
Men det kræver vel, at Lars Løkke Rasmussen og hans parti, som vil det her, sidder med i regering?
- Det kræver, at regeringen har et politisk program, der har et højt ambitionsniveau på sundhedsområdet. Det behøver jo ikke kræve, at det er mig, der er sundhedsminister.
Ud over Moderaterne forhandler Socialdemokratiet også med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Du kan se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen i 'Lippert' på TV 2 Play.