S og R vil ikke stemme for eget forslag om børnetilskud – beskylder Enhedslisten for "politisk drilleri"
Red Barnet advarer om, at fattige børnefamilier i forvejen er pressede til en grad, hvor nogle ikke har råd til ting som medicin, mad og vintertøj.
Socialdemokratiet afviste tirsdag at stemme for en forlængelse af det midlertidige børnetilskud til udsatte familier, der står til at udløbe ved årsskiftet.
Fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard begrundende partiets nej med de igangværende regeringsforhandlinger, og nu lyder samme toner fra Radikale Venstre.
De ønsker ikke at stemme for lovforslaget, mens forhandlingerne om en regering fortsat er i gang, siger politisk leder Martin Lidegaard:
- Vi går ind ind for indholdet, men det er noget rod at skulle stemme det igennem i salen, mens vi forhandler. Praksis er, at man ikke stemmer noget igennem, når der ikke er en regering.
Men praksis kan vel ændres. I behøver ikke følge den...
- Sådan er det altid, siger han til TV 2.
Afventer regeringsdannelse
Tilskuddet blev vedtaget i 2019 af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten for at hjælpe udsatte familier, hvor en eller begge forældre er på kontanthjælp.
Alle partierne med undtagelse af Enhedslisten indgår fortsat i regeringsforhandlingerne, og mens både Socialdemokratiet og Radikale Venstre altså bruger netop forhandlingerne som begrundelse for, at de ikke kan stemme deres eget lovforslag igennem, står det ikke i vejen for SF.
TV 2 ville tirsdag gerne have spurgt partiformand Pia Olsen Dyhr, hvordan hun forholder sig til, at hverken Socialdemokratiet eller Radikale Venstre vil stemme for lovforslaget, men hun har ikke ønsket at stille op til et interview.
Da det mandag aften var SF's tur til at forhandle på Marienborg, lød det imidlertid:
- Vi forventer sådan set, at vi sammen med Socialdemokratiet kan gøre noget. Så er der jo andre partier, som byder sig til, og jeg tror, at vi hver især kommer med vores dagsordener. Sådan vil det være i det her forløb. Men vi håber jo på at holde fast i socialdemokraterne på noget af det, der skaber noget mere retfærdighed i Danmark.
SF stemmer for
Foruden Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF sidder Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre fortsat med ved bordet.
Sidstnævnte gjorde det under førstebehandlingen klart, at de ikke kan stemme for lovforslaget. Det skyldes både, at Venstre er imod at lovgive under igangværende regeringsforhandlinger, og at de helt grundlæggende er imod idéen om tilskuddet.
Hvis vi ser, at eksempelvis Venstre skal være med i regeringen, og de siger, at de ikke vil være med (til at føre børnetilskuddet videre, red.), hvad gør I så?
- Det er alt for tidligt at sige, og det er slet ikke der, vi er lige nu, sagde Pia Olsen Dyhr foran Marienborg mandag aften og tilføjede:
- Det er noget af det, vi gik til valg på ved sidste valg, fordi vi havde en forventning om, at vi skulle løse det i den her valgperiode. Derfor synes jeg også, at det var helt utidigt, at Radikale Venstre udløste et valg, før vi havde løst de her problemer for de fattigste familier.
Skal det forstås sådan, at det er et ultimativt krav for jer, at den her børnecheck videreføres?
- Tiden for ultimative krav er forbi. Politik er underligt, når man hele tiden snakker om ultimative krav, for så kan vi jo aldrig diskutere politik med hinanden. Så kan vi hver især sidde med en revolver og sige, hvad vi skal have. Men det er meget vigtigt for SF, og det er noget af det, vi kæmper for lige nu.
Kan det lade sig gøre sammen med Venstre?
- Tak for ordet.
Vil ikke gå ind i diskussionen
Lovforslaget om at forlænge tilskuddet fremsatte regeringen selvsamme dag, som der blev udskrevet folketingsvalg, og derfor blev det aldrig stemt igennem.
Efterfølgende valgte Enhedslisten at stille forslaget på ny, og det skulle derfor førstebehandles tirsdag. Her kaldte fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) situationen "usædvanlig", da Danmark i skrivende stund kun har en forretningsregering.
- En forretningsregering tager kun stilling til det allermest nødvendige for driften af landet. Den udvikler ikke ny politik og diskuterer ikke konkrete lovforslag i Folketingssalen, lød det fra talerstolen, hvor Peter Hummelgaard tilføjede:
- Det betyder også, at regeringen og jeg selv ikke kan gå ind i en diskussion af forslaget.
Peter Hummelgaard erkendte dog fra talerstolen, at der rent teknisk ikke er noget til hinder for, at lovforslaget kan blive til virkelighed, men at der derimod er tale om en principiel diskussion om, hvordan Folketinget bør agere, når en regering ikke er dannet. Han mener derfor også, at lovforslaget fra Enhedslisten "har karakter af politisk drilleri".
En "præmatur" diskussion
Socialdemokratiet vil ikke svare på, om en eventuel bred regering med blå partier vil betyde et farvel til tillægget. Peter Hummelgaard kalder det "præmaturt" at diskutere, før regeringsdannelsen er faldet på plads.
Da han under førstebehandlingen blev spurgt, om Socialdemokratiet til fremsætte lovforslaget på ny, når en regering er faldet på plads, kunne han ikke give et klart svar. I stedet lød det, at de gerne ser, at "mest muligt" af Socialdemokratiets politik bliver gennemført.
- Helt grundlæggende står vi på mål for de aftaler, vi har indgået, før der var folketingsvalg. Men det er jo også klart, at under hensynstagen til, at regeringen er trådt tilbage, og at der lige nu forhandles om en ny regering, så står vi heller ikke her og aktivt tager stilling til, hvordan et lovprogram skal se ud.
Det uklare svar fik efterfølgende Jette Gottlieb (Ø) til at beskylde den fungerende beskæftigelsesminister for at "bruge de fattige børns vilkår som en handelsvare under forhandlingerne om en regering".
Ikke råd til medicin, mad og vintertøj
Tirsdagens udvikling i sagen om tilskuddet vækker da også bekymring hos Red Barnet. For det vil få "alvorlige konsekvenser" for børnefamilierne, hvis tilskuddet bortfalder, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen. Det skyldes blandt andet, at de stigende fødevare-og energikriser i forvejen presser.
- Vi mindes ikke at have set så stor desperation, som vi ser lige nu. Vi møder familier, der undlader at købe receptpligtig medicin, skærer ned på mængden af mad, ikke kan give deres børn vintertøj og frygter overhovedet at have råd til huslejen.
Johanne Schmidt-Nielsen peger på, at en afskaffelse af børnetilskuddet vil gøre "de allerfattigste endnu mere fattige".
Det midlertidige børnetilskud ophører fra 1. januar og udbetales med forsinkelse til og med februar.